Profile
Blog
Photos
Videos
Dag 1.
Selvom man umiddelbart tænker, at der ikke er så langt fra London til Amsterdam med lyntog, ja, så endte det alligevel ud i en lidt længere rejse grundet et togskifte i Bruxelles. Damen på billetkontoret i London kunne ikke fortælle os, hvor lang tid rejsen ville tage, så vi endte med først at ankomme ved otte-tiden. Heldigvis var det nemt at finde hen til vores bosted. 10 min med sporvogn, også stod vi mere eller mindre foran Hostel Anne Marie - den sidste af slagsen her på vores eurotrip! (piv piv). Vi blev modtaget af en venlig mand med piceringer og langt hår, specielt, men hvad dælen - det her er jo Amsterdam!! Vi bor på et 4-mands værelse, et hyggeligt et af slagsen, og heldigvis med bedre senge end i London! Vi ankom som sagt ret sent, og var blevet ret så sultne i løbet af togturen. Derfor var første punkt på dagsordenen selvfølgelig at finde en restaurant. Der lå en god én lige rundt om hjørnet, så der smuttede vi hen og fik os en fremragende laksesteak med dertilhørende grøntsager og kartofler. Mums! Efterfølgende var det hjem i seng efter en lang og udmattende rejsedag!
Dag 2.
I dag vågnede vi op til to nye værelseskammerater - et søskendepar fra Staterne. Vældig søde mennesker, men det blev lidt af et kort bekendtskab, eftersom de skulle skifte værelse senere. Vores ophold her på Hostellet inkluderer fri morgenmad, men vi blev simpelthen så skuffede, da vi igen opdagede hvid toast med marmelade eller peanutbutter. Det er simpelthen så ulækkert!! Derfor tøvede vi ikke i to sek med at tage hen til det nærmeste supermarked for at få købt noget youhurt, frugt og noget ordentligt brød! Hos købmanden havde vi dog også den sjoveste oplevelse. Vi fik øje på en mega breezer og tænkte: "Sådan én skal vi da ha´!!". Det var en knald god idé, indtil vi kom op til kassen, og AK blev tvunget til at vise hendes ID, for at bevise hendes alder.... FOR EN BREEZER!! Hahahah. Jeg (Zandra) var ved at dø af grin, men AK syntes ikke ligefrem, at det var det sjoveste i verden. Ha ha ha. Den kære hostelmand blev dog også ret muggen, da han så vores indkøb, og informerede os om, at vi ikke måtte købe så meget!! Han var godt nok en sur snegl.
Planen for i dag var blandt andet af få købt en togbillet hjem. Vi tog sporvognen tilbage til stationen, fik et nummer og satte os til at vente. Da det så endelig bliver vores tur bliver vi ledt hen til en disk, med den mest uinteresserede billetsælger, vi i vores liv har mødt! Hun var på ingen måde særlig hjælpsom, når det galte om at få sat os af et andet sted i Danmark end København! Det endte med, at hun ville sende os til Flensborg, men efter lidt research på deres egne computere, fandt vi selv ud af, at det rent faktisk ER muligt at tage direkte til Kolding. Så op i billetkøen med os igen og få billetten ændret. Med andre ord er hjemkomsten nu fastlagt: Vi tager med nattog til DK lørdag aften, og ankommer til Esbjerg søndag 10.06! Bum. Det var med meget blandede følelser, at vi måtte sige: "We would like to go back to Denmark...". Puha - vildt at tænke på, at to månederes rejse allerede er ved at være forbi....
Efterfølgende deltog vi en guidet tur, hvor vi fik set store dele af Amsterdam. Vi kom blandt andet forbi det berømte Red Light Disricht, centrum området, div., kirker, "Der Waag" og gik over alle de smukke kanaler. Det var en rigtig interessant tur, men vores guide var pærre amerikansk, og tale også ligeså!! Det gik eddermugme hurtigt, og man måtte virkelig spidse ører for at kunne følge med. Turen gav os et rigtig godt overblik over byen. Jeg tror næppe, at vi begge har været i en sådan syret by før. Amsterdam rummer alt lige fra de smukke kanaler, stanken af hash fra de mange coffeeshops, de hyggelige gyder og piger, der sælger sig selv igennem vinduerne i Red Light District. Der er så absurd, og alligevel bliver man betaget af det, på en meget underlig måde! Bagefter gik vi på egen hånd videre rundt i Amsterdams gyder, kiggede i butikker og nød den skønne stemning, som man finder her. Vi fandt en butik, der sælger fine hollandske oste, og besluttede os for at gå ind. Det der sker, er så at vi dumper ind i et foredrag af en art - på hollandsk selvfølgelig - og vi fatter ikke en brik!! Folk smilede til os, stak os et glas rødvin, og så fik vi ellers lov til at smage alverdens lækre oste. Situationen var meget underlig, og vi følte ikke rigtig, at vi kunne gå igen midt i det hele, så vi blev til det var slut. Vildt random. Ha ha. Bagefter skulle vi da også liiiiige prøve at smage på nogle af de oste, som vi ikke blev tilbudt. Det resulterede så i, at vi kom til at sætte tænderne i gedeost. Fy for saaaaaaaten, det var ikke ligefrem lækkert!!! Smagen af gammel ged sad stadig i munden 5 min efter.. Iuw..
