Profile
Blog
Photos
Videos
Hej allesammen :-)
Det er nu på tide, at der kommer endnu et oplæg, da vi allerede har set og oplevet en del af Australien.
Vi ankom til Melboune d. 6 marts, hvor vi havde besluttet at være 3 nætter. I Melbourne boede vi på backpacker hostellet Nomads. Vi fik lidt af et chok da vi ankom og opdagede, at der også var et diskotek på samme adresse - men det var nu meget sjovt, da alle var i god stemning!
Den første dag brugte vi på at se selve byen, som bl.a. bød på en hyggelig havnepromenade, china town og Melbourne art Gallery. Herudover tog vi nogle ture rundt i deres gamle sporvogn, hvor vi fik set en stor del af byen - fantastisk transportmiddel og så var den gratis.
Lørdag havde vi bestilt en dagstur til Philips Island. På turen fik vi set Australiens vilde dyreliv i Mounlit Sanctuary og i Koala Encounter hvor vi bl.a. så søde koala bjørne og fodrede kænguruer. Herudover var vi inde på Churchin Island Heritage Farm, hvor vi fik set hvordan landbruget har været og er i Australien. Da mørket faldt på skulle vi se det, som vi havde glædet os mest til på turen. Vi så dværg-pingvinparaden. Det var en fantastisk oplevelse at se, hvordan pingvinerne skulle tage sig sammen til at komme op på land. Dagsturen var virkelig en succes.
Søndag d. 9 marts var dagen, hvor vi skulle påbegynde vores 11 dages gruppetur fra Melbourne til Alice Springs. Det var noget vi begge havde glædet os enormt meget til -
nu skulle vi prøve en helt anden rejseform.
Vi blev hentet tidligt om morgen af vores chauffør og guide, Ben. Hertil steg 13 andre ombord på bussen. Første dag blev brugt på the Great Ocean Road, hvor vi havde diverse stops ved fantastiske strande og hyggelige havnebyer - virkelig en flot rute. Ellers brugte vi tid ved de 12 apostle, som vi både så i dagslys og ved solnedgang - fantastiske flotte klippeformationer i klar blåt hav. Vi overnattede i Port Campbell, hvor vi spiste og hyggede os på en bar.
Mandag kørte vi det sidste stykke af the Great Ocean Road og herefter satte vi kurs mod den centrale del af Australien - farvel til den flotte udsigt ud over vandet :-(. Vi stoppede bl.a. op ved et vulkan-krater og fik frokost. Her mødte vi igen det vilde dyreliv, da en emo ville spise vores mad. Vi stødte også kendskab med Aboriginerenes kultur, da vi skulle besøge et center, hvor vi så en film og fik lov til at udfolde vores kreative evner på en boomerang. Resten af dagen opholdte vi os på den nye overnatningsdestination. Det var et virkeligt lækkert sted med pool og fritgående kænguruer, hvor vi hyggede os og fik serveret grill-mad til aftensmad.
Tirsdag stod vi forholdsvis tidligt op, da vi skulle på en længere gåtur op til et punkt der hedder Pinnacle. Det var en lidt hård tur, som dog var anstrengelserne værd, da man så den flotte udsigt på toppen af bjerget. Resten af dagen brugte vi i bussen, da vi havde en lang tur til Adelaide. Om aftenen nød vi pizza og drinks med gruppen i Adelaide, og det var samtidig her vores sidste aften i drengerøven Bens (guide) selskab.
Onsdag havde vi alle en fridag i Adelaide. Den dag ville vi selvfølgelig sove længe - kl. 08.00 ringede alarmen ;-). Vi brugte dagen på at se deres meget populære marked og herefter lejede vi cykler (gratis) - vildt hyggelig måde at se byen på! Vi besøgte bl.a. den gamle bydel og var inde på South Australien Museum. Adelaide var en rigtig hyggelig og charmerende by.
Torsdag d. 13 marts skulle vi igen med bussen. Her stod vores nye buschauffør Vicky klar og 4 andre passagerer. Vi havde en lang køretur, hvor vi havde forskellige stop. Vi stoppede fx ved Seven Hill Clare Valley, som er en gammel vingård fra 1851. Her stod den på vinsmagning og museums besøg. Ellers stoppede vi bare ved diverse lookout og var på små vandreture. Om aftenen overnattede vi i Parachilna, som er en af Australiens mindste "byer". Her nød vi solnedgangen og så et 3,5 km langt tog komme susende.
