Namaste!

(saa er billederne fra bornehjem mm. blevet lagt ind. Billederne til denne blog er undervejs)

Advarsel: denne blog er noget af en mundfuld.

Saa er det igen blevet tid til at opdatere jer, som foelger vores rejse. De sidste dage I Cambodia stod paa afslapning og ikke de helt store kulturoplevelser eller noget. De sidste tre dage af vores planlagte tur skulle egentlig have foregaaet i Bangkok, men pga urolighederne der, tog vi tilbage til Cambodias hovedstad Phnom Penh. Meget af tiden her gik med at hoere paa pigernes beklagelser og bekymringer over ikke at kunne komme til Bangkok og I sidste ende maaske ikke at kunne komme hjem, og selvom det I laengden var lidt traettende at hoere paa, var der maaske noget om snakken, da 5 af pigerne I skrivende stund er fanget I Bangkok's lufthavn og nogle andre piger er floejet til Rom for at tage en bus hjem derfra… vores tanker er med dem. Tsk tsk. Ej, alt spoeg til side (og af frygt for at nogle af pigerne rent faktisk laeser denne blog), vil vi da lige sige, at vi faktisk har en smule ondt af dem. Men saa igen, de blev sku alle tilbudt at tage med drengene videre paa tur… Nok om toeserne, de har det sikkert fint, meget mere interessant er det, hvad vi drenge foretager os:
Vores sidste dage i Phnom Penh gik ogsaa med at finde ud af, hvad vi skulle lave af planer naar den planlagte tur sluttede. Hele tiden havde det vaeret planen at smutte til Laos - uden egentlig at vide ret meget andet end Laos, end at der var noget der hed Tubing, som involverede en masse druk - men da vi begyndte at laese mere om landet, fandt vi ud af, at det faktisk ikke var noget, som vi braendte super meget for. Desuden ville det, pga. det cambodianske nytaar, tage omkring 5 dage at fixe os et visum, hvilket ville sige at vi skulle bruge 5 dage mere I Phnom Penh, hvor vi allerede havde vaeret i 3 uger.!!! Saa vi tog til Nepal i stedet.

Vi floej fra Phnom Penh til Hong Kong og fra Hong Kong til Kathmandu, som er Nepals hovedstad. Paa grund af uvejr cirklede vi rundt over Kathmandu's hovedstad i tre timer indtil det var sikkert at lande, hvilket blev omkring kl halv 3 om natten. Herefter skulle vi ordne visum og alt muligt pis, saa klokken blev ret mange, da vi traadte ud fra lufthavnen. Her blev vi moedt af en masse nepalesiske maend, som ville give os en masse tilbud paa billige hoteller osv., og da vi var meget traette og ikke rigtig orkede at forhandle, tog vi den foerste og den bedste (dvs. den dyreste). Men vi fik vores soevn.
Naeste dag tjekkede vi hurtigt ud fra vores respektive hotel, hvorefter dagen gik paa at finde et billigt guest house / hotel, hvor vi kunne bo. Efter at have tjekket omkring 10 forskellige guest houses / hoteller, tjekkede vi ind paa et hotel, hvor vi fik pruttet prisen ned til 500 rupees pr. nat. (dvs. omkring 43 kr).
I Phnom Penh koebte Hygge en Lonely Planet guide om Nepal, og siden han erhvervede sig den, har den ikke forladt hans favn. Faktisk laeser han saa meget i sin lille bibel, at jeg ofte foeler mig som det tredje hjul, men til gavn det er den sgu, da Hygge med meget stor selvsikkerhed kan finde selv den mindste, lille gudsforladte lorterestaurant, som Lonely Planet anbefaler. For hvis Lonely Planet siger det er godt, saa er det godt… og saadan er det bare.
Fik jeg forresten sagt, at Hygge og har smidt sit dankort vaek? Det er faktisk imponerende at det tog hele to maandeder, for han glemmer ting overalt. Paa den maade supplerer vi faktisk hinanden rigtigt godt, da jeg selv er lidt autist paa det omraade. Jeg skal altid tjekke om vi har husket alt, ligemeget hvor vi har vaeret og hvor laenge, og skal helst tjekke et par gange. Nu bliver jeg fandme noedt til at tjekke steder som under sofaen eller paa et helt andet bord, da Hygge i sine hjernebloedninger foeler at hans pung eller mobil er sikrest paa de mest underlige steder. Lige som jeg var ved at faa styr paa mine tvangstanker kommer Hygge og f***er det hele op. Paa den anden side gider jeg heller ikke dele alt med Hygge, hvis nu han smider sin taske vaek, og nej, det er ikke en urealistisk situation. Kort sagt (hvis man maa ha' lov at lyde lidt intellektuel): Hygge finder vej, og jeg finder ham.

