Day 1 (Forfatningsdato: 05.03.09)

Efter ca. en time i bus, med en masse tanker om liv, død og kærlighed i hovedet, og Either/Or i ørene, ankommer vi pludselig til en lille, rød landsby, og bliver eskorteret ind i det der, set udefra, ligner en lille hytte, men indefra et forholdsvis luksushus af et hjem, med tv i hjørnet, på hvilket der kører negerrap-musikvideoer med nøgne damer og masser er dollarbills, og nymalede vægge. Her sidder vi - mig, Jens, Simone og Louise - så en hvad, to timer og snakker med de to danskere, der har boet her i to måneder, og får serveret the og en masse afrikanske kager. Men her skal Jens og mig ikke bo, så vi tager videre i 4-hjulstrækker, og ankommer en 5 minutter efter til hvad der ligner et afrikansk marked, med boder på hver side af vejen, som igen består af rød jord, små/store søer fra regnskyld og dyber hulller og en masse bump, men som også er en rigtig by, der imellem alle boderne har skoler og hjem, og her, i et hus lige ud til vejen, bor vores værtsfamilie så.

Nu sidder jeg så igen i min seng, med computeren på skødet, Jens faldet i søvn, og sluger dagen. Vores familie er super søde, men kommunikation er svært, for de kan næsten ikke noget engelsk, datteren på; ti værende den bedste. Og da vi er de første voluntører hos dem, har de heller ikke rigtig nogen forstand på, hvor forskellige kulturer kan være - har ikke skænket det en eneste tanke, er jeg ret sikker på - så misforståelser er der nok af, og kommer der nok også til at være fremover. Om ikke andet så ihvertfald i starten. F.eks. Afviste vi et bad moderen havde forberedt (hentet vand, og stillet det ud på det 1,5x2 meter store rum) til os, fordi vi ikke vidste at hun havde forberedt noget. De kan heller ikke rigtig forstå at vi ikke kan tåle deres vand, så hun tager det helt sikkert personligt når vi ikke drikker hendes juice. Men ellers går alting glat nok, og de har tre søde, søde børn, vi har tegnet og leget med, så det er super fedt.

Så har vi konstrueret vores timetables idag, for den kommende måned, og jeg skal undervise unge i 6.-7. klassetrin i matematik og engelsk, 12 timer om ugen, så det jo dejligt ligetil. Starter på mandag, og gæder mig super meget til at finde ud af hvordan kommer til at gå. Jens skal undervise i engelsk, med en lidt anden målgruppe end min, og så skal han undervise civics, ca. samme antal timer om ugen. Så har vi været det første smut forbi den lokale bar, hvor de spiller usandsynligt højt musik, med den anden dansker i byen, som bor 2 minutter fra os. Du ved du er de eneste wazungoer in town, hvis du under den halve time du er der, for dedikeret samtlige sange.

Dag 2 (Fd.: 09.03.09)

Sidder og drikker sukkerthe og spiser capache-pandekager, da vores fader kommer ind og siger "go now!?". Vi skal ud og se hans business, som består af at sælge tømmer og andet godt byggemateriale til folk, og vi skal så ud og se de mange forskellige steder hvor produktionen foregår. Hans nevø, Nasibo, på et par af tyve, som er okay til engelsk er med, så snakken går mere end den plejer at gøre. Han spørger både ind til, hvad vi mener der bør gøres for at tanzania får udryddet fattigdom, og griner og ryster på hovedet af os når vi siger at elsker vores forældre, før vi elsker gud, så emnerne er dybe. Han får på et tidspunkt at vide, at jeg er 19 og Jens er 20, og emnet går herefter på, om Jens ville have noget imod at have en kæreste fra Tanzania. Jens prøver at forklare ham om kulturforskelle, og siger at hvis det skulle ske, så ville det ikke være et problem. Hakuna matata. Jens bliver herefter gentagne gange spurgte af Nasibo om forbipasserende piger ikke er smukke, og vi er ikke helt klar over hans intentioner længere. Nasibo spørger så på et tidspunkt, da vi står og snakker, om han ikke skal kalde på hende pigen der henne, og så kan Jens jo snakke med hende. "You look like a guy who knows how to approach the girls". Jens er dog knap så interesseret, men Nasibo bliver ved. Han skal bare snakke lidt med hende og så kan vi lige køre forbi hospitalet og få hende testet, og så hvis han bare vil ordne hende en enkelt gang, så er det fint. Jens spørger ham så hvorfor han kun spørger ham og ikke også mig, hvortil han svarer ærligt nok, at jeg er "a small guy". "Jens you know about the sex, and the approaching of girls, and.. you know? Anders, he's a small guy, he does not know anything, right?." Kulturel lærestreg no 1. 20 er alderen at være, hvis du vil have kvinder, og Nasibo ville jo bare vise god gæstfrihed, og passende lige finde en pige til Jens, når nu har var kommet i den rigtige alder og til afrika. Så skal han da "try the sexy", som han så smukt formulerer det. Men ikke noget til mig i denne omgang.

