Dag 21. Tirsdag d. 25/1-2011
Den næstsidste hele dag sammen med højskolegruppen. Dagen skulle bruges på klippevægsklatring, ikke lige det jeg mest havde lyst til da jeg vågnede. Jeg stod op kl. 07.45 da vækkeuret ringede, eller den blev nok 008.00, da jeg lige snoozede den lidt. Peter og jeg havde besluttet at vi ikke ville have havregrød når vi skulle rejse, med mindre vi var på farten, da det er nemt at lave fordi vand stort set altid er til rådighed. Men denne morgen skulle jeg altså trækkes med havregrød igen.
Minibussen der skulle køre os de 5 min. ud til stedet hvor vi skulle klatre, kørte med os i kl. 09.40. Jeeg troede det var en kæmpe stenklatre væg vi skulleud på. Jeg blev dog en smule skuffet, da det gik op for mig at vi ikke kunne klatre mere en 8 m ca. opad. Klatreseler var der ikke nok af til alle, så kun 10 ad gangen kunne være henne ved muren ad gangen, jeg meldte mig til at vente. Jeg havde egenligt ikke helt vildt meget lyst til at klatre, da jeg har prøvet det før. Den ene gang jeg har prøvet det sagde det mig ikke så meget, tror jeg er lidt mere aktion præget. Tiden gik med at skrive lidt blog, da jeg var/er lidt bagude med at skrive. halvanden time efter ankomst, blev der en sele fri. Jeg tænkte jeg kunne lige så godt prøve, og jeg fik spændt mig i en sele. Der var 4 forskellige ruter sat op ad væggen, jeg hvade valgt den sværeste rute uden helt at vide. Et forsøg skulle der dog til, men efter 10 min. og jeg ikke var kommet mere end 2 m over jorden, besluttede jeg at klatring ikke var noget for mig. Jeg satte mig igen hen og skrev lidt blog, og hyggede med en bog. 3 timer senere, og en frkost tog vi hjemad igen. Peter var helt oppe og køre, da han mente at hanhavde fundet sit kald i livet......Nemlig klatring, det havde virkeligt været noget for ham. Peter var dog lidt slukøret, da det gik op for ham at jeg ikke havde det på samme måde. Han havde håbet vi kunne gøre det sammen noget mere, når vi kom op til New Zealands nordø. Jeg har dog lovet ham at jeg gerne vil klatre på en kunstig væg et sted, da jeg tror det er noget andet? Han har så lovet mig at vi skal ud og mountainbike nord på! Så alle er glade.
Fordi det var den sidste aften vi alle var samlet, ville skolen give aftensmad på en nærtliggende restaurant "The lone star" som var et comboy inspireret spisested. Jeg skulle have mig en omgang lammebens ret, som der bestod af lam, kartoffelmos, en lækker kraftig sauce med lidt salat til, så en rigtig herre ret! Navnet på retten var "Shank Williams" hehe. Jeg fik en super god "apple pie" til dessert, med vanillieis til. Der skulle slåes mave efter det store måltid, så alle sad og snakkede og hyggede en 3 kvarter after vi havde spist færdig.
Da det var den sidste aften, besluttede vi at tage ud og drikke en aftens øl. Den pup vi valgte lå lige ved siden af restauranten kaldet "Harry's". Det var et mega hyggeligt sted med poolborde, og en pejs med levende ild. Stedet var meget loungey vil jeg sige. Peter og jeg spillede pool med at par kammerater (Søren og Jakob) satningen var en øl. Peter og jeg tabte de 2 gange vi spillede, så det blev lidt af en dyr omgang. kl. 00.45 gik Peter og jeg hjem for at sove.

Dag 22. Onsdag d. 26/1-2011

Den sidste dag var oprundet, sammen med alle de fra højskolen. morgenmaden var klar kl. 09.00. Der skulle holdes noget evaluering efter morgenmaden, i form af et papir med nogle spørgsmål der skulle besvares, samt snak i små grupper. kl 11.30 var det blevet tid til at sige farvel. Lærene samt de elever der skulle hjem havde et fly de skulle nå, så der blev hurtigt sagt farvel og på gensyn.
