Profile
Blog
Photos
Videos
Hej allesammen :-)
Da vi forlader New Zealand i dag, tænkte vi, at vi lige ville lave et blogindlæg om New Zealands Nordø, inden vi om få timer flyver mod Australien.
Søndag d. 23/2 ankom vi til hovedstaden Wellington omkring kl. 12.00. Det var imponerende at opleve stemningen, bygningerne og livet i byen. Byen var rigtig charmerende på grund af parkerne, bjergene og vandet omkring. Vi brugte knap tre dage i Wellington, hvor vi så parlamentsbygningerne, den gamle og nye cathedral, botanisk have og deres super lækre havnepromenade - her var der massere af liv og cafeer, hvor man kunne slænge sig i sækkestole. Herudover var vi inde på New Zealands nationalmuseum, Te Papa. Te Papa var til vores store overraskelse gratis, og så var det faktisk en sand fornøjelse!
Vi havde en lidt sjov episode, da vi med nød og næppe slap for en parkeringsbøde. Rikke spurtede tilbage til bilen, og parkeringsvagterne stod og beundrede bilen på sekundet - de morede sig rigtigt over situationen ;-)
Herefter gik turen tirsdag mod Taupo. Det var en lang tur på 6 timer. Da vi nærmede os Taupo blev turen virkelig flot, da vi kunne se Taupo Lake, som er New Zealands største sø. Vi valgte at holde ind ved et udkigspunkt til søen og lave aftensmad, som ikke blev dårligere af at vejret var kanon. Vi fandt en gratis Camp med beliggenhed ved en flod - så lækkert!
Onsdag brugte vi på at se Taupo by og dets seværdigheder. Vi var ude og se Huka falls, som var noget af en oplevelse. Det var ikke et særligt højt vandfald, men hvert sekund buldrede der 220.000 liter vand gennem kløften, hvilket gjorde det unikt!
Vi brugte herefter to dage i Rotorua. I Rotorua var vi ude og se det termiske wonderland i Wai-o-tapu parken. Det var en vildt fascinerende oplevelse, da det er noget naturen selv har skabt. Her så vi bl.a. boblende og dampene mudderpøle i alverdens farver, som havde en temperatur på
100 grader. Herudover så vi Lady knox-gejseren gå i udbryd, da en mand smed noget pulverlignende ned i den. Det udløste en sprudlende væske, som nåede 20 meter op i luften.
Rotorua satte vores lugtesanser på lidt af en prøve, da hele byen stinker af rådne æg. Det er uforståeligt for os, hvordan befolkningen kan holde stanken ud!
Samme aften havde vi bestilt en tur til Tamaki Maori Village, for at se og
lære mere om deres kultur. Louise fandt en beskrivelse af deres
"virksomhed" på dansk - det oplever vi yderst sjældent, så det var meget sjovt! Da vi ankom til landsbyen skulle vi se en åbningscermoni, hvor det ikke var tilladt at grine, hvilket var ret svært når de dansede sjovt, havde underlige tatoveringer og lavede mærkelige ansigter og rækkede tunge. Efter åbningscermonien måtte vi komme ind i selve landsbyen og her så vi, hvordan kvinderne og mændenes opgaver var fordelt, hvordan en skolegang kunne se ud og hvordan de holdt sig beskæftiget med spil, kampsport og sang. Vores tænder løb senere i vand, da vores delikate ris, nudler og pasta blev skiftet ud med en kæmpe buffet, hvor kartoflerne, gulerødderne og kødet havde stegt i 4 timer under jorden -
endelig fik vi kød ;-). Turen var en god og sjov oplevelse, men vi er dog sikre på at de ikke lever helt så primitivt i dag...
Efter et par gode dage i Rotorua satte vi kurs mod Waitomo. Her fik vi en overnatning på en Camp site ved YHA, hvor vi udnyttede deres faciliteter, vaskede op og fik vasket tøj. I Waitomo havde vi afsat halvanden dag. Den første dag brugte vi på at se områdets seværdigheder. Vi kørte 30 km. udenfor Waitomo, hvor der faktisk var tre seværdigheder lige efter hinanden. Vi oplevede dem alle, og kom derved til at se Marokopa vandfaldet, Piripiri kalkstensgrotten og Mangapohue natural bridge. Det var en fantastisk natur og et flot terræn, som vi mødte, der bl.a. bød på bjerge, frodige natur og en flod.
I Waitomo havde vi forud bestemt at vi ville se deres populære kalkstensgrotter med glow worms (sankthans orme). Vi valgte derfor at tage en tur på tre timer til Ruakuri grotten lørdag morgen. Her skulle vi på en tur der hed "Black Labyrinth", hvor vi iført våddragter, støvler, hjelm og pandelygter, samt gummiringe klatrede, padlede og gik igennem grotten. Undervejs skulle vi forbi to vandfald, som vi måtte springe ud over med vores gummieringe - virkelig sjovt. Det var et fantastisk syn, som vi mødte inde i grotten, når de mange glow worms lyste det øverste af grotten op. Turen var en kæmpe succes og guiderne var super gode.
Da vi havde været på Black Labyrinth turen fortsatte vi imod Pahia. Turen skulle egentlig tage ca. 6 timer, men den blev pludselig meget længere da vi blev omdirigeret på grund af et færdselsuheld. Det betyder meget her på New Zealand, da der ikke er forfærdelige mange veje, og vi derfor skulle ud på en masse små grusveje.
