Profile
Blog
Photos
Videos
Venedig
Dag 1.
Venedig kan kun beskrives med et ord: fuldstændig og helt aldeles igennem SMUK! Det er virkelig charmerende, at byen ikke emmer af trafikkens larm, men derimod ligger byen i vand, og man derfor skal sejle rundt og inde i byen! Byen består af ældgamle bygninger og kirker. Med andre ord: arkitekturen er fascinerende og står fuldstændig i kontrast til de andre byer, vi har besøgt! Vi ankom hertil igår aftes ved en otte tiden efter en togtur på godt og vel 4,5 time fra Innsbruck. Toget kørte til Venedigs hovedbanegård Santa Lucia på hovedkanalen ved Canal Grande. En rigtig smuk tur indtil byen, hvor man rigtig kunne betragte Venedig på afstand. Vi skulle videre med lokaltransporten, som jo i inde i selve Venedig kun består af vandbusser. Man skal først ud på de afsides øer førend man møder noget, der minder om cykler, biler eller busser. Vi sejlede ud til øen Ligo, som er navnet på den ø, vi bor på. Det er omkring 6km udenfor Venedigs centrum, men det er egentlig fint, for så kan vi også komme lidt væk fra den ekstreme turisme, som man finder inde i midtbyen. Vi tog en bus ud til Mallamaco Village, hvor vores "Bed and Breakfast" er beliggende. Det var ret svært at finde eftersom busstoppestedderne ikke har nogen navne!! Vi måtte spørge en venlig dame på bussen om hjælp og vise hende adressen. Det viste sig så, at der faktisk var en anden kvinde på bussen, som skulle samme sted hen, og hun var så sød at følge os helt til døren. Virkelig flinkt af hende - vi ville nok have gået rundt det meste og aftenen og ledt, hvis ikke hun havde hjulpet os, eftersom stedet overhovedet ikke er skiltet. En venlig italiensk udgave af Anders Lund Madsen bød os velkommen og viste os ind i huset. Allerede da vi trådte ind, var vi ikke i tvivl: Gamle møbler, træ-slå for vinduerne, gammelt malet porcelæn, marmor, bøger og nips og ting vidende om, at nu var vi for alvor ramlet ind i noget rigtig italiensk. Den italienske Anders forsøgte sig på engelsk, og guidede os rundt i den charmerende bygning. Han gentog sig selv 40 gange og virkede lettere forvirret, hvilket var ret underholdende! Vi havde misforstået konceptet om et 4 mands værelse..... Vi troede, at vi kunne booke 2 senge på et 4 mands værelse..... Så vi lå rigtig som konger og baroner i en kæmpe dobbeltseng med eget badværelse.... Næste morgen stod vi tidligt op kl 7.30, efter en nat, hvor vi åbenbart begge havde vækket hinanden, fordi vi snakkede i søvne. Jeg var ved at dø af grin, da jeg vågnede og hørte AK snakke russisk. Ind i mellem dukkede lidt forståeligt op: "Aj... det kan ikke lade sig gøre....makrala maskrala..." Ved morgenbordet mødte vi intet mindre end hel flok middelaldrende franskmænd, der viste sig at være en kajakklub også! Manden vi snakkede med havde sågar været i Jylland engang, hvor han havde besøgt et eller andet berømt malerværksted, som engang husede en berømt kunstner. Der kan man bare se! Efter morgenmaden gik turen mod banegården, da vi skal have købt en pladsbillet til Rom. Det vi ikke vidste var, at vi SKAL medbringe vores interrail pas, hvilket den UTROLIG "glade" dame fik sagt ved at pege på et skilt, hvorpå det stod skrevet. Det var lige før hun kunne danse til tv-avisen.... S-o-r-r-y!!!!! Turen gik derefter med vandbus af Canal Grande til den berømte Markus Plads. Turen langs kanalen er simpelthen så smuk, at det kan nærmest ikke beskrives. De gamle høje bygninger står side om side med deres florende blomsteraltaner, og den ene prængende kirke dukker op efter den anden. Derudover kan man ikke andet end at blive betaget af de mange Gondoler, hvor en styrmand (de er ikke grimme, de spagettimænd!) klædt i uniform ivrigt ror turisterne op og ned af de små kanaler. Fremme ved pladsen gik turismen helt amok - der var mennesker OVERALT. Jeg er slet ikke et sekundt itvivl om, at dette syn ville have skræmt Jan Nørskov tilbage til Danmark igen. Særligt var det kineserne i kæmpe flokke som fyldte pladsen ud. Men pænt - det var det, og vi måtte mase os igennem masserne for at komme ind på selve pladsen, hvor den store Markus Kirke selvfølgelig også var beliggende. På pladsen var alverdens caféer og luksuriøse butikker. Ind i mellem menneskemasserne dukkede hundredevis af sultne duer op for at blive fodret af turisterne. Det var virkelig det hele værd. På Markuspladsen befandt der sig også nogle sjove mennesketyper: alt lige fra folk med hår i ansigtet til tiggere. Speciel sjov var dog en mand, der lige pludselig stilte sig op på siden af mig, og ville have et billed sammen med mig. Meget underlig situation. Bagefter kom to damer hen og sagde: "You just have such a beutiful long neck. It's perfect for jewelleries". Haha! Vores færden gik videre igennem de tusinder af små gader og gyder, som Venedig jo er symbolet på. Her var alt lige fra små specialbutikker med alt i oliven og tapas, forretninger med Veneziske masker til high-fashion stores hvor selvfølgelig Gucci, Prada, Desiqual mm., var repræsenteret blandt alle de andre kendte italienske mærker. Da vi kom forbi en restaurant sidder en riiiiiigtig slesk italiensk fyr, og da han får øje på os udbryder han: "Bella, bella,bellaaaaaa......". Vi kom senere til Rialtobroen, som også er en kendt seværdighed her i Venedig. Broen er 48 meter lang, består af marmor og blev bygget i 1500-tallet for at erstatte en færgeforbindelse. Fra broens midtpunkt havde man det smukkeste syn hen af kanalen. Sidst på eftermiddagen tog vi et kig ind i Markus Kirken. Vi ventede til sidst på dagen, da der var vildt lang kø, da vi kom om formiddagen. Kirken var imponerende - også set indefra. Kæmpe søjler, malerier og guldbelagt loft. Wow! Tilmed var lyset inde i kirken dæmpet, da det er meningen, at mennesket skal føle sig "lille" i forhold til Gud. Ved tidlig aften satte vi snuden mod Ligo igen, hvor vi på vejen fik købt ind til aftensmaden i en dagligvarebutik. Menuen idag blev igen vegatar føde: Tortillia med MASSER af salat, tomat og mozaralla. Vi har igen ikke noget køkken, men det gør ikke noget, for det var virkelig lækkert, og tilmed blev den indtaget ved vandet med solnedgangen lige foran os! Haps! Vi må tænke lidt på økonomien her i Venedig, for det er virkelig sindssygt dyrt at være her. Hvis man skal spise ude skal man regne med at give 300-500 kr,- for et måltid. De river pengene ud af deres turister, det er der ingen tvivl om! Nu vil vi falde om i drømmesengen, selvom Zandra nu er godt på vej, og sige godnat!