Der var pludseligt blevet så stille, gruppen var blevet meget mindre. Stemningen var sådan lidt rastløs, måske havde det noget at gøre med at det også regnede? De fleste brugte formiddagen på at læse, være på internettet eller blogge som mig. Peter og jeg havde snakket om at vi gerne ville bungyjumpe der torsdag, da vejret skulle blive godt ifølge internettet. Der var flere der hørte havd vi snakkede om, og før vi vidste af det havde var vi en gruppe på 5 som der gik ned og bestilte bungyjump. Det var super nemt at bestille sådanne nogle adventur ting, vi skulle bar loge ned i receptionen ved campingpladsen, her købte man det hele og fik at vide hvor manskulle møde op. Generalt så er det super gode til sådanne ting hernede, det er bare super nemt! Mit hjerte bankede allerede efter vi havde bestilt, men nu var det købt og betalt (1200 kr) så nu var der ingen vej tilbage. Butikken hvor vi havde bestilt hoppet hed "AJ Hackett Bungy New Zealand". Vi skulle hoppe fr aet pungt der hed "Nevis Point" og faldet var på 134 m, som der er det højeste i hele New Zealand, og Austalien. Jeg havde grund til at være nervøs, da jeg ikke engang tør at prøve det gyldne tårn i tivoli:S
Aftensmaden lavede ikke sig selv, så Mette, Nine og jeg gik i køkkenet for at se hvad lærene havde efterladt. Der var en dåse-laks og nogle ris, så belutningen faldt på ris med grønsager i en tomat fløde sovs, med dåse-laks stegt på panden. Det var ikke helt så lækkert som vi havde forestillet os.......Dåse-laksen var ikke noget hit, hvilket resulterede i at Peter blev lidt grumpy, for han var sulten og kunne ikke lide laksen, men så må han jo bare lave mad selv næste gang, hvis han vil brokke sig. Grønsagerne var til gengæld ret go'e, og alle blev mætte til sidst!
Hen på aftenen, da opvasken var blevet taget, gik Peter, Nine, Mette og jeg ned for at få en is. Den Is forretning som vi skulle have is fra skulle være god, havde vi fået fortalt. Isen var sog som lovet. Jeg fik 2 STORE kugler med "vanilla cookie" og "Bananasplit" i vaffel, super lækkert!
Jeg sad på intenettet, og skrev lidt blog indtil jeg skulle sove. Det skulle dog blive en nat med mange opvågninger, nok fordi jeg var ret nervøs for morgendagens bungyjump.

Dag 23. Torsdag d. 27/1-2011

Den første dag hvor der vi skulle være "alene" skulle Peter, Mette og jeg op kl.08.30, fordi vi skulle være nede ved AJ hackett kl. 09.30 kl til at tage afsted mod 134 m bungyjump. Jeg stod på og gik i bad, og fik mig en barbering. Da jeg kom tilbage til teltet sov Peter stadig, han er ikke så god til at komme op om morgenen som jeg. En lille taske blev pakket med nogle småsager, og Jeg gik sammen med Peter ned for at spise lidt morgenmad.
Alle gik og småjokede på vej ned til mødestedet, om hvad der kunne gå galt. Humor er jo en måde at skuppe frygten lidt væk.
Butikken som der også var mødestedet hvor vi skulle samles op, var at stort sted med en tilhørende butik. Her kunne løbes tøj, jade sten og andre tourist ting. Det første der skulle ske var at vi skulle vejes, og skrive under på nogle papirer. Vi skulle skrive under på at AJ hacket ikke havde noget ansvar hvis der skete noget, at vi gjorde det af egen frie vilje. Der stod også , og hvis der i den usandsynlige situation skulle ske noget, var de en flok traumelæger til rådighed! Der blev skrevet med sprittush på min højre hånd hvilken nr. jeg havde, jeg havde #17. og vi blev vejet, alt blev skrevet på at stykke papir. Derpå blev vi alle 5 læsset i en bus der skulle køre os til "Nevis Point" Turen tog 40 min. tiden gik meget hurtigt!
