Er noedt til lige at beskrive opholdet hos familien paa Titicacasoeen lidt mere praecist. Vi ankom er folket paa denne side af oeen havde aldrig foer haft besoeg af hvide mennesker, det var saa sindssygt! Og den lille dreng, Roy Anderson, var virkelig et barn man fik lyst til at adoptere med hjem til DK. Kaeft, hvor var han soed! Men boernene har bare generelt saa meget humoer, og er saa glade for at moede hvide mennesker, at det giver én en saa fantastisk foelelelse. Og saa de andre jeg har vaeret saa heldig at moede. De minder paa mange maader om de boern vi er saa heldige at have i min familie! ELSKER JER BOERN! Men bare familierne og stemningen var saa ubeskrivelig, men ogsaa det, at man moedte nogle fantastiske venner naar det er saa pokkers usandsynligt, er bare en foelelse der er saa pokkers svaer at beskrive.

Er pt. i Guayaquil, hvor man virkelig maerker, hvor taet paa eqautor man er kommet. Ja, og saa skulle der paa denne tid vaere koldt, men der er paa den gode side af tredive grader, og saa drager jeg videre til Montañita i morgen, hvor jeg skal moede min svenske kammerat Johan. Var simpelthen noedt til at have en overnatning her i byen, da jeg moedte dette fantastiske menneske Manuel, og han inviterede mig til at bo hos sin familien i en lille forstad i byen, og har siden vaeret min personlige guide. Han har vaeret utrolig til at vise mig rundt, og man kommer derfor ud nogle steder, hvor man normalt ikke kunne finde selv. Fantastisk flot by, og meget undervurderet. Lima var en efter min opfattelse meget grim og paa mange maader saa utrolig kedelig, sammenlignet med de mange andre byer jeg har vaeret i. Maaske var dette ogsaa pga. at jeg var saa traet efter to uger med denne GAP gruppe. Dog var den lille bydel jeg opholdte mig i ganske fin og hotellet var skide flot!
Maaske var det bare guds vilje og mit held, at jeg moedte denne Manuel, for efter at have siddet paa en bus i 28 timer, fra Lima til Guayaquil, ja saa orker man sgu bare ikke mere. Ens bagdel kan bare ikke klare mere! Utroligt at det kan tage 28 timer at koere noget der svaerer til fra graensen til München.

Nyder livet i oejeblikket, og nu staar den paa strand med Johan samt jungleliv med Anne og Anders!

Det er som englaenderne siger det saa godt: "Sweet ass"!

"Lev livet mens man stadig er ung!". Tror det er budskabet fra sydamerikanerne til hos europaerere.

vi ses