7. Juli.
I dag blev det endelig tid til at sove læææænge. Vi skulle først checke ud kl 11, så indtil da skulle hotellets bløde senge bare nydes, hvilket så betød at det til sidst så måtte gå stærkt med at få krøllet alt vores gods sammen i backpacken. Vi besluttede at dalle en sidste gang rundt i hanoi og vi endte naturligvis med at hænge ud på vores stam cafe, som virkelig bare laver fortrinlig kaffe og varm chokolade med en sød smag af hjem. Det skal næsten lige nævnes at vi faktisk bruger en del tid på at fantasere om dansk mad og især danske jordbær, så gem lige nogle til os!! Resten af eftermiddagen brugte vi på at hænge i hotellets lobby indtil vi blev hentet og kørt til lufthavnen. Det er nemlig i dag vi flyver videre til laos. Det var en fin lille flyvetur på omkring en time, men det forhindrede ikke det venlig personale i at servere aftensmad for os, det var en glædelig overraskelse. Det var dog stadig flymad, men vi er gode til at dele, Anette var vild med melonen, freja med skinkerullebrødet (mmm?) og Ellen kagen, så vores favorit tog vi lige gange tre.

Vi landede i byen Luang Probang, en eftersigende helt ny lufthavn, det var dog ikke lige til at se, bortset måske lige fra det fine lysende og blinkende skilt der bød os velkommen. Der var dog et andet skilt som fangede vores interesse i lidt større grad. Der hang et skilt i velkomsthallen med at man ikke må komme anstigende i, som mand, bar overkrop og, som kvinde, i bikinitop, det synes vi var yderst morsomt for det er jo ellers altid det outfit man har lyst til at rejse i, så det er altid rart med et skilt til at understrege, at det skal man ikke. Som noget nyt på vores rejse skal man i Laos købe billet til en taxa. Egentlig en ret god ide efter at have oplevet hvor meget snyderi der er med taxasystemet i resten af Sydøstasien.
Vi købte en billet og tog turen mod et billigt guesthouse vi havde spottet i lonely planet. Og ja det var billigt, men med god grund. Vi synes selv vi snart er godt bevandret indenfor hoteller og guesthouses og indtil nu har vi ikke set noget lignende før. Det var et stort skævt træhus, med storhullede myggenet for vinduerne, betonklodser i forklædelse som senge, og værelset var uden reelle vægge, men nærmere tynde plader i træ-flet der gynger let når man prikker til det. Vi kiggede på hinanden og sagde "det er billigt", og lukkede øjnene og prøvede ihærdigt at drømme os til et hyggeligt værelse med blød senge.