Nervøsiteten gippede i mig da jeg stod ud af bussen. På toppen af det bjerg som jeg nu stod, var der en mindre version af den butik som var nede i Queenstown som vi var kørt fra. Det første jeg blev henvist til var toilettet, man skal tisse meget når man er nervøs, eller hvis jeg skulle blive dårlig. jeg blev spændt i en helkrops sele, og blev henvist en boks hvor jeg kunne låse mine ting inde. Man måtte gerne have kamera med, til vores store overraskelse! Så blev vi vejet igen med seletøj på, det blev skrevet på venstre hånd.Vi gik i samlet flok om bag huset hvor der var en svævebane, der skulle køre os ud til den lille boks vi skulle springe fra. Jeg blev ført først hen til boksen og det gjorde de andre ikke, så der var lige et splitsekund hvor jeg troede jeg skulle pringe uden mine venner, men instruktørende sagde at vi blev ført derud i hold, puha!
Springboksen var spændt ud mellem kabler fra 2 bjerge. Ude i boksen var der en rille med glas i bunden så man kunne kigge ned. Der løb en lille flod i bunden af de 2 bjerge som jeg nu var spændt ud imellem. Der var det heavy musik (metallica) så det gjorde at je slappede lidt mere af. 5 min. efter kom de andre 4 kammerater, vi var nu alle samlet. Der var 2 fremmede som der skulle springe før mig, men jeg var den første der skulle springe af os fra højskolen.
Det blev min tur! Pga. musikken var jeg egntligt ikke så nervøs som man skulle tro. Jeg blev sat i en stol hvor jeg fik at vide hvad jeg skulle gøre, for at komme op i siddende stilling når hoppet var færdig. Jeg skulle skulle hive i en snor ved mine fødder, derefter ville jeg blive hejst op i boksen igen. Det var også vigtigt at jeg hoppede væk fra boksen, og tog armene ud til siden.
Jeg var ikke så nervøs indtil at jeg fik klikket bungysnoren fast til mine fødder, og jeg skulle rejse mig op. Boksen er åben i den side min skal springe, og der er så en lille platform man skal stille sig ud på, den var ca. 50x50 cm. Her blev jeg rigtigt bange da jeg skulle trippe mig ved ud på denne lille platform. Jeg stod med fødderne helt ud til kanten, og han smed så bungysnoren ud til sidst, der gav et lille ryk i kroppen, ik sjovt! Han Spurgte "are you ready" Jeg svarede "no!" Han talte ned 5-4-3-2-1, og jeg sprang ud. Vinden susede forbi mine øre, og det kildede helt ubeskriveligt i min mave. Jeg kunne ikke åbne øjnende de første 100 m. ca. Men det gjorde det ikke mindre vildt! Jeg åbnede øjnende og jeg hang mad hovedet nedad, på vej ned mod floden, i næste øjeblik var jeg på vej op igen. Jeg trak snoren ved mine fødder og jeg kom op i siddende stilling, mens jeg stadig hoppede op og ned. her faldt de første jubelskrig over mine læber, dt er den fedeste følelse jeg nogensinde har haft, mens jeg blev hevet op. Jeg nød udsigte mens jeg blev hevet op igen, som også var noget for sig!
Oppe i boksen igen var jeg helt iouforisk (tror ikke det er stavet rigtigt?) Jeg prøvede at beskrive det for de andre, men jeg kunne ikke sige andet end at det var det fedeste, det var bare skridet der er det værste! Jeg rystede over hele kroppen, men specielt mine fingre kunne jeg ikke styre, Jeg rystede nok en 10 min. efter. Der blev taget rigtigt mange billeder af de andre som der var lige så ioforiske som jeg når de kom op. Jeg filmede nogle af de andre også. Fra jeg hoppede til jeg var i boksen igen gik der nok kun 1 min. og 30 sek. Det var mange penge, men det hele værd!
15 min. senere var vi alle på vej tilbage til butikken ved "Nevis Point". Der var blevet taget billeder, og optaget film af os hver især sommder kunne købes til overpris. Asger købte en dvd, som den eneste der købte noget. Peter og jeg købte dog et 10 cm stykke af en rigtig bungy snor til minde, det kostede kun 5 NZ $, der ca. er 30 kr.
Bussen fra toppen kørte hver 40 min. Vi nåede lige præcis ikke den bus som kørte da vi var færdige. Apple computere var dog stillet op, så tiden gik med at skrive på facebook, og maile hjem til venner og familie, for at fortælle alle havde det godt.
