Fredag den 3. maj var det min 21 års fødselsdag. Den havde jeg glædet mig rigtig meget til, for det er en 'stor' fødselsdag herover. Nu må jeg drikke lovligt, og jeg kan lege en bil. Ikke at den egentlig betyder særlig meget om jeg kan det eller ej, men det er bare rart ikke at føle sig som et lille barn mere. Da jeg vågnede var alle taget af sted. Det var ret mærkeligt at vågne op alene på ens fødselsdag, men heldigvis havde jeg fået sendt gaver hjemmefra, så der var da lidt fødselsdags stemning. Jeg fik nogle rigtig gode gaver, som betyder rigtig meget for mig.

Jeg besluttede mig for at tage ud og shoppe, for at købe nogle fødselsdags gaver til mig selv. Man kan jo altid bruge en undskyldning for at shoppe. Jeg tog ind til Union Square, som er byens turistede midtpunkt. Her ligger alle de store butikskæder og mange af de store hoteller. Der er altid rigtig mange mennesker, særligt turister, men det er til at leve med. Der er også mange hjemløse og folk der optræder med forskellige talenter.
Frem til den 9. maj er der international filmfestival i San Francisco. Bill og Thompson havde lavet planer for, at skulle ind og se en dokumentar om ældre homoseksuelle mænd, og hvordan de levede med at blive ældre osv. Vi blev ret hurtigt enige om, at det nok ikke var noget for mig, men fordi de skulle ud at spise på en restaurant lige overfor biografen, var det nemmest at jeg tog med. Den 3. maj var også deres årsdag, så det var derfor de skulle ud at spise i forvejen. Det betød rigtig meget for mig, at jeg fik lov til, at komme med dem. Jeg endte med at vælge at se en fransk film, lavet af Louis Malles datter. Louis Malle står bl.a. bag "Vanya on 42nd Street", "De elskende" og meget andet. Filmen, som jeg var inde at se, hed "Youth", og handlede om datteren, Justine Malle selv, og hvordan hun oplevede det sidste år, som hendes far levede. Filmen var rigtig god, men rimelig langtrukken indimellem. Nogen gange synes jeg også, at skuespillet haltede en smule. Her tænker jeg mest på reaktioner. De kom nogengange lidt for pludseligt, og det ødelagde flowet i filmen. Justine Malle var selv til stede under fremvisningen af filmen, og bagefter fortalte hun lidt om filmen, og så kunne publikum stille spørgsmål, som hun besvarede. Det var en meget speciel oplevelse.
Bagefter kiggede jeg filmprogrammet igennem og opdagede, at Kapringen (af Tobias Lindholm) også spillede på filmfestivalen. Desværre havde den sidste forestilling været samme dag, så den nåede jeg desværre ikke at se. Det kunne ellers have været sjovt, især hvis Tobias Lindholm også havde været til stede til at fortælle lidt om filmen.

Efter filmen mødtes jeg med Bill og Thompson på en indisk restaurant, Dosa, for at spise aftensmad. Maden var virkelig lækker, lidt stærk, men det var jo indisk, så det er at forvente. Jeg bestilte også min første, lovlige drink og følte mig helt voksen. Snakken gik, og pludselig fortalte Thompson, at han havde set Tracy Chapman i biografen inden deres film begyndte. Hun er åbenbart en stor støtte af det homoseksuelle samfund, så Bill og Thompson har været til fest med hende før, men kender hende ikke. Det ærgrede mig godt nok, at jeg ikke fik set hende. Hun er simpelthen sådan en dygtig sanger.

Det var en noget anderledes fødselsdag, men rigtig god på rigtig mange måder, og meget international. Jeg fejrede den i USA, med danske gaver, italiensk kaffe, fransk film og indisk mad.