Fredag kørte vi rundt i Flinders Ranges Nationalpark. Her så vi de sødeste små yellow foot kænguruer. Ellers havde vi to hikes, hvor vi nød den smukke udsigt! Vi overnattede i Quorn, hvor vi sammen med resten af gruppen var på bar - vildt sjovt, da alle farmene kom til byen, fordi det jo var fredag ;-)
Om lørdagen havde vi en lang køretur foran os, da vi skulle have nedlagt ca. 600 km. På køreturen stoppede vi bl.a. op i Woomera, som er en gammel militær by og ved Lake Hart, som er en kæmpe saltsø - rigtig fedt at se, og man kunne tage de sjoveste billeder her! Ellers fortsatte vi bare mod Coober Pedy, som er kendt som "Opal Capital Of the World". Det var en meget speciel by, da mere end 70 % af beboerne bor under jorden. Da det ofte er 50 graders varme udenfor og kun 20 grader under jorden - Så det skulle vi selvfølgelig også prøve! Vi boede i et stort hul inde i et bjerg - virkelig en sjov oplevelse! Samme dag var vi inde på en kængurufarm for sårede kænguruer, hvor vi var med til at fodre dem og se de små næsten nyfødte kænguruer. Herefter var vi ude og spise med gruppen, hvor vi bagefter tog på en bar under jorden.
Søndag stod først på lidt sightseeing i Coober Pedy by, hvor vi bl.a. så de
steder hvor de gravet meget dybe huller for at finde opaler. Derudover var vi på Umoona Opal Mine og museum - vildt sjovt! Det var spændende, da vi både fik lov til at se opaler blive slebet, fik lov til at gå i gangene under jorden, hvor de leder efter opaler, samt vi så en udstilling af et hjem under jorden, som en stor del af deres befolkning bor. Efter at have spist middagsmad skulle vi bruge meget af dagen på at køre. Selvfølgelig var der stops undervejs. Vi havde fx. et stop, hvor vi selv skulle prøve at finde opaler - og det lykkedes! Et andet sted vi stoppede var ude i ødemarken - her lignede det et månelandskab. Herudover kørte vi forbi verdens længste hegn - 2250 km! Derudover passerer vi "grænsen" fra Syd-australien til central Australien. Vi overnattede på en Camp, hvor vi sov i tents (små skuerlignende telte) og ellers hyggede med gruppen resten af aftenen.
Mandag skulle vi så skifte buschauffør igen. Vi sagde farvel til sjove Vicky og goddag til unge og adventure agtige Teabag, samt 10 andre passagerer - 3 fra Danmark, så nu var vi i flertal. Vi startede med at gå en lille hike i Kings Canyon. Det var egentligt mening, at vi skulle på en længere hike, men da vejret ramte de 38 grader i skyggen, var det ikke muligt - den længere hike blev derfor udsat til tirsdag morgen. Den lille hike hedder Kings Creek, og var en virkelig flot tur. Efter hiken fik vi mulighed for at bade i en pool og købe is - her var vi jo selvfølgelig klar ;-)
Vi kørte herefter til Kings Canyon Resort, hvor vi skulle overnatte. Vi kunne hurtigt mærke, at turen de sidste dage ville blive meget mere adventure agtig. Det var faktisk rigtigt fedt, da vi nu selv skulle lave mad og sove i swags under åben himmel (en slags stor sovepose med en madras i). Resten af aftenen hyggede vi med den nu store gruppe på 24 pers., hvor vi sov i en rundkreds. Det var virkelig fedt at sove med månen og stjernerne over sig!