Bussen kom, og vi kørte tilbage mod Queenstown. Turen føltes dog meget længere på tilbagevejen. Vi var tilbage på campingpladsen kl. 14.00 ca.
Hele dagen gik jeg, og de andre der havde været ude og bungyjumpe, med smil på læben. De andre var meget ivrige for at høre hvordan det havde været. Peter og jeg gik ned i byen og handlede ind til aftensmad. 3 fra Anne, Peter Krüse og Nathali skulle køre mod Wellington imorgen fredag. Peter og jeg tænkte at vi lige så godt kunne køre med dem for hyggens skyld, vi skulle alligevel op til nordøen hvor Wellington ligger, så vi fik købt billetter til kl. 08.05 næste morgen.
Jeg satte mig med computeren, da vi kom hjem og chillede lidt i tvstuen. Peter kom ned til omkring kl. 16.30 oog spurgte om jeg ikke havde lyst til at tage med ham ud og løbe en tur. Det ville jeg gerne, vi løb ud til det sted vi havde klatret et par dage forinden. Peter havde som tidliggere nævt fundet sat kald i form af klatring, så han lokkede mig til at klatre lidt på væggen derude, dog ikke så højt fordi vi ikke havde sele m.m.. Det var rent faktisk okay sjovt, og hårdt! 20 min. klatrede vi vel, inden vi løb tilbage. Løbeturen gik forbi en fodboldbane, her var der nogle mål som vi lige kunne lave nogle pull-ups i. Det blev også til nogle push-ups, og andre øvelser inden vi løb hjem igen, til at varmt bad inden der skulle laves aftensmad mmm.....
Der skulle pakkes tasker til fredag, så efter aftensmaden brugte jeg en times tid sammen med Peter på at pakke tasker. Peter havde en skypedate med Annamay (kæresten) kl. 21. Han satte sig hen for at snakke, så jeg gik ned i byen med de andre for at få en is.
En del af pigerne havde om formiddagen været ude og paraglide. Pigerne havde fået et kort hvor man kunne få en gratis øl, hvis man havde været ude og paraglide. Pigerne var så blevet for trætte til at tage ud og drikke den øl, så jeg tog den for dem sammen med Asger og Peter Krüse. Jeg gik hjem på hoved i seng bagefter, det havde været en super dag med bungyjump m.m. Der havde kostet mig en del energi.

Dag 24 Fredag d. 28/1-2011

Endnu en transport dag ventede forude. Peter og jeg skulle mod Christchurch, og imorgen videre mod Wellington, der var vores start destination, for godt en måned siden! Planen var at vi skulle tage en bus kl. 08.05, derpå imorgen fredag skulle vi tage tog og færge videre mod Wellington. Så det betød at vi skulle have en overnatning i Chistchurch. Peter Krüse, Anne og Nathali skulle også til Wellington, dem skulle vi følges med hele vejen.
Bussen kørte som sagt kl. 08.05, men vi skulle være ved afhentingsstedet kl. 07.45 derfor skulle vi op kl. 06.30. De sidste småager skulle pakkes, samt telt og der skulle spises lidt inden vi skulle afsted. Efter morgenmad var alle samlet, og jeg fik en farvel og på gensyn krammer.
Wellington gruppen gik mod busstationen. Peter smuttede hurtigt i supermarkedet, mens jeg holdt styr på vores bagage. Bussen holdt allerede klar da vi kom, og Peter var hurtigt tilbage, så vi fik læsset bagagen sammen og satte os tilrette inde bussen. Der var masser af plads, derfor tog vi 2 sæder hver, hehe.
Der er ikke så meget at sige om busturen.......Det var en utrolig smuk tur, og det var næsten sådan en sightseeing bus. Bussemanden fortalte om alt vi kom forbi af interresse, område, historie, folkeværd, vinhøst ja rigtigt meget. Jeg hørte dog ikke så meget efter, da jeg hellere ville høre noget musik. Måske lidt dumt, for man kunne sikkert have lært en masse ved at lytte efter? Turen tog 7,5 time. Der var ca. Pause hver halvenden time, lidt til min irritation. Jeg vil hellere bare køre igennem, og være hurtigere fremme.