For en undgå at betale for en overnatning, mere slog vi lejr 17 km. før Pahia på en gratis Camp site.
Søndag morgen ankom vi så til Pahia. Her gik vi straks til informationen og bookede ture. Vi bookede en sejltur til den gamle hovedstad Russell og til hole-in-the rock samme dag. Herudover bestilte vi en bustur til Cape Reinga og 90 Mile Beach om mandagen. Vi tog færgen til Russell, hvor vi havde afsat 3 timer. Det var en lille og hyggelig by, men den havde ikke så meget at byde på. Herefter blev vi samlet op og blev sejlet til hole-in-the rock. Det var en 3 timers tur, hvor vi fik set mange pingviner, kæmpe delfiner, en masse flot natur og hole-in-the rock var et fantastisk flot syn! (En kæmpe klippe langt ude på havet med et stort hul i)
Dagen efter skulle vi så på den bestilte dagstur. Her stod vi tidligt op, da der var en forholdsvis lang bustur ud til Cape Reinga. Undervejs havde vi nogen stop, hvor vi så de berømte kauri træer og fik frokost ved en strand. Vi endte på spidsen af New Zealand , hvor vi gik ned til et meget populært fyrtårn og hvor man kunne se det Tasmanske hav og Stillehavet mødes - flot syn!
Vi tog herefter videre mod 90 Mile Beach, hvor vi på vejen holdte ind ved sand dynger, hvor de højeste ca var 150 meter høje. Her prøvede vi at sandboarde. Det var en virkelig sjov oplevelse! Det var dog lidt af en kamp at kæmpe sig op af de høje klitter, men det glemte vi hurtigt da vi susede ned af dem igen. Da vi havde fået sand over det hele, kørte vi ned af 90 Mile Beach. Det var fedt at køre på stranden, hvor vandet sprøjtede op på ruderne. Resten af dagen var desværre ikke så god, da vores gas-blush slap op igen.. Efter mange forsøg i diverse butikker gav vi op og klarede os uden! (Kun få dage tilbage på NZ) Vi satte denne aften kurs mod Auckland, for at få mere tid i byen.
Vi ankom til Auckland tirsdag morgen, og fandt hurtigt ud af, at det var svært at finde rundt og for første gang var det besværligt at have bilen med. Vi købte et to-dags buspas, som kørte rundt ved de største seværdigheder. Her kunne man hoppe af og på hele tiden, hvilket var en rigtig god løsning for os. Vi startede med at tage til Mt. Eden som er en udslukt vulkan. Den er 196 meter høj og fra toppen havde vi en 360 graders udsigt over Auckland by og område. Det var rigtigt flot, og her kunne man tydeligt se Aucklands varemærke, Sky Tower.
Vi tog herefter de to ruter, for at se, hvordan de forskellige ting var placeret i forhold til hinanden og hvilke seværdigheder vi ville bruge tid på. Herefter så vi Aucklands to katedraler, Holy Trinity og St. Mary. Det var to vidt forskellige katedraler, da den ene er fra slutningen af 1800 tallet og den anden fra slutningen af 1900 tallet.
Vi valgte at overnatte på en holiday park, hvor vi nød resten af aftenen og fik alle sandkornene vasket af.
Onsdag morgen kørte vi så ind til Auckland igen. Vi startede med at tage ind til Sky Tower, for at tjekke priser og høre om det var nødvendigt at booke til senere på dagen - det var det ikke. Vi gik herefter rundt i byen og ned langs havnepromenaden. Det blev her tydeligt, hvorfor Auckland kaldes "City of sails" - misundelse er en grim ting, men hold da op nogle store og flotte både! Da det pludseligt begyndte at stå ned i stænger, frygtede vi at vi måtte aflyse vores Sky Tower besøg. Vi tog bussen rundt og det begyndte heldigvis at klare op igen. Så aflysningen blev heldigvis ikke aktuel. Vi stod af bussen ved Auckland teater, hvor vi så, hvordan alt trafik stopper, når der er grønt lys for fodgængerne i et lyskryds. Fodgængerne kan her vælge at krydse diagonalt eller på normal vis - sjovt syn og et herligt New Zealandsk fænomen :-)
Vi så herefter byen til fods, hvor vi endte ved Sky Tower. Sky Tower er 328 meter høj og det er muligt at se Auckland fra alle vinkler i 186 meters højde. Det valgte vi selvfølgelig og det var en dejlig oplevelse. Her kunne man også se når nogen valgte at sky jumpe fra tårnet.
Ellers brugte vi resten af dagen på en internet cafe, hvor vi fik tømt vores kameraer for billeder. Det var en underlig fornemmelse da vi kom på campingpladsen, og skulle til at pakke taskerne og gøre bilen lidt rent.
Efter en måned på New Zealand siger vi nu farvel til den utrolig fascinerende og smukke natur, samt den gæstfrie befolkning. Vi har nu nedlagt omkring 5000 km, delt dobbeltdyne og levet i en bil - så nu er vi parate til endnu flere oplevelser på næste stop - Australien :-)
Mange knus fra Louise og Rikke
- comments