Profile
Blog
Photos
Videos
Hej allesammen :-)
Vi har nu tilbragt en del tid på østkysten, så nu synes vi, at det var tid til en lille opdatering om alle vores oplevelser.
Den 20. marts om aftenen ankom vi til Sydney. Her havde vi 5 hele dage, hvor vi sugede til os af oplevelser. Den første dag fredag brugte vi på at se byen, da vi havde meldt os på en gratis-rundvisnings tur. Det var en rigtig god tur, hvor vi fik set hovedseværdighederne. Det var en god gåtur, da guiden brændte for at fortælle om byen.
Herefter gik vi selv rundt i den gamle bydel "the rocks", som var fyldt med diverse madboder og havde charmerende bygninger. Herefter gik vi op på og over "Sydney Harbour Bridge", som er en kæmpe bro med 8 kørebaner, 2 jernbanespor og cykel/gangsti. Der var en rigtig flot udsigt ind over byens mange skyskrabere samt operahuset.
Om lørdagen tog vi til "Bondi Beach", som er Australiens verdensberømte strand. Det var en lækker strand, med masser af mennesker, liv og glade dage. Her tilbragte vi en halv dag. Om eftermiddagen tog vi til et område kaldt Darling Harbour. Her startede vi med at lede efter en restaurant/pub kaldt "Slip Inn", da det er her kronprins Frederik og kronprinsesse Mary mødte hinanden for første gang under de olympiske lege i 2000. Vi fandt det heldigvis og det var sjovt at se, da de havde indgraveret det med tekst på muren (både på dansk og engelsk). Vi tilbragte resten af eftermiddagen/aftenen ved Darling Harbour, som er et hyggeligt sted fyldt med barer, restauranter, små parker og et dejlig havneområde. Da det var lørdag aften var der kl. 21 arrangeret et kæmpe fyrværkerishow ude på vandet. Det var helt vildt flot og der var virkelig ikke sparet på krudtet - en rigtig god turistattraktion!
Søndag den 23/3 blev det så Rikkes 20 års fødselsdag, hvor Louise fejrede hende med sang, danske flag og godter. Vi havde den dag bestilt en dagstur til "The Blue Mountain", som er meget kendte bjerge, da dampen fra olien i eukalyptustræernes blade giver bjergsiderne et blåligt skær. Vi havde en god dagstur, hvor vi oplevede Scenic World ved "The Blue Mountain." Scenic World er tre forskellige måder at se hele området på, da vi prøvede verdens stejlestes jernbane og to kabelbaner. Det gav et flot udsyn over "The Blue Mountain", de tre søstre (som er tre klippestykker, der ifølge en aboriginal legende er tre søstre, som en ånd forvandlede til klipper), Katoomba vandfaldet og resten af regnskoven. Ellers var vi inde i en dyrepark (Featherdale wildlife park) og kørte igennem ol-byen. Dagsturen sluttede af med en fantastisk bådtur hen af Sydneys flod, hvor vi havde flot udsyn over de mange flotte villaer, hele Sydney by, Harbour Bridge og operahuset - en fantastisk sejltur og flot at se byen fra vandsiden. Dagen sluttede vi selv af med en lækker fødselsdagsmiddag på en restaurant. Efter middagen tog vi ned til vandet og så operahuset med lys på.
De sidste to dage i Sydney så vi bl.a. deres botaniske have, havnepromenade, oplevede Chinatown og fik rundvisnings i operahuset - fantastisk bygning og det var virkelig pengene værd!
Natten mellem tirsdag og onsdag tog vi så en 13 timers bustur mod Byron Bay. Det var en helt fin tur, bussen var god og der var wifi :-)
Fra den 26-29 marts tilbragte vi i Byron Bay, som er en helt fantastisk, charmerende og anderledes by. Det er en by, som er særlig præget af Hippiestil, og hele byen dyrker stilen med liv og sjæl. Til vores store skuffelse, var vejret desværre ikke med os nogle af dagene... Vi havde regnet med sol, lækker strand og surferkursus, men vi fik kun regn, regn og regn. Vi fik set hele byen, oplevet den fantastiske stemning, var ude nær Australiens østligste punkt iført vores fine hjemmebragte regnslag og stødte bekendtskab med Australiens natteliv og deres stramme regler. Ellers havde vi her god tid til at sætte os ned og bestille diverse ture på østkysten.
Om lørdagen tog vi så videre til Surfers Paradise, hvor vi havde en overnatning. Det var en meget anderledes livsstil end Byron Bay, men vejret var med os og vi nød en dag på stranden samt hyggede os om aftenen i byens livlige gader. Det er en lækker by med gang i den, og vi kan godt forstå, at det er Australiens svar på Miami, samt deres foretrukne feriedestination. Vi var lidt kede af, at vi kun havde en dag her, men vi ville nødig have tilbragt mere end en nat på vores hostel - det var det klammeste vi nogensinde har oplevet, dog var placeringen god i forhold til byen.
Næste destination var Australiens tredje største by Brisbane. Her var vi fra den 30. marts til den 1. April, hvor vi havde lidt blandet vejr. Vi kunne dog sagtens udforske den dejlige by trods vejret. Vi fik den første dag set det meste af byens centrum, shoppet lidt, gået en tur i botaniske have, samt langs floden som løber igennem Brisbane. Den 31 marts startede vi med at tage ud til Mt. Coot-tha lookoutet, hvor man havde en perfekt udsigt ud over hele Brisbane by. Herefter tilbragte vi resten af dagen ved South Bank Parklands, som er på den anden side af floden med udsigt til skyskraberne og Brisbanes centrum. Vi prøvede pariserhjulet hele to gange - både om dagen i dagslys og om aftenen, super hyggeligt! Det er et rigtig hyggelig gennemført område med parker, en lille strand og cafeer - her er den travle hverdag lagt på hylden i forhold til centrum.
Ellers har vi nu tilbragt to dage i Noosa, som er en hyggelig lille by. Vi har nydt godt af den gode strand, været på et stort marked med frugt, grøntsager, tøj og smykker. Den første aften her, stødte vi ind i en af Rikkes håndbold-veninder fra Skjern. Vildt sjov, så er verdenen virkelig lille! Så vi har hygget og spillet kortspil med Jane og hendes rejsekammerat Malene.
Vi har det, som i nok kan læse skønt - tiden flyver virkelig afsted! I dag er der lige under to måneder tilbage, wow. :-)
Stort knus fra Rikke og Louise
- comments