Tirsdag stod vi op kl. 4.30, da vi skulle på Kings Canyon Rim Walk, en tur på lidt over 6 km, hvor det gik godt opad :-) Det var en helt fantastisk flot tur, hvor vi kunne se ned i kløften med de store røde klippevægge. Vi så undervejs solopgangen, og det var en skøn temperatur at gå turen i, da det resten af dagen var 40 grader i skyggen. Vi skulle herefter køre en del i bus, hvor vi på vejen så Mt. Connor, Kata Tjuta og Uluru (Ayers Rock) - vildt at se at de kæmpe og flotte klippeformater ligger placeret ude midt i ørkenen. Efter frokost kørte vi ind i Uluru - Kata Tjuta Nationalpark. Her var vi inde på aboriginal kultur center, hvor vi lærte lidt mere om deres kultur, samt Ayers Rocks betydning for dem.
Derudover kørte vi hen til Kata Tjuta klipperne, hvor vi gik en lille hike op til et udkigspunkt - det var den eneste rute der var åben, da det som skrevet var 40 grader i skyggen. Vi fortsatte turen inde i nationalparken, hvor vi kørte hen og så solnedgangen over Ayers Rock. Fantastisk oplevelse, at se den 348 m. Høje, 3,6 km. Lange, 9,4 km. I omkreds og 600 mio. År gammel klippesten. Den skiftede farve i løbet af solnedgangen, et smukt syn - men som var meget umuligt at forevige med et billede. Vi kørte tilbage til adventure campen og fik en lækker bbq dinner, hvor vi stødte bekendtskab med kænguru kød og kamel pølse. Rigtig hyggelig aften!
Vi gik alle tidligt i seng igen, da det havde været en hård dag, som ikke ville blive mindre hård næste dag. Igen faldt vi i søvn med månen og den smukke stjernehimmel over os.
Onsdag var vores sidste dag med gruppen og samtidig også den dag, som vi havde ventet på, da vi havde mulighed for at komme helt tæt på Uluru (Ayers Rock). Vi stod igen op kl. 04.30, da vi skulle se solopgangen over Ayers Rock, samt nå at lave nogen aktiviteter før temperaturen blev over 40 grader igen. Solopgangen var utrolig smuk og en dejlig måde at vågne ordentlig op på! Herefter fik vi 4 valgmuligheder til, hvordan vi ville se Ayers Rock. Den første valgmulighed var at gå 10,6 km rundt om stenen. Den anden mulighed var at gå halvdelen af turen. Den tredje mulighed var at leje cykler og derefter cykle turen rundt. Den fjerde og sidste mulighed var at klatre på Ayers Rock (det blev vi frarådet da det laver slid og 35 personer er død af det - muligheden blev også annulleret, da der var for meget blæst). Imens vi gik og tænkte på, hvilken mulighed vi ville vælge, så var vi på en lille gå tur med vores guide ved Ayers Rock. Her fortalte hun om dens betydning for aboriginerne og om selve deres kultur.
Efter den lille tur valgte vi, at tage den 10,6 km lange gåtur om Ayers Rock. Det var en fantastisk tur, hvor vi på den ene halvdel gik et stykke fra stenen og på den anden halvdel meget tæt på - virkelig en fed måde at gøre det på, da vi kunne se de forskellige indhak og hvordan det røde ørkensand slebet stenen helt glat. Efter turen fik vi frokost og satte ellers kurs mod Alice Springs. Turen blev pludselig meget sjovere, da buschaufføren råbte "sikkerhedsseler på", hvorefter alle råbte det samme og larmen blev overdynget af klik lyde fra selerne. Vi blev holdt ind af politiet og de tjekkede vores bus igennem. Efter denne sjove episode skete det endnu en gang lidt længere henne - de ledte åbenbart efter 4 personer. Efter en lang bustur kom vi endelig til Alice Springs, hvor vi lige skulle have booket senge, før vi kunne spise bbq dinner og slappe af resten af aftenen med Ida (dansk pige).
Gruppeturen var helt sikkert en succes. Det var fedt at prøve at rejse på en helt anden måde end på New Zealand - men nu er vi også parate til at rejse på egen hånd igen ;-).
Torsdag d. 20 marts tog vi så fra Alice Springs og fløj til Sydney. Det var en meget lille lufthavn vi rejste fra, i forhold til, hvad vi ellers har oplevet! Vi ankom til Sydney ved 17.00 tiden, hvor vi egentlig bare fandt os til rette.
Vi har det stadig skønt i Sydney. Hvad vi oplever her, får i lige i næste opdatering! (:
Knus Louise og Rikke
- comments