I Christchurch var der en del trafik, men det var åbenbart fordi der var "Para Olympics" i byen denne uge, så der var gang i den. kl. 16.37 stod vi med vores bagage klar til at finde et hostel. Vi var blevet sat af inde i centrum ved "Cathedral Square" hvor der ligge en smuk kathedral, sjovy nok. Tourist informationen var ikke svær at finde, og vi fik spurgt hvor der var et hostel vi kunne sove på. Stedet skulle gerne ligge i nogenlunde gåafstand til togstationen, fordi toget kørte kl.07.00 næste morgen. Det er ikke længe siden at der var jordskælv i Christchurch, så de 3 største hostels i byen var lukket. Kvinden bag disken fandt dog et sted der hed "The Jail House" det havde været et fængsel engang nemlig. Prisen for at sove på hostel var dog lidt høj, 29 $ som ca. en 120 kr. Men der var ikke rigtigt andre muligheder, vi blev udtyret med et kort og kom der udad, efter noget kort tolkning. Selvom vi havde kortet blev vi nød til at stoppe for at doubel checke kortet engang imellem. Lige præcis en sådan gang, hvor vi stod lidt forvirret og ikke helt kunne finde ud af hvor vi skulle hen, kommer den en mand han imod os os spørger om han kan hjælpe. Han havde hestehale og hed Brayndon, og tilbød os at vi kunne komme med ham hen til et "hostel" som han havde fået op og stå i forbindelse med jordskælvet. Det ville kun koste os 25 $, og han ville køre os til stationen næste morgen tidligt, da hans hostel lå 20 min. gang væk. Mine alarmklokker begyndte straks at ringe, hvorfor skulle han bare komme og tilbyde os det sådan midt på gaden? Han virkede nu tilforladelig nok. Der var også en ung dreng (19 år ca.) som der sagde det var mega chill'er sted, og utroligt hyggeligt. Kan ikke huske hvad han hed, men han var fra Østrig. Brayndon var en meget snaksalig fyr, vi fik ham dog stoppet i hans salgtale, for lige at holde 30 sec. gruppemøde. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og blev enige om at tage med nu når vi var sådan en stor gruppe. Han Havde en bil som han kunne køre vores bagage i, sammen med 3 af os. Pigerne (Anne og Nathali) Gik sammen med østrigeren, og Peter & Peter tog bilen sammen med mig.
Det tog ikke mere end 5 min. at køre ud til, hvad der viste sig at være at privat hus. Bilen parkerede omme bag huset, hvor Brayndon viste os hen til en garage, der var indrettet med køjesenge, af forskellige typer. Der var endda dyne og hovedpude, hvilket var ret optur efter at have sovet godt en måned på et liggeunderlag.
Henne i hjørnet sad der en gut som jeg ikke helt kunne høre hvad sagde, da han gav mig hans navn........Vi kaldte ham "Rancor" i gruppen, for det lød sådan når han sagde det? Han var sådan en surfer type med skylderlangt hår, solbrændt og sad og spillede guitar. Der var nok en 20 mennesker på hostellet, som der bestod af denne her guts (Brayndon) 2 huse, der lå vedsiden af hinanden. Han Boede selv i et blikskur, så han kunne have plads til så mange som muligt i de 2 huse. Følelsen af stedet var som et boffælleskab hjemme i Danmark, bare med backpackere der hele tiden kom og gik, man tog bare øl hvis man lystede, og delte den mad der var.
Der blev handlet ind til aftensmad, Peter Kolt var blevet tilbage sammen med Nathali. Det var ikke sådan et sted vi ville forlade alle vores værdigenstande, nu når vi lige var landet der.
Peter og jeg købte nogle lammekoteletter, som vi ville lave med ris og ketchup, der var en grill som man bare kunne bruge. Peter Krüse og Anne købte ind til røde bøffer med salat. Til fælles deling købte vi 2 brød og en liter mælk til morgenmaden næste dag, som vi kunne spise med havregryn.