Dag 2.
Lørdag morgen stod vi op til en lidt overskyet dag med en anelse solskin. Efter at have malet, skravet og klædt os på, begav vi os ind i spisestuen for at indtage endnu et italiensk måltid! Vi sad til bords med to nyankomne amerikanere. Navne fik vi ikke lige gemt på hardisken, men de var fra Chicargo, og utrolig søde! De var vældig interesseret i vores interrailtur, og gav hos endda et par gode fif med på vejen. De anbefaldede en lille ø på vestkysten Italien, i forbindelse med at vi fortalte, at vi endnu ikke har fastlagt, hvor vi skal hen efter besøget i Rom. Efter morgenmaden gik vi ombord på vandbussen ind til Venedigs hovedbanegård, Santa Lucia, for at få booket pladsbilletter til Rom - denne gang med vores interrailpas i hånden!! Denne gang blev vi taget imod af en vældig munter herre, som ikke var interesseret i at se vores pas- nå nå.... Som Zandra formulerede det: de river pengene ud af vores hænder, efter vi fik oplyst, at en pladsbillet koster 10 euro. Vi fik afsluttet handlen med et luftkys fra den muntre herre. Ciaaaaao ;-) Vi nåede ikke langt før sulten meldte sig.Faktisk nåede vi kun liiiiige ud fra hovedbanegården, før vi konstaterede - det er tid til en omgang frokost! Så vi plantede os nede ved vandet, og fik lavet en god sandwich med skinke, salat og en tomat. Vi sad faktisk og snakkede om, hvordan italienerne kun kan leve af hvidt brød, pizza og salat. Der er da ikke noget bedre end en omgang smørrebrød skyllet ned med et iskoldt glas mælk. Nå, men ned gled det, og vi drog videre på eventyr i et nyt område! Vi benyttede os ikke af et kort, da det er sjoveste at "fare vild" i Venedig, og vandre rundt i gyderne, uden at vide hvor vi er, eller hvor vi ender. Vi var igen grebet af stemningen, de UTROLIG mange mennesker, og ikke mindst arkitekturen. Det vrimler med de samme butikker overalt. Enten er det tasker, undertøj eller cafeer med akkurat det samme udvalg. Det må åbenbart være det vi turister er helt vilde med? Vi fandt dog ikke noget, vi ikke kunne leve uden. Vi nøjes med at beundre på afstand ;-). Vi kom på et tidspunkt ind i en sæbebutik, som mindede om én, vi også faldt over i Berlin. De sælger sæbe i forskellige varianter. Ekspeditricen kom straks hen, og begyndte at vaske og smørre vores hænder ind i forskellige sæber. "You are German?" "No, danish" "Aaaaaaaaah.... Danish... Aaaaaaaah :D" Det frembringer en hvis glæde hos det italienske folk, når vi fortæller dem, at vi er danskere. Vi fik vasket vores hænder, hvilket da egentlig var meget rart! Efter et par timer i gyderne hoppede vi på en vandbus til øen Murano, som er kendt for dens produktion af glas. Øen består af museumer, og butikker proppet med glas i forskellige støbninger. Vi snakker om alt lige fra ringe, lysestager, vinpropper og dyr. Det var ret specielt, at gå rundt på øen, som jo egentlig lever af at sælge glas. Det skal dog lige siges, at prisnivauet var højt, og da vi blot er et par sølle backpackere med begrænset plads, valgte vi igen at beundre på afstand. I en af butikkerne blev vi fulgt rundt i hele butikken af indehaveren, og følte os rimelig overvåget. Vi så godt skiltene, hvorpå der stod skrevet, at vi ikke må røre ved glasene!!! R-o-l-i-g! Efter et par timer på Murano tog vi endu en vandbus tilbage til Lido, hvor vi jo bor, og fik hurtigt valgt en restaturant få kilometer fra vores bed and breakfast. Vi nåede lige at læse lidt af menukortet, før tjeneren kom rendende med et kæmpe smil, og spørgsmålet blev igen stillet: "Where are you from?" "We are from denmark" "Aaaaaaaaaaaaaaaah..... derefter kom der en lang italiensk tale, og en kommentar til kokken: "THEY ARE FROM DENMARK!!!!!!" Vi følte os jo helt kongelige, og fik hurtigt et bord, og et menukort i hænderne. Valget faldt på en omgang spagetti til Zandra, og tortellini til mig! Det fik vi da også.... Men det var godt nok en lille portion. Jeg vil sige så meget, at skuffelsen lyste ud af min søde rejsepartner. Det var ikke ligefrem et lokumsbræt vi fik serveret, men det var en god omgang pasta, og det gled helt bestemt ned! Zandra har den hypotese, at italienere må have små mavesække, og jeg tror, hun har fat i noget! Så vi må hapse noget frugt som dessert, og falde om i den vidunderlige drømmeseng.'
