Profile
Blog
Photos
Videos
Hermed minituiøs gennemgang af en typisk hverdag i Guatemala (eller næsten da - Drikker ikke så meget hver aften mor!)
7.15 Vågner for sent (igen). Har endnu engang dræbt min alarm i den tro at det var midnat, da skodderne for mit vindue ikke lukker det mindste lys ind.
7.19 Hurtigt bad. Kunsten at finde den rette balance mellem vandtryk og varme...
7.24 Morgenmad bestående af frugtfad, lyst brød (ikke tørt idag) og kaffe uden den helt store personlighed.
7.49 Går mod skolen. "Buenos dias" til tilfældige forbipasserende.
8.06 Spansk. Øver brugen af fremtidsform og repeterer tre datidsformer. Hvorfor har de aldrig hørt at "less is more"?
9.50. Pause. Kiks og kaffe. Ny maskine, så nu smager mokkaen faktisk godt. Sludrer med de andre studerende, hvilket hurtigt er klaret, da der I denne uge nærmest ingen er. Kun 7 ialt, og heraf er kun jeg, og mine housemates Fabio og Nina under 30. Når et hurtigt tjek af mailboksen.
10.13 Mere spansk, med interasant snak om forholdene på landet og vi diskuterer problemer med alkoholisme, emigration og tradition vs. fremskridt.
12.00 Klokken ringer. Hen til den lokale internetpusher for at Skype hjem, og tjekke om der er sket noget interassant i fædrelandet med en hurtig surfen på diverse nyhedssider. Derefter hjem og slappe lidt af.
13.12 Middagsmad som udgøres af kartoffelsuppe og kylling med ris og naturligvis tortillas.
13.27 Går sammen med Fabio mod bussen der skal bringe os til vores volontørarbejde på et skoleprojekt. Det tager 12 min.
13.43 Vi klemmer os ind i en stopfuld chickenbus. Disse busser er gamle udrangere amerikanske skolebusser, som oprindeligt er beregnet til to otte-årige på hvert sæde, og som nu har fået en gang farverig forvandling og genfødsel som transportør af de guatemalske folkemasser.. Jeg klemmer mig ned ved siden af en ung fyr og en kone med et lille barn på skødet. Kommer frem til at vi er over 60 mennesker i bussen. Det er ret så 21 ukomfortable minutter mod Alotenango, da der kun er plads til 40% af min bagdel i sædet og jeg må op og stå hver gang nogen skal forbi. Jeg filosoferer over at jeg trods navnet endnu ikke har set en kylling i bussen.
14.06 vi er fremme ved skolen. I det øjeblik jeg går ind af døren rejser samtlige 29 elever i 3.a sig op og hilser mig i kor med et: "Goddag profe. Soren. Hvordan har De det?" hvorefter jeg siger: "godt, tak. Og jer?" og de svarer "meget godt, tak. Farvel!"
14.23 Jeg læser den Grimme Ælling højt og fortæller om H.C. Andersen.
15.34 Spiser sammen med børnene. Dagens menu er bønnesuppe og gulerodssaft. For dem dagens store måltid til at fylde maven, blot et lille mellemmåltid for mig. Derefter frikvarter i den brostensbelagte gade, hvor der sjippes på livet løs og spilles fodbold med en halvflad gul plastikbold.
16.07 Skriver krudseduller i børnenes kaligrafihæfter, som de skal efterligne og derefter er det tid til matematik.
17.56 Tilbage i Antigua. Fabio og jeg investerer i en is til gåturen hjem. Koster 4 kr. stykket.
18.07 Hjemme! Tager et hurtigt kig på lektierne, som heldigvis er ret overkommelige i dagens anledning, så der bliver tid en halv time med lukkede øjne inden aftensmaden
19.20 Pølse og ristet squash med bønnemos. Kaffe som bliver varmet i mikroovnen.
20.07 Nina og jeg ankommer lettere forsinket frem til parken hvor et marimbaorkester giver koncert. Vi skal mødes med to danske piger der har gået på sprogskolen, og som nu er tilbage i byen, Erick, som er en festglad lærer fra skolen, og en fyr jeg kender fra Texas. Vi går mod Cafè 2000 for at nå happy-hour med 8 kroners øl.
21.27 Ved siden af er der mojito-night, men ingen mennesker. Cocktailen er i sandhed billig, saa meget at der ogsaa er sparet paa sukkeret, hvilket nok kan forklare manglen på mennesker..
22.23 Cubansk salsa på La Esquina. Hele stedet danser, og det er svært at stå stille...
??.?? Buenos Noches!
- comments
KIRSTEN bOESEN Hej Søren Hjertelig til lykke med fødselsdagen Det glæder os at du for oplevet så mange spændende ting - og har det godt Vi glæder os til at høre om de når du engang kommer hjem igen. Du må have det rigtigt odt og god fødselsdag Hej fra Kirsten og Niels-Erik