Allin punchai!

Saa maa jeg hellere faa opdateret min blog, eftersom der er sket utrolig meget de sidste to uger siden jeg forlod La Paz. Jeg har vaeret paa inkastien sammen med en gruppe paa 15 mennesker - mest englaendere og australiere.
Men lad mig lige goere Bolivia faerdigt foerst. Den naestsidste dag inden afrejsen til Tiwanaku var jeg paa verdens farligste nedkoersel - 64 km og 600 meter lige ned naesten hele vejenm, fra La Paz til den lille by, Coroico. Vejen var ikke mere end 5 meter bred paa det bredeste stykke, og med grus og sand, var der flere steder, hvor man frygtede for livet. Sidste aar doede 72 mennesker, saa ja, det var sgu egentlig noget af en udfordring. Der var oeller til alle, da alle fra min gruppe (7, 9, 13) maede sikkert ned, uden skraemmer. Samtidig med fik vi set en af de eneste fem tilbagelevende sorte bjoerne i Sydamerika, samt en masse pappegoejer og andre eksotiske dyr fra junglen.
Men ud over dette adrenalin kick af en tur, var jeg nu meget negativ overfor La Paz. Beskidt by, og naar man saa samtidig lider af hoejdesyge, er det bare et NIGHTMARE! Tiwanaku, byen som har en enorm historie fra tiden foer inkaerne var ogsaa en smule skuffende, naar man taenker paa, hvad man senere kom til at se i Machu Picchu.

Efter Bolivia stod den paa Lago Titicaca, eller bare Titicaca. Hvis man deler det op i "Titi" og "Caca" bliver oversaettelsen paa spansk "solen graeder" og "lort". Derfor siger peruvianerne, at "Titi" er for Peru og "Caca" er for Bolivia. Men begge parter forsoeger ogsaa at holde sig til den korrekte udtagelse paa Qechua, saa man undgaar misforstaaelser. Paa Qechua betyder Lago Titicaca "Puma stenen". Pumaen var samtidig med ogsaa, og er stadig, nationaldyret for Qechua befolkningen.
Vi boede hos de lokale, som naesten alle sammen kun praktiserede Qechua, i hvert fald dem over 50. Det var simpelthen saa fantastisk at bo hos disse mennesker, noget af det bedste jeg har oplevet. De var saa utrolig glade og aabne og hjaelpsomme, og jeg saadan noget smitter altsaa bare af paa én. Paa denne lille oe med sine vel knap 2000 indbyggere, var ogsaa stedet, hvor jeg tilfaeldigvis stoeder ind i min rigtig gode kammerat Christian fra Danmark og min gode veninde Pernille. "Hvad fanden er chancerne for at det sker!?". Ret utroligt maa jeg nok have lov at sige. Vidste at de ville vaere i omraadet, men altsaa lige at skulle moedes med dem paa den lille oe, det er nu altsaa ret ubeskriveligt. Vi var til fest med lokalbefolkningen, og dansede hele aftenen, efter en af de aller haardeste fodboldkampe mod de lokale jeg har vaeret involveret i, EVER! At spille i 3500 meters hoejde er altsaa ikke noget man bare lige goer, kan jeg lige fortaelle Jer. Dagen efter stod den paa rejsedag, og dette foer en planlagt. Grunden til dette var, at en flok demonstranter havde valgt at blokere vejen ud fra Puno, hvilket derfor foerte til at vi maatte tage med natbussen til Cuzco. Saa ankomst til Cuzco blev i stedet for kl. 2 om natten, hvilket blev udnyttet til en kanon tur i byen - god maade at se byen an paa!

Cuzco er en utrolig flot og fascinerende by, og med den utrolige historie og betydning den har haft for, ja ikke kun for Perus og inkaernes, men ogsaa hele Sydamerikas historie, saa er den virkelig en besoeg vard. Efter dette stod den paa inkastien de naeste fire dage. Kommer man taet paa folk naar man overnatter i doomrs med ti andre, ja saa kommer man ufattelig taet paa folk paa inkastien. Det er samtidig med ogsaa noget af det absolut hardeste jeg har udsat mig selv for. Dette skyldes nok ogsaa, at som det konkurrence menneske jeg er, saa vil man foerst, og naar man skal forsoege sig dette i Andesbjergene, i hjertet Machu Picchu, saa faar man en helt ubeskrivelig smerte i benene, for hvilken jeg har meget svaert ved at forestille mig mere lidelsesfuld, da man befinder sig i 4000 meters hoejde i naesten fire dage. Og ja, selvom det kun 49 km paa fire, saa er det ikke bare lige ud, men op og ned med et minimum paa 2100 meter og en maks. paa 4200, saa jeg ikke meget lige ud, og naar saa ogsaa der naesten ingen oxygen er samt det, at man sover paa jorden, saa har man ikke meget overskud.
Paa tredjedagen skulle vi ned til campingpladsen saa taet ved Machu Picchu, som muligt. Normalt skulle dette tage to timer, men for mig og en ligesaa konkurrencesulten nordirer tog dette kun soelle 40 minutter. I regnvejr og paa glatte sten er det altsaa utrolig dumt gjort, naar man ser tilbage paa dette, isaer ogsaa grundet det, at jeg trekkede rundt i mine Convers, som er uden nogen som helst form for grip. Utroligt nok fik jeg ikke en eneste skramme, dette maa vaere min skytsengel, som beskytter mig, for det var virkelig farligt. "Don't you do it!"
Men jeg kom frem og dagen derpaa kl. 4 om morgenen hed det Machu Picchu, og HVILKET et syn! Et syn for guder, hvilket maaske ogsaa er derfor den er den glemte by, fordi det tog saa utrolig lang tid for mennesket (spanierne) at finde denne helt fantastiske by. Et uforglemmeligt syn, og et syn, som faar én til at glemme alt om alle de pinsler man skulle igennem for at komme til dette ubeskrivelige sted! "Get there!"

Tilbage til Cuczo var det, og paa hvilken maade! Med Inca Trail ekspress, og med peruviansk underholdning i form af deres eget personlige modeshow, ja saa har man altsaa den rigtige kombination, som man har brug for efter fire udmattende dage paa inkastien.

Tilbage til Cuzco og paa dansk resteaurant! Dansk mad smager nu fantastisk, og af alle byer saa var Cuzco den, hvor man finder en dansk resteaurant - hvor er det rart! Jeg moedtes her med nogle andre danskere, som jeg moedte undervejs, og man skal jo nyde paasken i godt selskab, saa det gjorde vi kan I tro! Hakkeboef og frikadeller glemmer man hurtigt, hvor godt det egentlig smager.

Nu befinder jeg mig saa i Lima, og nyder den sidste dag inden afrejse til Ecuador og min svenske kompanion Johan, som der skulle vaere en hel del billeder af, hvis man kigger billeder fra under karnevalen! Til Montañita det gaar, mod strande, oeller og sjov og ballade!

Kan ikke huske paa flere ting, men bare, at de sidste to uger har givet mig nogle uforglemmelig oplevelser, som jeg forhaabentlig kan drage nytte af senere i livet. De sidste to uger tror jeg vil vaere meget indflydelsesrige paa fremtiden, med den viden og erfaring disse har givet mig.

Ses derhjemme, og held og lykke med den nye statsminister;)

Alejandro...