Lammekødet var super godt, og jeg var godt mæt efter maden. Der bev sat en film på ude i garagen, der var fuldt møbleret. Der var borde og stole, vask med vand, køleskab, strøm og der var endog trådløs internet alt inc. i prisen. Han spurgte om vi evt. havde lyst til at betale 2 $ pr. mand (10 kr.) for benzin til bilen, men vi ikke behøvede hvis vi ikke ville. Det havde vi dog ikke noget imod, han var en ganske fin fyr egentligt. Måske røg han dog lidt for meget hash, han virkede som typen syntes jeg, hehe! Jeg gik i seng efter filmen med tanken om hvor flippet det var at vi var gået med en fremmede mand, at jeg var endt i hans garagehostel. Verden er sku et sjovt sted.

Dag 25 Lørdag d. 29/1-2011

Togturen vi skulle køre denne skyfrie lørdag (indtil videre) skulle være en af de smukkeste togture i verden!
Kl. var kun 05.30, jeg havde dog brug for mere søvn end mit vækkeur ville lade mig få:S Jeg hoppede ud af sengen, og havde sovet rigtig godt i en rigtig seng med hovedpude samt dyne! Morgenmad skulle vi have fundet frem så vi kunne få noget i maven til dagens længe tur, helt til Wellington.
Gruppen havde aftalt med Brayndon, at han skulle køre os til stationen kl 06.20. Jeg bankede på indtil hans skur kl. 06.00 som vi havde aftalt. Taskerne blev pakket i bilen, Brayndon skulle dog lige snakke færdig inden vi kørte. Anne er en meget punktlig pige, så Brayndon's snak gjorde hende lidt nervøs, over om vi nu nåede toget kl.07.00.
Taskerne skulle checkes ind ved togstationen. Det er et super smart system de har, når man køre tog, nærmest som at checke ind i en lufthavn. Efter check-in skulle der ikke tænkes mere på tasker, for de blev automatisk overført til færgen fra Picton-Wellington.
Togturen var virkeligt super smuk! Turen gik op langs østkysten, med udstragte vigder af hedelignende landskab, så bjerge og ud til vandet igen. Vejret var med os, det skulle blive en smuk skyfri dag, indtil Picton hvor der blev lidt overskyet. På nordøen havde der gået rygter om det måske skulle regne, øv!
Færgen skulle vi bruge 3.5 timer på. Peter og jeg fandt sammen med de andre (Peter krüse, Anne og Nathali) et sted vi kunne side i nogle bløde stole. De 3 andre fandt deres medbragte frokost frem, kedeligt franskbrød med pålæg. Peter og jeg ville dog have lidt varmt, så vi gik i kantinen. Jeg fik "indie curry" Peter, fiskefilet med pommes frites samt en dejligt kølende sodavand, super lækkert.
Mad varm med i maven, satte vi os ned i færgens pup. Peter hørte musik, jeg fik mig en "latte" til noget boksning. Bartenderen havde kigget lidt mærkeligt på mig, da jeg var gået op og bestilt en "latte" i en pup. Han var nok ikke vandt til at grandvoksne mænd kommer hen i baren, for at bestille kaffe, når der nu sælges øl sådan et sted?
Wellington var stedet hvor Peter og jeg skulle skildes fra de andre 3. Det blev ikke til den store farvel seance......Et hurtigt kram, og et vi ses. I Samme nu, begyndte det at regne. Tror både Peter og jeg begge fik den følelse af, hvad skal der nu ske? Nu var vi virkeligt alene. Beslutningen skulle tages hvor vi skulle hen og sove? Valget faldt på "Wellington top 10 holliday park" Samme sted som vi havde sovet, den første nat i New Zealand. Transporteres derhen skulle vi dog. Valget faldt på en taxi, det kunne sikkert være gjort billigere. Det regnede og det har med at sætte sig på humøret nogle gange. Det var en snakkende Inder der kørte os ud til campingpladsen. Der skulle lyttes efter for at følge med, når han snakkede, og grinede samtidigt!
Teltet kom på benende, dog var det vådt. Peter tørrede inderkabinen af med en klud, som jeg havde. Maven rumlede, derfor smuttede jeg hen i informationen og fik et kort til det nærmeste sted der kunne købes mad.
