Profile
Blog
Photos
Videos
I bussen fra Puerte Iguazu og til Buenos Aires blev vi virkelig forkælet. Vi startede med at få småkager og the/kaffe. Efter nogle timer fik vi aftensmad, og for en gang skyld var der meget mad. Så fik vi endnu en omgang småkager. Den følgende morgen fik vi virkelig god morgenmad - crossianter, kiks og kage med creme. MUMS. Hen mod middag blev der serveret champagne til de som havde lyst - vi følte os helt som konger og dronninger!
Vi ankom til Buenos Aires omkring middag, og tog en taxa direkte ud til et hostel. Vi ville desværre ikke få så meget tid i BA, selvom vi kunne have brugt oceaner af tid der. Det er sådan en utrolig spændende by. Jeg er hel vild med den.
Vi gik en tur rundt i byen og så på lidt forskellige ting. De har blandt andet verdens bredeste vej, der var 14 eller 16 spor - det er altså pænt mange ! Jeg så en hel del histrorisle bygninger, men kan som sædvanlig ikke huske navnene på dem. Har bestemt mig for, at jeg ikke engang gider at gøre mig umage for at huske dem, for jeg ved, at jeg glemmer det. Jeg interesserer mig for bygningerne, arkitekturen og historien, men det hænger bare ikke ved. Uanset hvor hårdt jeg prøver, kan jeg bare ikke huske det. Jeg kan sagtens fortællle jer hvordan bygningerne ser ud og hvad de bruges til, men navnene og historierne bag - naaah! Jeg var dog et smut forbi pladsen hvor de protesterer - nogen som kan huske navnet? Og rent faktisk så jeg nogle mødre lave protester sammen med deres børn. Jeg synes det er lidt grumt, sådan at slæbe sine børn med til protester, og få dem til at spille og råbe - ej. Det bryder jeg mig ikke om!
Jeg ledte også efter et posthus, men der var så utrolig lang kø, at vi ikke orkede det. I jagten efter en bank kom vi et andet sted hen end egentlig planlagt. Da vi så stod ved fodgængeroverfeltet vendte en kvinde sig om og sagde hej. Det var en af pigerne fra Loki i Salta. Det er bare så underligt når disse ting sker. Tænk lige over hvor stor BA er. Den er kæmpe. Hvad er chancen for, at vi står på den samme gade og på samme tidspunkt?? Ikke spor stor!
Vi gik alle tre hen på en bar for at få øl og drinks. Daniel og jeg måtte dog forlade hende, da vi skulle tilbage for at gøre os klar til Tango aften!
Tangoaftenen gik ud på, at vi fik en tre-retters menu, fri vin og drikkelse, en tangolektion og til sidst et show. Det var en skide god aften. Vi sad til bords med tre guttere fra New Zealand og en dreng og en pige fra Australien. Vi havde det så morsomt. Maden var lækker, vinen smagte elendigt men var gratis. Bodil var selvfølgelig også med til festlighederne. Tango lektionen var også super fed. Til sidst i "timen" blev tre drenge valgt ud - de skulle vælge en pige og så skulle de vise hvad de havde lært. Den australske dreng, Mitch, blev valgt. Og til min store fortrydelse valgte han mig. Jeg synes bestemt ikke at det var morsomt - slet ikke fordi vi var de sidste, og læreren sagde, at han altid gemte de bedste til sidst, så vi skulle ikke f***e det op.Haha.. Vi klarede det vidst meget fint. Vi gik alle tilbage til vores bord og fik noget mere vin. Jeg gik et smut på toilettet, og da jeg kom tilbage, var Bodil badet i rødvin! Jeg har ellers haft en alvors snak med hende om, at hun ikke skal drikke så meget! Haha. Jeg puttede hende ned i min taske for at sove rusen ud(hvilket jeg fortrød noget så grusomt den følgende dag)
Al lys blev dæmpet, og så gik Tangoshowet ellers i gang. Det er vildt fascinerende som de kan danse! Jeg bliver vildt draget af det. ! Det er så fedt!
Til sidst i showt hev vores "tangolærer" mig op for at danse med ham - jeg tror måske, at jeg rødmede, blev så flov, og samtidig var det jo vildt sjovt. Skørt.
Vi endte aftenen med at gå i byen. Så man må så sandelig sige, at det var en god aften. Og det var ihvertfald ikke nemt at komme op den følgende morgen.
Da jeg åbende min rygsæk blev jeg ramt af en fæl alkohollugt. Man må så sandelig sige, at Bodil havde fået sovet rusen ud i min rygsæk. Fy forn!
Endnu et eventyr sluttede, og det var tid til afsked med Argentina. Visittet i Argentina og specielt i Buenos Aires var bestemt ikke langt nok.
Jeg bliver nødt til at tage tilbage - helt sikkert. Jeg skal tilbage. !
Masser af tanker og varme solskins-knus til jer hjemme i kolde DK
Didde
- comments