Dag 3.
I dag har været en rigtig lalledag, hvor vi har tilbragt det meste af dagen med at gå rundt i de små gyder inde i Venedig (ja, man kan aldrig blive træt af det!!). Dagen startede ud med morgenmad på vores kære bosted, og det viser sig nu, at vi er de eneste tilbage her. Anders Lund Madsen kom i løbet af vores måltid ind for at spørge, om vi ville have kaffe. Jo tak, sagde vi, men der var en lille spor af skuffelse, da han kom ind med en minikande - til deling! Nogle gange glemmer vi, at vi er italien, hvor man jo slet ikke gør ligeså meget ud af morgen måltidet, som hjemme i Danmark. De fleste italienere nøjes faktisk med en espresso (eller anden kaffe) og en kiks/crossaint til morgenmad. Det må siges at være meeeeget anderledes end det, vi er vandt til, men vi prøver at tilpasse os! Den flinke Anders lånte os også en paraply, da det som han sagde, "Is a little cloud (ikke cloudy, men cloud!) day, and it will might rain". Super sødt af ham. Han forsøgte også ivrigt at fortælle os om nogle kirker, men ærlig talt så er han virkelig umulig at forstå, selvom han virkelig prøver! Nå ja, så skal jeg også lige huske at informere om, at AK i løbet af natten har forvandlet sig til en enhjøring. Jeg har virkelig mobbet hende meget, men det er simpelthen fordi, at hun har fået en ordentlig bobbel af et myggestik..... lige midt i panden! Ha ha ha. Hun tiltrækker åbenbart utrolig mange myg, og hun har nu måttet anskaffe sig noget "anti-mosquito" middel, som hun kan smørre sig ind i, inden hun går i seng. Stakkel! Vejret har - som vores vært forudsagde - været utrolig dårligt med regn det meste af dagen. Vi prøvede at finde ly til at spise en sandwich på en trappe ved en kirke. Det blev dog en kort fornøjelse, da en stram italiensk dame råbte følgende til os: "This a church! Not a museum!". Det er åbenbart ikke velset at spise ved en kirke? Mærkeligt, da vi ellers har set mange mennesker sidde der. Men vi måtte jo respektere det, og flyttede os hen under en bro istedet for! I løbet af eftermiddagen fik vi øje på en gade kunstner. En rigtig italiensk gøglermand, der ivrigt prøvede at trække folk til ved at jonglere, lege med ild og spille klovn. En teenagepige blev brugt som rekvisit, og efterfølgende prøvede han at samle sine fortjente skillinger ind. Showet blev dog ikke mindre udramatisk af, at en italiensk dame på caféen ved siden af stod og skældede og smælede på 4 ældre mennesker ved et bord. Den ene dame forsøgte af berolige hende, men det hjalp åbenbart ikke et hak, eftersom hun var helt oppe i det røde felt! Hun forlod caféen i vrede med to hunde i snor, og var tydeligvis fuldstændig ligeglad med at lave en scene der midt på gaden ;-) Da vi stod og så gøgler showet, kommer der lige pludselig også en middelaldrende italiensk dame hen til mig (Zandra) og begynder at snakke. Jeg forstår selvfølgelig ikke et kvæk, eftersom damen taler italiensk, og siger: "Sorry?" Hun er fuldstændig ligeglad, og plaprer videre, og jeg må igen prøve: "Sorry, I don't speak italian?", hvorefter hun kigger på mig, ryster på skuldrene og hovedet og går igen. Hun var virkelig utilfreds, men jeg finder nok aldrig ud af, hvad der egentlig var galt! Resten af dagen gik med at gå i de små gyder, og vi fik set en del nye steder. Vi kom blandt forbi en kæmpe mæssig bygning, der lignede en kirke, men som blev brugt som et hospital. Rundt om rendte de små italiener drenge i deres Ronaldo t-shirts og spillede fodbold, mens forældrene snakkede i baggrunden. Vi blev ledt videre rundt imellem gaderne, og endte derinde hvor Venisierne har deres dagligdag. Det var charmerende at se de mange flotte bygninger, hvor folk bor, og det lugtede friskt af alt det nyvaskede tøj, som folk havde til tørre på snorer ud for deres lejligheder. Flere steder havde man også små "altrer" udenfor husene med blomster, lys og billeder af Jomfru Maria. Vældig smukt. Vi fik også tid til at forkæle os selv med at stor fed chokoladeis! Haps! Der findes næppe noget bedre end god italiensk is. Da solen begyndte at gå ned tog vi den kære vandbus tilbage til Lido. Vi fik købt ind til madpakke til toget i morgen, og lækker aftensmad: Salat med advokado og rejer. Mmmmh... I morgen går turen til Rom kl. 9.30, hvor vi skal bo på "Happy Days in Rome" - Et hostel, der reklamerer med "Free pizza and party!" Haha. Nu må vi se, om de holder, hvad de lover. Vi glæder os ihvertfald rigtig meget. Det har været nogle skønne dage i Venedig, og vi har virkelig nydt at være i byen. Den er så romantisk og smuk, at man næppe kan blive træt af den. Vi er ihvertfald begge enige om, at det ikke bliver et farvel til Venedig, men et på gensyn!