Om aftenen vendte vi tilbage til hostellet, hvor vi fik lavet en lækker kyllinge fillet med salat! Mums. AK stod også for tilberedningen af nogle møj lækre kartofler, som dog tog en halv krig at lave, eftersom en spansk fætter (der snakkede konstant) spærrede for kogepladerne, så vi ikke kunne have vores pande dér!!! Riiiiimelig træls, når man er ved at dø af sult ;-) Men vi fik lavet vores mad og blev mætte!
Dag 3.
I dag gik vi simpelthen i protest mod den usansynlige dårlige morgenmad, og lavede derfor en stol skål youhurt med frisk frugt i til os begge! Væsentlig bedre (og sundere) alternativ til toast. Vi tog sporvognen ind til centrum, hvor vi først besøgte et sex-museum!! Det er et meget berømt museum her i Amsterdam (hvor man ikke er forskrækket overfor sådan slags ting), og vi tænkte, at det måtte vi da også prøve at se, hvad var for noget. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde oplevelsen for en succes, men det var nok ikke lige dét, vi havde regnet med! Museet var virkelig ekstremt, og der var nærmest ikke andet end.. ja, porno!! Så det var faktisk ret overdrevet og klamt. Vi skyndte os videre, og fik set mere af Red Light District og centrum området. Om eftermiddagen tog vi sporvognen videre ind til Leipenstein, som er en befolket plads i Amsterdam. Vejret var meget skiftende, som i regn-sol-regn-sol-regn-sol konstant, så vi slog os ned på en café med en kop kaffe, slappede af og fik vendt verdens situationen. Det var forøvrigt en vildt hyggelig café af slagsen - de lavede de lækreste boller med div. fyld og salater helt fra scratch! Mmh. Det var næsten ærgeligt, at vi ikke var sultne ;-). Turen gik videre ned af hovedgaden, og vi fandt os selv i div. tøj og sko butikker (selvfølgelig). AK fik et par nye sandaler med hjem i backpacken, som hun nu kan bruge på årets Skanderborg Festival! Fra Leipenstein tog vi hen til Anne Frank Museet, som ligger ikke særlig langt derfra. Vi havde fået det geniale råd af vores turguide, at hvis vi tog derind ved 6-tiden, så ville der ikke være særlig lang kø. Dét råd må der så være pænt mange andre, der også har fået, for køen var ikke ligefrem lille, da vi kom. Nå, men køer er vi jo efterhånden ved at være vant til, så efter omkring 30 min., kunne vi endelig få vores billet og komme ind i huset. Det var en rigtig spændende oplevelse, specielt forid vi begge to har læst Anne Frank i skolen. Det var tankevækkende at se det rum, hvor hele Frank familien skjulte sig for nazisterne, indtil de blev grebet i 1944. Rummet var vildt småt taget i betragtning af, at så mange mennesker skulle bo i det, og fantastisk godt skjult bag en bogreol. Da vi var færdig på museet var vi hunde sultne, og tog tilbage til Anne Marie! Turens aller sidste måltid var en pastaret med grøntsager og kylling. En meget meget vemodig oplevelse, at stå og lave mad for sidste gang. Piv piv!
I morgen er jo som sagt vores aller sidste dag på vores rejse. Vi skal sove længe, lulle lidt rundt i lokalområdet, sende postkort, smørre en god frokost og endeligt pakke vores backpack, for aller sidste gang. Kl. 16 går turen mod Banegården, og kl. 18 mod Danmark igen. Det bliver så mærkeligt at skulle tage afsked med livet som backpacker, et liv, som i den grad er krævende, men også frit og uforpligtende. Vi har haft vores livs oplevelse, det er der ingen tvivl om. Vi har mødt alle mulige slags mennesker på vores vej, og rejser hjem med rygsækken fuld af uforglemmelige minder.
Vi glæder os til at komme hjem - vi savner alle Jer derhjemme, og ser frem til et glædeligt gensyn! Og specielt til Mor Anja's stegte flæsk og persillesovs!
SEE YOU ON THE OTHER SIDE! :-D
- comments