Vi har vaeret paa sightseeing i en bydel i Kathmandu, hvor man kunne se en masse templer. Selvom vi har set rundt regnet en milliard templer i Cambodia, synes vi lige at vi skulle bruge en halv dag, paa at se lidt i Nepal, for som den kvikke laeser allerede ved er majoriteten af Nepaliserne jo Hindu, mens de i Cambodia er Buddhistiske. Vi kunne dog ikke se en maerkvaerdig forskel, men det var faktisk meget interessant alligevel. Her I dette omraade saa vi nemlig ogsaa en levende gudinde. Ja, du laeste rigtigt, en levende gudinde. Her i Nepal har man siden langt tilbage (Hygge ved sikkert det praecise aarstal, da det staar i Lonely Planet) haft tradition for at have en saakaldt Kumari - en levende gudinde. Lonely Planet har fortalt Hygge, at der er flere levende gudinder rundt omkring Kathmandu, men den vi har set, er baade den vigtigste og mest beroemte. Vi (Hygge red.) har laest (igen Lonely Planet), at gudinden ville komme ud paa altanen af sit hus et par minutter, mellem kl 16-17. Saa kl fire sharp stod vi og saa op mod altanen og mindsandten om der ikke dukkede en fem aarige pige, fyldt med make-up og fint toej, op paa altanen fem minutter efter vi var kommet. Hun saa fuldstaendig udtryksloest ned paa os turister, der maabende kiggede op paa hende og 30 sekunder efter , var hun vaek igen. Lonely Planet fortalte os (Hygge red.) efterfoelgende, at Kumarien bliver valgt ved at gennemfoere en masse proever og 32 fysiske krav og dermed slaa en masse andre haabefulde femaarige, i at blive den nye levende gudinde. Man frasiger sig posten som Kumari igen saa snart man faar sin foerste menustration. Vi kunne desvaerre ikke tage et billede af hende, da dette ikke var tilladt.