ROM
Rejsen til Rom
Vores ur alamerede klokken 06:45, men heldigvis var backpacken pakket, og den store legende (madpakken) var smurt. Dog var den italienske Anders Lund Madsen ikke stået op endnu, og dermed kunne vi ikke tage afsked. ØV! Jeg bliver nødt til lige at tilføje, at vi er hans eneste gæster, og dermed havde vi, dog kun igår, hele bygningen for os selv. Det bliver nok lidt af en omvældning, når vi i nat skal sove sammen med 8 andre mennesker på Happy Days in Rom ;-). På vejen hen til vandbussen, slog det os, at den billet vi havde købt igår var udløbet! Vi havde købt en 12-timers billet til hele 12 euro pr. mand med den forventning, at den stadigvæk kunne bruges her til morgen. Den plan gik så i vasken, og pengepungen kom igen frem - 13 euro pr. mand. Der er ingen tvivl om, at de suger pengene ud af turisterne. Hvis vi var indbyggere ville en billet koste 2 euro, hvilket er noget af en prisforskel. Dog er vi enige om, at det har været dét værd. Venedig kan altså varmt anbefales! :-) Togturen forløb ganske udramatisk. Det polske togsystem kunne i den grad tage ved lære af det italienske. Ingen vigepligt eller farthastighed på 30 km/t - bare geradeaus! Vi ankom på banegården i Rom klokken 13:15, og dagens store udfordring var at gennemskue rudebeskrivelsen fra vores hostel. Vi fandt derhen med lidt hjælp fra Zandras iphone, men uvidende omkring, hvad vi ville finde bag døren. Dét vi fandt, var en meget lille inder med en cigaret, som pegede direkte op i vores ansigter. Vi fik lov til at komme ind, men selve velkomsten var ikke SPOR varm. Vi fik besked på at aflevere vores tasker i et rum, og vende tilbage klokken 17:00. De havde ikke lige informeret os om, at gæsterne ikke må opholde sig i bygningen fra klokken 10:00 - 17:00, da de gjorde rent i det tidsrum. Vi brød halvvejs ud i latter efter, at vi fik os et lille glimt af vores "hjem" de næste fem nætter. Jeg ved ikke hvad de foretager sig i de 7 timer, hvor vi ikke må være der, men noget siger mig, at det ikke er rengøring! Så vores møde med inderen var ikke helt vellykket. Efter vi begav os rundt i Rom's gader, som egentlig er ganske charmerende. Vi bor ikke i centrum, men en lille gåtur fra Sankt Petersborg! Da slaget ramte 17:00 kunne vi atter vende tilbage på Happy Days in Rom. Vi fandt alle gæsterne inde i fællesstuen. De ventede ligesom os, på at komme ind på værelserne. Det vrimlede med forskellige indiske og italienske fyre, som tilsyneladende bestyrer stedet. De tog sig god tid, om at få os indlogeret. Da det blev vores tur, tog det ham en halvkrig om at finde vores booking, imens han startede hver sætning med at sige: "Okay, Zandra... So Zandra.... Zandra, you need to.... Zandra, please" Dette fik Zandra til at udbryde: "Jeg får fnat af, at han siger mit navn hele tiden!" Så fik vi også fastslået af min rejsepartner hedder Zandra, hvis nogen skulle være i tvivl! Vi nåede dog målet: et værelse med 10 køjesenge. Jeg (AK) får en del udfordringer med at komme op og ned af sengen. De har sparet stigen væk til den øverste køje. Zandra gav mig dog det fif, at jeg bare skal lade som om, at jeg sætter mig op på en hest. Haha! Da vi havde sat vores ting på værelset gik vi ned i det lokale supermarked, Billa, for at købe ind til dagens tre måltider. Aftens menu stod på spagetti og kødsovs, men det vi ikke vidste var, at de åbenbart laver aftensmad på vores hostel. Det sjove er, at de hyrer en kæmpe bodybuilder til lave en ganske simpel menu: spagetti og tomatsovs. No jugdement! Han stormede ind i køkkenet, da vi var igang med at lave mad. Han sagde kort: "The kitchen is closed" Visse vasse. Vi gik ind i fællesrummet, og fik os en omgang pasta! I dette øjeblik har jeg Zandra hængende på min ene skulder, imens folk herinde kører rundt på rulleskøjter og musikken består af Shakira og "My heart will go on" i techno udgave. Til Jer som ikke kender musikken, så er det ikke spor behageligt for ørerne! Derudover kom en spansk fyr hen og stillede os en masse spørgsmål. Samtalen blev afsluttet med, at vi skal lære spansk i morgen klokken 09:30, og derudover tillod han sig at kindkysse os. I skulle have set Zandra. Hun rynkede ansigtet sammen, idet den spanske fyr, som både har fuldskæg og beatles-hår nærmede sig. Haha. Det er et vældig interessant ophold, og nu må vi se, hvad morgendagen bringer.
Dag 1.
