Profile
Blog
Photos
Videos
Den 5. maj tog jeg med Bill og Thompson op nordpå over Golden Gate Bridge til et afsides liggende område i nærheden af Stinson Beach. Vi stoppede på toppen af et lille bjerg. For neden lå der nogle små træhytter, som vi skulle ned og se. Her havde Bill kommet siden han var helt ung, og det er et sted, som han er rigtig glad for. Efter et kvarters vandring ned ad en øde vej, som snoede sig rundt, nåede vi bunden og de små, søde hytter. Der er ingen varme eller elektricitet i hytterne, men man kan købe brænde til billige penge. Hytterne ligger lige ud til havet, og udsigten er simpelthen fantastisk. Vi spiste medbragt frokost her, imens vi kiggede ud over det vilde hav. Der var en del mennesker her, selvom det var blæsende og halvkoldt. Bill fortalte, at hytterne er blevet ret populære at leje. Jeg gad godt, at komme her og bo en gang. Det er ret primitivt, men på en varm sommerdag, tror jeg, at det ville være helt fantastisk. Der er nedgang til stranden lige ved hytterne, og der hvor stranden møder klipperne, kan man kravle op og finde et vandfald. Længere inde bagved er der en underjordisk kilde, som der kun er adgang til, når det er meget lavvandet. Så kan man vandre derind og blive varmet godt igennem. Ved højvande er kilden oversvømmet.
Bagefter tog vi videre ned til Stinson beach, som er et ret populært feriested, hvis man bevæger sig nordpå i forhold til San Francisco. Der var mange mennesker her, på trods af blæsten og tågen. Vi luftede Cosmo et lille stykke tid, og så kørte vi hjemad.
Om aftenen spiste vi sammen med Genevive, som også bor her hos Bill og Thompson i et par dage. Hun går på et intensivt yogakursus, hvor hun skal være der kvart i 6 om morgenen, og først er færdig igen halv 6 om aftenen. Så det er ikke meget, at vi ser til hende. Kurset varer i 26 dage uden stop. Jeg forstår slet ikke, hvordan hun kan gøre det. Det er ret imponerende.
Den 6. maj tog jeg til the Haight, som er et mere alternativt område af San Francisco. Det kunne godt minde om Pisserenden i København, men med flere butikker. Jeg fik shoppet en del og brugt alt for mange penge. Jeg elsker Haight området. Der er et utal af genbrugsbutikker, pladeforretninger, hipt tøj og hyggelige cafeer. Der er altid masser af liv, og du kan være helt sikker på at støde ind i en gammel hippie eller ti. Priserne er lidt i den højere ende, især for genbrugstøjet, som jeg ikke gider at betale alt for meget for, men selv hvis man ikke køber noget, er det sjovt bare at gå rundt og kigge på alle de sjove ting, som de sælger. Jeg faldt især for en genbrugsforretning, som solgte tøj fra forskellige årtier. Da jeg kom derind, rendte der en dame rundt i fuld flapper udklædning. Det var ret imponerende.
Om aftenen tog jeg ud at spise med Bill og Thompson, og en af deres venner, hvis søn, Roberto, er rigtig gode venner med Bills søn, Jesse. Det var en rigtig god aften med en masse snak og utrolig lækker mad.
Tirsdag den 7. maj var jeg på Cartoon Art Museum. Det var et lille museum, som ligger i det indre San Francisco. Først kunne jeg ikke finde stedet, på trods af at jeg havde stået og kigget på skiltet derind til og så bare gået videre. Jeg fandt det da heldigvis, efter en hyggelig gåtur rundt om blokken. Jeg var så heldig, at den første tirsdag i måneden er betal-hvad-du-vil-dag, og jeg kom derfor ind for rimelig billige penge. Museet var rigtig lille. Det bestod er tre halvstore rum, et lille rum og et rum der var ved at blive renoveret og derfor var lukket af. Det første rum var fyldt med tegneserier for børn og børnebøger, som man kunne læse i. Det kunne godt være, at det var for børn, men jeg synes nu også, at det var ret spændende. Det næste rum fokuserede på kunstneren Sam Kieth, som bl.a. har tegnet for Marvel. Det var rigtig spændende, især at følge udviklingen i hans tegnestil. Det næste rum fokuserede på udviklingen i tegneserierne fra kun at være en enkel stribe i en avis, til at være hæfter, bøger og sidenhen komme på tv, hvilket bliver ført godt videre i det næste rum, som havde
tegnefilm som tema. Her kørte der også et tv, som viste små tegnefilm med bl.a. Anders And og Snurre Snup. Bagefter brugte jeg ret så lang tid i den lille museumsbutik, som havde utrolig mange sjove og interessante ting.
Efter museet gik jeg lige over på den anden side af gaden og ind i Yerba Buena Gardens, som er en hyggelig lille park, med et mindesmærke for Martin Luther King Jr. Mindesmærket befinder sig under et lille vandfald. Det er rigtig smukt lavet. Ved siden af vandfaldet er der en stor græsplæne, hvor der lå en masse mennesker og nød, at solen var vendt tilbage til San Francisco. Her satte jeg mig også og nød en medbragt brownie og solen. San Francisco er nu en fantastisk by. På vejen hjem kom jeg forbi en boghandel, som havde en engelsk oversættelse af "Vi, De Druknede" af Carsten Jensen stående fremme som en udvalgt bog. Det var lidt sjovt at finde den. Så virkede Danmark pludselig ikke så langt væk.
Dagen efter stod den på endnu en shoppetur. Denne gang besøgte jeg Thompsons yndlings område, Valencia Street. Denne gade er også en af de mere alternative, men her er pænere end i Haight. Der er færre hjemløse og flere butikker med mere chic hippie tøj, men stadig mere alternativt end hvad man finder i diverse modeforretninger. Der lå også flere små specialforretninger her, især mange som solgte helsekost og naturmedicin. Der var rigtig mange hyggelige cafeer, som jeg desværre ikke nåede ind på, men som helt sikkert skal prøves, hvis jeg kommer tilbage til Valencia St.
- comments