I forgaars koebte vi et par buddhafigurer af en 16 aarig nepalesisk gadesaelger. Efter hun havde solgt os figurerne faldt vi i snak (hun er knivskarp til engelsk, snakker utroligt hurtigt og utrolig meget) og hun hentede noget nepalesisk te til os. Hun var super begejstret for endelig at snakke med nogle udlaendinge, og efter 10 min var vi udnaevnt til hendes bedste udlaendinge-venner (…og foerste). Hun tilboed at vise os rundt i Kathmandu dagen efter, og vi takkede selvfoelgelig ja, da vi ikke ville gaa glip af muligheden for en mere autentisk oplevelse af Kathmandu.
Naeste dag troppede vi op hos hendes fars bod som aftalt, og der stod hun og ventede paa os nu sammen med en jaevnaldrende veninde. Begejstringen over at have to udlaendinge-venner ville ingen ende tage, og den femtende gang hun sagde "I'm so happy right now, that I have two foreigner friends", pandede vi hende en… Nej, vi noed egentlig bare at hun var saa bramfri og aerlig med alt hun sagde. Flere gange sagde hende og hendes veninde f.eks. "you two are very handsome" , hvilket vi meget hurtigt tog til os. Egentlig bekraeftede det jo bare, hvad 13 danske piger de sidste par maaneder, havde faaet os til at betvivle; at vi er to fandens flotte fyre!
Som udeforstaaende kan det nemt komme til at lyde som om, at vi havde faaet to unge nepalesiske beundrere, men her maa i ikke tage fejl. Det er uden tvivl en oprigtig begejstring fra deres side, og for saa vidt ogsaa fra vores, at snakke med en naesten jaevnaldrende om hinandens fuldstaendig forskellige kulturer. Her siger en pige paa 16 f.eks. at hun er helt indforstaaet med at hendes far skal vaelge hendes mand, og faktisk er det hvad hun foretraekker. Hun stoler paa sin far, som hun siger. Derudover er hun meget traet at uligheden mellem maend og kvinder her i Nepal, men er dog indforstaaet med det. Hun haaber meget at det bliver bedre, specielt naar vi fortaeller om, hvordan kvinder har magten i Danmark(!!!!). Hun har en droem om at bliver laege, men det er ikke sikkert at hendes far, som er den eneste med indkomst i familien, kan skaffe nok penge til at hun kan komme paa universitet.
I tirsdags viste hende - Sharmilla hedder hun forresten - og hendes veninde os igen rundt, hvorefter vi var inviteret hjem til hendes familie til aftensmad. Hun inviterede os igaar - "You will meet my parents, my sisters, my brothers - they are all so exited to meet you, I am so happy" - og det takkede vi jo selvfoelig ja til. Det har vi ikke fortrudt, da vi maa indroemme, at det har vaeret en af de bedste oplevelser paa rejsen indtil nu. Det skal siges at det er en meget fattig familie, saa de lever under kummerlige forhold - dvs. to vaerelser til 6 mennesker. Dette er inklusive koekken. Sharmilla, hendes 3 soeskende og hendes foraeldre. Vi sad og snakkede i lang tid med hendes far om hvor svaert liver ofte bliver, naar man gerne vil have sine boern faar en ordentlig uddannelse, men man samtidig ikke har resourcerne til det.
Moderen brugte lang tid paa at lave mad til os, og i Nepal er det skik at gaesterne faar mad foerst, saa Hygge og jeg sad og spiste mens resten af familien saa paa. (Vi sad paa gulvet og spiste, hvilket vakte Hygge en del besvaer, da han er cirka ligesaa smidig som en stol.)
Familien var oprigtigt glade for at have os til middag, og vi var oprigtigt glade for at vaere inviteret. Vi var lidt bekymrede over maden, da vi jo noedig ville vaere uhoeflige, men maden var faktisk ganske fin, taget i betragtning at hun havde siddet inde paa sovevaerelsesgulvet og kokkereret. Efterfoelgende var vi fuldstaendig proppet, da de ikke helt forstod, naar vi sagde 'nej tak' til mere mad. Selvfoelgelig tilboed vi at betale, men det kunne der ikke vaere tale om. Saa laenge vi var glade, var de tilfredse. Vi har dog aftalt, at vi paa mandag, naar vi skal moedes med Sharmilla igen, vil betale et meget rundhaandet beloeb for en af farens souveneirs. Det gaar nemlig ikke saerlig godt for buisness i oejeblikket, har faren sagt, saa vi foeler os lidt noedsaget til at betale lidt tilbage.
Det er meget svaert at beskrive hvilken oplevelse det har vaeret, at snakke med en super begejstret nepalesisk ung pige, som pga. fattigdom og en korrupt regering ikke har mange muligheder for at faa opfyldt sine droemme, og hvilken oplevelse det har vaeret at blive inviteret til mad hos hendes fattige familie, og synes heller ikke at jeg ikke faar det hele med, naar jeg laeser det igennem. Det kan vi snakke videre om naar vi kommer hjem…

Igaar (loerdag) kom vi hjem fra tre dage paa det famoese Last Resort oppe i bjergene naer den tibetanske graense. I disse dage fik stillet vores toerst efter lidt mere adventure. Vi har nemlig proevet bungyjump (160 m - dvs. stoerste i Asien og stoerre end nogen paa New Zealand), Canyon Swing, riverrafting og canyoning (rapelling i vandfald). Adrenalinen er foerst nu begyndt at forlade kroppen, for det var siiiiindsygt fedt. Forestil jer at staa oppe paa en haengebro i 160 meters hoejde og kigge ned i en kloeft med en brusende flod forneden… og saa hop! Og bagefter goere det igen…

Resortet laa I naturskoenne omgivelser i bjergene, og det var altsaa her vi fyrede rundt blandt de forskellige aktiviteter, som paa hver sin maade opfyldte et adventurebehov. Bungee'en var fx frygtindgydende, da man som foer naevnt skulle staa der og kigge ned, mens Canyon swinget, var mega sjovt med et frit fald paa over hundrede meter ned mod vandet, inden man blev svunget frem og tilbage i bunden. Canoyning tog os igennem betagende vandfald, hvor man hang med hovedet nedad mens vandet sproejtede i hovedet. Jo, der var nok af oplevelser, derfik en op at koere - det helt sikkert.

Til sidst vil jeg knytte en lille bemaerkning til et koncept Hygge og jeg har forelsket os i og muligvis tager med os tilbage til Danmark: STEAK BREAKFAST. Konceptet gaar i al sin enkelhed ud paa, at man til morgenmad paa de forskellige restaurenter, kan faa en saftig boef med dertilhoerende kartofler, aeg og toast. Og saa uden at foele sig som en gris… okay, maaske lidt.

Vi ved faktisk ikke hvad morgendagen bringer, men saa snart vi finder ud af det, skal vi nok lade hoere fra os. Billederne der hoerer til kommer lidt senere (det tager jo hundrede aar at uploade)

Endnu engang: Namaste!

Hygge og Andreas.