Vi vågnede forholdsvist tidligt, og var desværre ikke helt så veludhvilket som ønsket. De resterende otte af vores værelseskammerater rumlesterede rundt i løbet af natten, og derudover er sengene knapt så behagelige (se evt. billederne!). Morgenmaden bestod af en omgang yoghurt og frugt. Pludselig kom en ældre italiensk herre ind i rummet. Han arbejder tilsyneladende også her, og tilbød os en americano eller en italiano. Begge er kaffe, og en americano minder lidt om en dansk opskrift på en god kop kaffe. En italiano derimod, som jeg (AK) smagte, var EKSTREM stærk. Han talte desværre ikke så godt engelsk, men det afholdte ham ikke fra at tale med os. Han tog fat i computeren, og fik os til at bruge google translater, og oversætte vores kommentar til italiensk. Han sagde: "We drink one italiano all day.... It makes you FRESH!" Det skal jeg da lige love for, at jeg blev. Zandra prøvede en americano, men det var ikke nogen succesoplevelse. Det var nu rart med en venlig sjæl på vores hostel. Èn som formår at behandle gæsterne med en hvis respekt! Efter en omgang kaffe forlod vi vores hostel. De gør jo rent fra klokken 10:00 - 17:00 ;-). Da vatikanet ligger få minutter fra vores hostel, valgte vi at spadsere derop for at se Skt. Peters kirken. Vi blev dog stoppet få meter fra kirken, hvor en mand, ved navn Henry, havde et knaldharmerende godt tilbud. For det første indlod han samtalen med at spørge: "Are you guys from Sweden?" På den måde ville vi jo selvfølgelig svare, og wupti - vi var fanget!Han påstod at køen ind til kirken varede 2 timer, og hvis vi meldte os til hans tour for KUN 25 euro, så kunne vi få en rundvisning på engelsk, og dermed skippede vi også den lange kø. Vi er dog ikke så lette at narre, så vi sagde pænt nej tak. Han gav dog ikke helt op, og stak en seddel i hånden på mig, hvorpå han skrev hans navn. Vi gik optimistisk videre, og forsøgte at ignorere de forskellige sælgere. Dette afholdte ikke en utrolig høj fyr i at følge os hele vejen ned til kirken. Han ville have os med på pub crawl i aften. "Ladies night... Giiiiirls..... Where are you from? OH Denmark.. Copenhagen???" Det var umuligt at ryste ham af, til trods for at vi egentlig skal på pubcrawl, men først sidst på ugen. Vi nåede dog hen til kirken med den "LANGE" kø sammen med alle kineserne. Det tog omkring 10 minutter, og derefter var vi fremme ved kontrollen. Vi skulle være tildækket, så det var på med de varme gemacher og jakker. Temperaturen var omkring de 24 grader - puha! Vi nåede ind i den smukke kirke, som jo hovedsageligt består af en masse altre, skulpturer og søjler. Det var så storslået og æstetisk. Efter at have nærstuderet kirken i fællesskab med vores venner, kineserne, drog vi op i selve kuplen, hvor der er udsigt over hele byen. Det var lidt af en svedig tur op af de smalle trapper, men det var hele turen værd. Efter besøget meldte sulten sig, og vi begav os ned til floden, Tiberen, for at spise vores frokost. Vi blev siddende efter stykke tid, eftersom udsigten var fabelagtig! Derefter begav vi os over på den anden side af floden. Vi gik rundt i sidegaderne, men blev ofte forstyrret.... Hvis der er noget det italienske hankøn kan, så er det at multitaske. Dét at køre i bil, og betragte de forbigående hunkønsvæsner, det er de virkelig dygtige til. Dythornet blev jævnligt taget i brug, og derudover fik vi en del elevatorblik med en kommentar på taliensk med på vejen. Ganske smigerende, men faktisk liiiiiidt træls i længden. Bare lidt. Efter en længere gåtur, vendte vi tilbage til det område hvor vi bor. Vi handlede lige hurtigt ind i Billa, og så stod den på hjemmelavet pizza. Da vi vendte hjem gik det op for mig (AK), at jeg ikke havde fået smurt mig grundigt nok ind i solcreme. Jeg var stegt. Det opfattede den ældre herre fra i morges, og han kom straks rendede med en niveacreme på den betingelse, at jeg kindkyssede ham. Jeg valgte at ofre et kindkys for en omgang creme til min brændte hud! Vores madlavningsprojekt gik dog desværre i vasken. Ovnen var ganske vanskelig at administrere, og pizzadejen blev aldrig gennembagt. Så vi brugte vores brød, og lagde pizzafyldet ovenpå. Det lyder ikke særlig lækkert, og det var det bestemt heller ikke! Under måltidet kom en fyr fra Marokko, og en anden ukendt italiensk fyr og holdte os ved selskab. Den italienske fyr havde den mest monotome stemmeleje, og derudover havde han det mest udtryksløse ansigtsmimik. Vi var ved, at omkomme af grin. Derudover stod fyren fra Marokko og lavede pasta med tomatsovs og tun. Det lød sørme som en mystisk coktail, men det gled vist ned. Vi blev tilbudt også tilbudt at smage med sagde pænt nej tak ..... Zandra var dog ikke helt mæt, hvilket er helt forståeligt. Vi afventede aftens kok, og jeg håbede inderligt, at det ikke var den store bodybuilder. Min største frygt blev dog realiseret. Bodybuilderen vendte tilbage for at lave pasta. Derudover fik vi igen besked på at forlade køkkenet: "The kitchen has cloosed." Denne gang var bodybuilderen iført et par solbriller fra Dior, og en vældig stram t-shirt. Haps! Vi styrtede ud af køkkenet, og da vi trådte ind på vores værelse faldte Zandra om af grin. Hvis vi kunne fotografere ham, så ville vi gøre det! Vi smagte lidt af hans kogekunst, og det sejlede i olie. Føj for den da. Han var ellers godt stolt, da han rakte os tallerknerne. Jeg tror, at vi springer bodybuilderens madretter over, og går i krig på egen hånd! Det er langt mere attraktivt ;-). Under aftensmaden kom en af inderne ind, og meddelte os at vi skulle flytte værelse (?)... Forholdende blev dog ikke forbedret - desværre. På værelset bor to fyre fra Argentina. De er vældig søde og snaksaglige. Den ene snakker i søvne, ligesom mig, så det bliver hyggeligt for Zandra og de resterende 7! Derudover er der flyttet en del piger herind, og et par som er mere fokuseret på hinanden end på omgivelserne. Selve Rom er en skønherlig by, men som I nok kan høre, så er vores ophold på Happy Days in Rome lidt af et mundfuld. Vi får os en tur på opleveren. Jeg skal forøvrig lige nævne, at de heller ikke har koldt vand. Så jeg vil "glæde" mig til et kold bad i morgen!!! I morgen vil vi bevæge os længere over floden for, at se colosseumet, den spanske trappe og de nærliggende seværdigheder. Ciao!
Dag 2.