Dag 3 (Fd.: 10.03.09)

Jeg vågner ved at Jens sidder og snakker med en random fyr ude i stuen, og ved at han pludselig kommer ind og siger vi skal til begravelse. Godmorgen. En frisk, ung og flot fyr på 23, vi snakkede med den første dag, som gerne ville tage os med ud til de gode steder i Milemoja og spille pool, sov stille og rolig ind i løbet af samme nat, af uransaglige årsager. En meget trist og samtidig surrealistisk oplevelse - afrikanske begravelser. Især fordi Mikkel, Jens og mig, var så vigtige gæster - bare fordi vi er wazungoer - og vi kender ikke engang personen. Det vil sige Mikkel har kendt ham de sidste to måneder, men mig og Jens kendte ham overhovedet ikke, men sad alligevel på stole i centrum, mens andre som sikkert var rigtig gode venner med ham, stod op i baggrunden. Og desuden har jeg det i forvejen svært ved, at vi som mænd sidder på stole, får serveret mad først, mens alle kvinderne sidder for sig selv klemt sammen nede på jorden. Der er så mange mærkelig måder tingene fungerer på, pga. sådan nogle komplet latterlige ting som ære, og traditioner.

Dag 4 (Fd.: 11.03.09)

"We go now.". Mwajuma - vores mor - stikker hovedet ind efter morgenmad, pænt klædt på, og vi tænker, hvoor, skal vi hen? "to place.. Yesterday. To funeral.". Aha. Begravelse igen idag. Igen en meget underlig oplevelse. Denne gang siger vi farvel til selve kisten, som skal på rundrejse i landet, med smuk smuk afrikansk flerstemmigt sang, og taler, og præstesnak. Men det medfører også meget mere gråd og sorg end dagen før, i forbindelse med afskeden til selve liget, og afrikanske kvinder skriger, og giver jo fuldstændig slip på alt, nå de græder, og der intet mere hjerteskærende. Trist, trist. Men heller ikke (indskudt sætning fra Jens som lige skal med; "hvis gud var en porre, så ville jeg være hans førstefødte søn") mere trist end det, for som sagt så var det jo ikke en person mand som sådan kendte.
Senere på aften, stikker Halfan - faderen i huset - så hovedet ind, og siger at vi lige pludselig skal til Dar Es Salaam. Han vil gerne vise os byen, men vi prøver at forklare ham, at vi har været i Dar Es Salaam, og at vi er trætte. "Today is a good day!" insisterer han og siger at børnene også rigtig gerne vil have os med. Vi kigger ud og ser at hele familien er meget pænt klædt på, og vi tager selvfølgelig afsted. Det vi tror vil blive en kedelig rundvisning i Dar, da der bare ingen kommunikation er, når det gælder ting de har planlagt for os, bliver istedet en super hyggelig aften, i en super fed have/bar-ting, lige ud til havet, med hyggelig afrikansk livemusik og lækker mad. "This is a really nice place!" siger vi til Halfan, hvortil han svarer "Why don't you want to go before?". Jamen du siger jo ingenting til os søde Halfan. Tossede afrikanere.