Kaere alle, saa er det vist ved at vaere tid til lidt opdatering fra min dejlige hverdag her i skoenne Sucre. Jeg har det stadig som blommen i et aeg/Agnete i et land hvor graderne er over 25 og friskpresset appelsinjuice koster under 2 kr! Har dog vaeret en del syg paa det sidste, men det lader til at vaere lidt begyndervanskeligheder, da jeg jo normalt altsaa praler af at jeg har verdens staerkeste rejse-mave, saa det svaekling-snak skal vi ikke dvaele ved, jeg er tilbage paa toppen:-)

Min familie er stadig helt fantastisk, og er sikker paa de er grunden til at jeg overhovedet ikke (tjaaa, maaske en bette smule, dog) har savnet det derhjemme. Mama Vicky er SAA betaenksom og sej en kvinde, kommer med en gryde fyldt med eucalyptus-blade til mit vaerelse, saa der kan blive renset ud og dufte som en anden helseforretning naar jeg er syg, og haelder rom i theen hvis vi fryser lidt en aften, lige en kvinde efter mit hoved!:-) Og derudover er hun stadig Mama med stort M, bliver bekymret hvis man ikke viser sig hjemme sent paa aftenen, laver dejlig mad osv.(saadan da, Bolivianerne lader ikke til at have den samme passion for mad som vi europaere, paa trods af deres utallige skoenne muligheder med frisk frugt, vegetables osv). I denne uge har vi saa besoeg af hendes mand, som bor paa landet, og kun er hos familien ca hver anden maaned. Men han er alt hvad man kunne forestille sig var en mand for mama V, hyggelig lille faetter som driver noget landbrugs-kommunikations-halloej...det er hvad jeg kunne faa frem med mit spanske, og en genialet hyggelig mand, men skoen humor og spaendende at hoere paa, altid frisk paa en historie eller opdatering om den politiske situation i Bolivia.

Min "soester" vicky er dog rejst tilbage til sin mand i Santa Cruz, for at undersoege sin aegteskabelige situation, da den er lidt uklar...her taler vi utroskab, en mand der paa trods af sin oekonomiske velstaaende status ikke tager ansvar for boernene, og generelt lyder som en rigtig kold person, undskyld. Men man bliver lidt for foelelsesmaessigt involveret, naar man har set sin "soester" graede utalllige gange, og proeve at troeste og snakke med hende...ved ikke hvordan, men det har aabenbart kunnet lade sig goere, at jeg har tale med hende i flere timer PAA spansk, saa det lader til det spanske gaar godt, hvilket er fantastisk! Dog er jeg traet i hovedet, da de andre voluntoerer som bor hos familien, to irske piger, naturligvis taler engelsk, og man derfor har tre sprog at hitte rede i, kan godt vaere anstrengende aldrig at kunne udtrykke sig praecist. Dog kan jeg prale af at vaere den der hele tiden skal oversaette for folk, mellem spansk og engelsk, saa jegkan da altid holde mund om min egen mening og videregive andres (det er dog normalt ikke lige hvad jeg foretraekker)!

Naa, jeg blabrer vist derud af (nu hvor det endelig foregaar paa mit modersmaal, er det svaert at stoppe). Sidste uge var jeg med Mama V paa arbejde, hvor hun er boernehaveklasselaerer for 36 skoenne lopper, oeh, jeg mener, boern paa 4-5 aar, hold da op en haandfuld! Dog er mit spansk ikke tilstraekkeligt endnu, til at forstaa hvad en graedende 4-aarig med manglende taender, proever at viske mig, saa er tilbage med babyerne om morgenen paa boernehjemmet, og pigerne om eftermiddagen! Har savnet babyerne saa meget den uge jeg var vaek, og man begynder virkelig at blive knyttet til dem nu, saa man har svaet ved at forlade dem! Utroligt saa meget kaerlighed man pludselig kan foele for saadan smaa vaesener, pu ha, min rygsaek bliver taet pakket, med alle dem jeg skal have smuglet med hjem!

Med Pigerne om eftermiddagen gaar det ogsaa meget bedre. I starten foelte jeg mig lidt tilovers, men har nu indset hvor meget gavn man kan goere, hvis man blot selv foreslaar og tsager initiativ. F.eks. viser det sig at engelskundervisningen (eller mangel paa samme) i Bolivia vist generelt er helt i bund, de aeldste piger, med hvilket det samme gaelder for teenagerne i familien, taler helt elendigt engelsk. Dette synes jeg isaer er en skam naar pigerne paa bpernehjemmet jo isaer omgaaes saa meget engelsktalende personale, som bl.a. os voluntoerer. Jeg mener at det at kunne tale engalsk, kunne vaere saa godt et spraengbraet i livet for dem, et ekstra plus-point, det ville vaere synd ikke at udnytte, at de kunne faa ganske gratis, ved blot at udnytte os voluntoerer! Saa jeg har igangsast lidt undervisning...som jeg vel at maerke helt selv staar for. Og jeg er jo helt groen, saa ved ikke hvor gdt det bliver, men proever at goere det lidt kreativt, og haaaber det vil give lidt pote! Det er i al fald en udfordring for mig, har jo absolut ingen som helst erfaring med hverken undervisning, eller engelsk i den forstand, men noget maa det da kunne give dem, hvilket jeg virkelig haaber paa!

Saa generelt gaar min hverdag med meget planlaegning af hjemmelavet materiale til engelskundervisningen (ja, jeg ved godt at ordene Agnete og kreativ normalt ikke gaar haand i haand), samt lidt ekstra hjaelp til Mama V, nu hvor hendes datter er vaek, samt hygge med de irske piger om aftenen! Saa jeg har det VIRKELIG godt!

Sidste weekend var vi paa udflugt til en by, Tarabuco, en times koersel herfra, siddende naesten paa skoedet af chauffoeren med hans tre boern, 7 kyllinger, mast ind mellem de lokale saelgene med ders frugter, groentsager osv, til rytmerne af lokal musik, med en fart (eller mangel paa samme) paa opmkring 20 km i timen! det er virkelig sandt, at Bolivia er et utroligt sikkert land. Aldrig har jeg oplevet langsommere koersel, saa man ikke behoever sidde med nerverne udenpaa toejet naar det gaar loes med naalekoersel over bjergene, og derudover er der heller intet at frygte eller vaemmes ved mht de bolivianske maend, ikke i naerheden af saa mange sleske kommentarer og tilraab, som tidligere oplevet i andre lande, virkelig en befrielse!

Naa, jeg maa hellere stoppe mit ligegyldige snik snak her. Stort smil fra Agnete