I nat har vi da heldigvis fået lidt mere søvn tiltrods for, at vi er rigtig mange mennesker inde i ét rum. Der har kun været problemer med vores egen køjeseng - den larmer når jeg (Zandra) vender mig om i sengen, så AK, som sover forneden, nogle gange vågner af det. Derudover er der en livlig trafik udenfor. Vi bor på en af hovedgaderne i Rom, så i kan nok forestille Jer, hvor mange biler der kører forbi hele tiden. Derudover også mange ambulancer, der konsekvent ALTID kører med udrykning. Lyden er så frygtelig, at AK ofte nævner, at hun har den på hjernen! Da vi havde spist noget morgenmad drog vi mod Colloseum - dagens kulturelle højdepunkt. Vejret var skønt - 26 grader varmt, så vi gik selvfølgelig derhen. På vejen nåede vi at se Plaza Del Popolo. Det er en plads, hvor der er opført en kæmpe søjle, hentet fra i Egypten i 1500-tallet af Augustus. Rundt om søjlen var placeret 4 løver, der havde funktion som en slags springvand. Turen gik videre op af laaang hovedgade, hvor det mildest talt vrimlede med mennesker, biler, busser, tiggere, sælger og osv osv. Der var rigtig mange spændende forretninger, og flere gange kunne vi ikke modstå fristelsen og måtte liiiige ind at kigge. Kærligheden faldt især på en forretning med italiensk tøj og sko. Vi morede os meget med at prøve stiletter med 15 cm høje hæle (italienerne går i sindsygt høje sko!?). Middagen nød vi ved på den spanske trappe optil en stor kirke. Det var et rigtig smukt sted med lyserøde og lilla blomster over det hele. Imens vi sad og spiste blev jeg afbrudt af flere folk, der sprugte, om jeg ikke ville tage billeder af dem. Flink som jeg er, sagde jeg selvfølgelig ja, men det var da lidt belastende i længden, da jeg havde taget de første 5 fotos ..... Derudover var der også flere mennesker, deriblandt en kineser og en ældre herre, der åbenbart syntes, at jeg jeg så rimelig sjov, ihvertfald ville de gerne lige have et billed sammen med mig. Meget morsomt! AK siger, at hun overvejer at gøre det til en forretning. Det ved jeg nu ikke liiiige, om jeg syntes er en god idé!!! Idyllen forsvandt dog lidt, da der lige pludselig var en dame, der kommer hen til mig og siger, at jeg skal passe på min taske. Jeg syntes, at det var lidt mærkeligt, eftersom jeg havde den lige ved min side, og vi blev da begge lidt parnoide i det øjeblik.. Vi tog taskerne tættere ind til kroppen, og heldigvis blev vi ikke berøvet! Da klokken var over middag nåede vi omsider Colloseum. Rom kalder det for deres stolthed, og det forstår man godt, når man besøger det. De er virkelig imponerende at stå på tilskuerpladserne og kigge ned på dét, der engang var scene for teater og gladiatorkampe. Selve scenen var der selvfølgelig ikke mere - tilgengæld kunne man kigge ned på skelletterne af de rum som var nedenunder. Disse rum blev blandt andet brugt til opbevaring af maskinerier, og det var også her man fandt burene, som de vilde dyr blev holdt indespærret i. Faktisk fandtes der en hånddreven elevator, som transporterede dyrene til/fra scenen, når de skulle bruges til kampe. Fra Colosseum gik vi videre hen til "Forum Romanum". Det er et gammelt område, hvor stykker af gamle templer og søjler er blevet bevaret. Der var meget interessant at se, selvom det ikke var specielt nemt at gennemskue hvilken bygning, der var hvad. Da vi var færdige ved Forum Romanum var det efterhånden blevet spisetid, og vi satte snuden hjemad - til fods igen, selvfølgelig, og i højt tempo, da vi sulten for alvor havde meldt sin ankomst. Jeg nåede dog lige at holde døren for en venlig italiensk dame i farten. Hun var på krykker og blev meget glad for min hjælp: "Gracie, gracie!!". Dagens gode gerning er hermed også hakket af. I supermarkedet fik vi købt ind, denne gang til en lidt mere vellykket aftensmad bestående af pandekager m. kylling og salat. Haps! Da vi kom tilbage til hostellet og var ved at pakke maden ud i køkkenet, sidder der to nye fyrer ved bordet. Vi hilser pænt, og snakker videre, hvorefter den ene lige pludselig spørger (på dansk): "Kommer i fra Danmark?". Der gik lige to sekunder før den sev ind... Vi blev godt nok lidt overrasket over at høre vores eget sprog! Han var ikke selv dansker, men havde boet på Frederiksberg i et år, hvorfor han godt kunne tale sproget. Virkelig sejt! Han kendte desuden også Esbjerg! Imens vi sad og spiste kom Bodybuilderen igen med favnen fuld af pasta. Åh no tænkte vi... AK hader ham overalt på jorden, men jeg er tilsyneladende blevet hans nye ven. Ihvertfald tilbød han mig en cola, men fik AK nogen? Nej! Forskelsbehandling? Det tror jeg nok lige! Vi besluttede os for at være provokerende og drikke den sammen. Han havde forøvrigt flere flasker vin med, men han fattede ikke, hvad jeg sagde, da jeg spurgte, om vi skulle have den til maden: "I speak no english...." Jeg skal også lige huske at fortælle Jer derhjemme om vores usansynlige dejlige hostel. Her er simpelthen så usselt og beskidt, at de fleste folk vender om igen, når de går ud på badeværelset. Jeg ved ikke, hvad de laver i deres "cleaning time", men AK og jeg er blevet enige om, at de må tage sig en lur i de tomme køjer eller noget.. Køkkenet har aldrig set en skurebørste og "viskestykket" er vist ikke blevet skiftet de sidste par uger... AK er gået så vidt, at hun er begyndt at bruge decifiktions middel til hendes tæer. Det siger lidt om situationen. Vi klarer os dog på trods. Vi må bare sørge for, at vores tøj ikke rammer gulvet, og derudover gøre alle gryder og skeer pinligt rene inden madlavning. Så vi overlever! Lige nu flader vi lidt ud på værelset efter en skøn og aktiv dag. Vi er godt brugte, og er begge enige om, at vi nok skal komme til at sove godt i nat. I morgen vil vi bevæge os endnu længere væk for, at opleve de mange kirker i Rom. Derudover vil vi gerne på pubcrawl, hvilket finder sted på den spanske trappe, og temaet for i morgen er oversat til dansk: tørstige torsdag ;-).