Kiosken båd ikke på meget, men da det var lørdag og var den eneste shop der var åben, kunne man ikke brokke sig. Michilin måltidet bestod af bacon, tomat sauce, baked bean og ris. Mælk ble vogså købt til morgendagens måltid. Hjemturen fra kiosken, gik der planlægning i. En bil blev vi hurtigt enige om at vi ville at se om vi kunne leje, til en billig penge.
Internettet var en stor hjælp til at kigge om vi kunne finde noget godt. Først (inden der gik for meget internet i den) skulle vi lave lidt med.
Ved siden af hvor os, ved det bor vi spiste, sad et ægtepar. Kort havde vi fået i receptionen, som vi sad og studere. Damen ved vores side, spurgte om vi skulle ud og vandre? Jeg havde hovedet helt nede ved skærmen for for at kigge på informationer omkring vandreture i "Tongariro National Park". Det havde vi planer om at vi ville, sagde jeg. Samtalen blev til en halv times snak omkring deres og vores ture. De havde gået Tongariro, og gav os en masse gode fif/ideer. Damen var bare så cool at snakke med, og utroligt hjælpsom omkring byer hun ikke syntes var de bedste på nordøen pga. kriminalitet m.m. Parret var forresten fra England, og havde boet i New Zealand de sidste 4 år. De sidste timer i om aftenen gik med at planlægge, kigge på kort og finde iformation. kl 23 ca. gik vi i seng, med massere af planer til morgendagen. En ting var helt sikkert vi ville leje en bil.

Dag 26 Søndag d. 30/1-2011

En dejlig skyfri himmel vågnede jeg til, dog lidt blæssende. Morgenmaden stod på dejlig frisk mælk med havregryn mmm....
Dagen skulle bruges på at planlægge vores 4 dages tur i "Tongariro" parken. En bil var første punkt på listen. Vækkeuret havde derfor ringet kl. 07.30, så vi kunne komme hen til en nærtliggende biludlejning. Prisen for en bil var 35 $ pr. dag (150 kr ca.) der var andre muligheder der skulle undersøges inden vi besluttede os. Jeg ringeder derfor til den lookale turist information. Kvinden i den anden ende af røret fortalte mig hun ville undersøge de muligheder der var i området, og vende tilbage til mig. En time senere fik jeg et opkald. Det var kvinden fra info. centeret, hun kunne fortælle mig at det sted Peter og jeg havde kigget på der om morgenen var den billigste mulighed. Et lille smut over til biludlejningen, og en halv time senere, havde vi en aftale om at vi ville leje en bil kl. 10 næste morgen (high five!)
Næste punkt på listen var at forhøre mig om nogle småting omkring selve turen i parken. Igen måtte jeg tage knoglen og ringe til D.o.C. (Departement of Conservation) centeret. Jeg fik forhørt mig om hvordam man lejer hytter til turen, sværhedsgrad, vejrforhold og andre småting.
kl. 12.00 havde vi ret godt styr på de store detaljer til turen. Det var som sagt godt vejr, og der skulle købes ind. Turen tog ca. en halv time hver vej. Peter og jeg gik op og handlede ind til frokost til mandag, og aftensmad til om aftenen. Der gik lidt sport i at se hvor billigt vi kunne lave aftensmad. Der endte på 15 kr. pr. mand.
Tilbage på campingpladsen sad vi og nørdede lidt internet, kiggede lidt videre på planlægning af tur, og ellers bare hyggesnakkede. Et taletids kort havde jeg købt i informationen, ved campingpladsen. Jeg prøvede først at ringe til Marie, der desværre ikke tog sin telefon.......Derpå prøvede jeg Ida, hun tog telefonen. Det var super dejligt at høre en velkendt stemme hjemme fra, og bare snakke lidt om løst og fast.
Der blev rester til overs fra aftensmaden. Peter kom med den ide at gemme resterne i vores madsæt, og spise det til frokost mandag, koldt. Bare for at spare lidt penge, så behøvede vi ikke at tage hul på frokosten der mandag.
Kl. 22.30 hoppede vi i seng. Selvom jeg ikke rigtigt havde følelsen af at have lavet noget den dag, så var jeg mega træt! Måske fordi jeg havde brugt så meget energi på at planlægge, og ringe rundt til div. info. centre. Måske også fordi jeg endeligt havde fået vished om hvad der skulle ske den næste uges tid.