Dag 3
Endnu en yoghurt gled ned torsdag morgen, så vi var styrket til en lang gåtur rundt i hjertet af Rom. Første punkt på programmet var, at få købt billetterne til pubcrawl. Vi skulle hen på en pub kaldt highlander, men da vi nåede frem havde de lukket. Så var der ikke andet for, end at møde op om aftenen, og købe billetten der. Bum! Vi spadserede hen til den spanske trappe for at spise frokost - igen. Derefter trak vi kortene frem, og spillede en omgang femhundrede. Zandra banker mig, uheldigvis, godt og grundigt. Jeg tror det er morfar Vagn, som har oplært hende på bedste vis. Dybt frusterende. Efter vi fik tanket op, og jeg blev banket, kom vi atter på benene. Vi gik rundt i Roms gader, og betragtede vores omgivelser imens vi kommenterede på højtryk. Det er yderst behageligt, at folk omkring os ikke forstår, hvad vi siger. Det bliver dog lidt farligt, at vende hjem på dansk jord igen, når vi efterhånden er blevet professionelle kommentatorer! Rent undtagelsesvis kunne vi ikke helt snakke helt så højlydt. Vi stod i et kryds, og kunne ikke komme over, da bilerne og de mange knallerter ikke havde planer om, at holde tilbage for de mange fodgængere. Jeg kiggede på Zandra, og sagde: Hvad stiller vi op? Pludselig svarede en kvindestemme på dansk: "Det ved vi sørme ikke". Jeg gik helt i hak, og vendte mig op. Wupti. Vi var rendt ind i et dansk ægtepar. Vi gjorde det, at vi lukkede øjnene, bedte fadervor og sprang ud i trafikkens virvar. Vi nærmede os banegården, da Zandra fik øje på en Mcdonalds, hvilket medførte at vi endte í køen for at købe en sundae (det er en is). Det smagte bare herligt! Vi plantede os ude foran, og faldte i snak, og inden vi så os om var klokken ret mange. Vi gik hen på banegården for at reservere pladser til Nice. Køen var vanvittig lang, men vi nåede frem til disken, og fik reserveret pladserne. Vi skal med toget kl. 07:15, hvor der skal foretages to skift undervejs. Vi ankommer på Nice banegård klokken 19:00, men heldigvis ligger vores hostel lige rundt om hjørnet. Herligt! Efter billetkøbet tog vi en metro tilbage til den gade, hvor vi bor på. Vi handlede ind i billa til en omgang ris med kylling og grøntsager. Zandra fik lyst til at eksperimentere med det ringe udvalg af krydderier, hvilket resulterede i, at vi fik ris med kylling, grøntsager og en pose chili. Så kan man virkelig mærke, at man lever. Vi havde heldigvis et par gode turborg til at skylde ned med. Vi måtte lige smuksere os inden vi skulle på pubcrawl. Vi kom i sommerkjolerne, og gik over på den anden side af floden, for at mødes med selskabet på baren highlander. Da vi ankom mødte vi fyren, Victor, som greb fat i os ude foran skt. Peters kirken. Han var henrykt over at se os, og vi fik lige the hand-shake. Crewet på pubben bestod af en flok venlige fyre, som bestemt havde til hensigt, at få en fest op at stå. De andre deltagere skulle først hentes på den spanske trappe, så vi slog os ned i baren, og fik hurtigt en turborg i hånden. Selve pubben minder utrolig meget om vores kære stamsted i Danmark. The one and only - Paddy Go Easy! Det var enormt hyggeligt, og inden vi så os om røg hele to shot Jägermeister ned. Det var ret festligt, at bartenderne også tog én, og puha hvor det smagte! Pludselig væltede det ind af døren med en masse engelsk-talende mennesker. Størstedelen af besætningen var fyre, og folk samlede sig hurtigt i et stort lokale, hvor der var mulighed for at spille drukspil. Vi blev kendt med et amerikansk drukspil, hvor man i hold skal dyste mod hinanden. Det var rigtig skægt, og en god måde at lære de andre deltagere at kende også. Vi snakkede livligt med specielt 5 af amerikanerne: Simon, John fra Washington D.C., og Gabriel, som var en rigtig sjov fætter! Han var sådan en rigtig maskulin fodboldfyr, og blev ret så pigesur, da vi begyndte at lave hans navn om til Gabriella.. Derudover var der også to piger Hannah og en anden, som vi kan huske navnet på! Det var nogle rigtig sjove mennesker - amerikanerne har en fed humor. Det skal lige nævnes, at de to fyre var riiiiiiiimelig sleske... Efterhånden som de fik noget indebords blev der ikke sparet på komplimenterne - tværtimod!! Simon nærmest klistrede sig op af Zandra hele aftenen, så hun flere gange måtte skubbe ham væk, eller flygte. Haha. John valgte så også at erklære sin indebrændte kærlighed overfor AK, da han gik hen til hende og sagde: "Where have you been all my life!?" Det var sindsygt underholdende! De to piger blev også godt fulde - den navneløse så meget, at hun stod og dansede for sig selv. Haha. Hannah var lidt mere udadvendt, snakkede meget og tog enooormt mange fællesbilleder. Efter at have været på pubben endte vi på et diskotek, hvor der blev snakket og danset i stor stil. Efter et par tequila shots havde vores promille dog også nået højepunktet, og Zandra måtte også lige ud og vende på toilettet for en stund -men lavede selvfølgelig det berømte come-back! ;-) Senere stod vi lige pludselig på et helt andet større diskotek fyldt op med berusede dansende italienere. Det viste sig dog, at AK ikke rigtig var kommet med flokken, og vi måtte lige have et lille krisemøde udenfor diskoteket. Alt gik dog hurtig i den skønneste orden igen, og vi vendte tilbage til festlighederne. I blandt deltagerne var også 2 franskmænd, hvoraf den ene havde et specielt godt øje til AK. Han lagde ret meget an på hende, og ville tilsyneladende også mere end bare at danse... Det krævede en afvisning af AKs side, hvorefter franskmanden så surmulede resten af aftenen ;-) Da klokken havde nærmest sig 5 om morgenen besluttede vi at sætte kursen mod hostellet igen. Det viste sig dog, at vi var kommet lidt længere væk end forventet, og i vores berusede tilstand kom vi til at gå i den forkerte retning!! Kortet blev taget i brug, og det lykkedes os at komme helskindet hjem på trods af, at det var en pæn lang gåtur! Godt ømme og trætte faldt vi om i vores køjesenge efter en fuldstændig crazy aften!
Dag 4:
I morges da vi vågnede kan i nok gætte, at vi ikke havde det alt for godt! AK blev nødt til lige, at slå den ene fod i jorden, for at tjekke om det nu var sengen, eller rent faktisk hovedet der snurrede rundt. Det stod heller ikke godt til på 1. etage, hvor Zandra lå og boblede. Hun skulle endda til, at hoppe ned fra sengen. Det skal lige siges, at hun knapt nok kunne komme op i sengen. Der er tilgengæld heller ikke en stige, så det var en udfordring for den kære stork! Vi fik spist en yoghurt, imens vi konstaterede "Vi drikker aldrig igen". Da jeg, AK, bevægede mig ud i køkkenet, kom den lille inder hen til mig og sagde: "I feel like you are angry at me. You never smile to me, like you smile to the others. Do you hate me???" 'For det første var jeg ved, at omkomme af grin. For det andet vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle svare. Jeg svarede selvfølgelig, at jeg ikke hader ham, og han nok bare har fanget mig på det forkerte tidspunkt. Jeg er bare ikke fan af den mand, efter den modtagelse han gav os, og hans indstilling til tingene. Føj for et hostel, men alligevel har det været utrolig underholdende! Vi nøjes med at tage solbrillerne på, og så gik vi slaskende hen til Mcdonalds. En burger og pomfrittes er den ultimative tømmermændsføde. Gåturen var ekstra hård, eftersom temperaturen var oppe på 28 grader. Vi nød godt af tre burgere og en omgang pomfrittes skyllet ned med en is kold cola. Betjeningen var helt i bund. Hun råbte af os, hvilket var lettere anstregende med en dunkende hovedpine. Vi nåede ikke lige, og svare hvor meget ketchup vi vil have. 5 timers søvn gør altså, at hjernen arbejder minimalt. Det fik ekspeditricen til at råbe: "HOOOW MAAAANY KETHCUP DO YOU WANT?" Av! Zandra skyndte sig at sige "222222222!" Sikke en reje. Ned gled Mcmaden, og vi fik sumpet en smule. Sætningen "Åh hvor har jeg det dårligt" blev nyttigt brugt. Efter den sunde frokost bevægede vi os ned til spanske trappe. Denne gang sad vi ikke. Vi lå! Solen bagede, og tilsidst blev vi nødt til at rykke ind i skyggen. Vi satte os på et trin indtil en fin bygning, hvor vi, efter lidt tid, blev ledsaget af en ældre herre. Navnet var Hussein, og han var utrolig snaksagelig. Vi fik hele livshistorien, og ikke mindst en masse fif til vores rejse videre. Han fik hurtigt udspurgt, om vi havde kæreste. For det første mente han, at Zandra skulle forloves, nu hvor hun har været sammen med Lasse i 1,5 år. Derudover fik AK lige konstateret: "You have no boyfriend? Ohhh, dear girl. You are so lost. It is to late. If you havn't been in a relationship in 2 years, you will never find one" BUM! Jeg er 19 år, snart tyve, og toget er tilsyneladende kørt? Vi omkom selvfølgelig af grin, men han tog det ret seriøst. Han tilføj også, at jeg burde gifte mig med ham. Jeg vil dog mene, at aldersforskellen er for stor, men det mente han bestemt ikke. Han spurgte også efter vores adresser, men dem fik han sørme ikke udleveret. Han var aktionær, og forsøgte også at sælge Zandra et par ridestøvler. Han var nu vældig elegant, i jakkesæt og ret veltalende. Tilsidst blev det dog lige lidt for meget, og da klokken nærmede sig de 17:00, tog vi afsked med Hussein og satte kurs mod Billa - indkøbscenteret. Menuen stod på pasta med tomatsovs og ost. Haps! Selvom buddybuilderen, som tilsyneladende hedder Marco, ville lave pasta, men det plejer desværre ikke at være velsmagende.... Det skal lige siges, at bodybuilderen mødte op i en stram bluse, men den blev tilgengæld også smidt ret hurtigt. Da AK ville hente noget vand, stod han med sin ENORMME overkrop, og smilte lettere flirtende. "Pasta?????" Vi smagte pastaen, og desværre bodybuilder. Det får han ikke mange kokkehuer (point) for! På værelset har vi fået to nye sovekammerater fra Holland. Det canadiske par er stadigvæk vores naboer, og de er faktisk vældig søde. Særligt fyren, som er reeeeeet pæn, er vældig snaksagelig. Han nævnte også, at vi lignede noget katten havde slæbt ind i morges. Tak for den ;-). I morgen går turen til Nice, og vi skal sørme tidligt op, så vi vil hoppe under dynen! Godnat Danmark!
- comments