Profile
Blog
Photos
Videos
Næste stop på turen blev La Paz i Bolivia, verdens højest beliggende hovedstad. Vi brugte kun et par dage i La Paz, og der er ikke så meget at sige om selve byen. Ligger flot oppe i bjergene, men der var desværre lidt for trænge gader, og lidt for meget støj fra de mange V8-lastbiler. Vi besluttede os for at tage ud og prøve det, der efter sigende skulle være verdens farligste downhill mountainbikerute, også kaldt Death Road. Ruten eleverer cirka 3000 meter ned, og starter den første halve time som en bred asfaltvej med masser af trafik. Herefter slår vejen over i grus, og her begynder tungen lige så stille at finde sin plads i mundvigen. Vi fik at vide, at der nogle gange kunne komme en modkørende lastbil, og da vejen nogle steder kun var cirka 3,5 meter bred, var det nødvendigt med nogle for både cyklister og lastbilister gældende regler. Cyklister skulle altid holde til venstre, hvilket godt kunne blive lidt for spændende i de højresving, hvor man skulle køre helt ude ved de nogle steder 150 meter stejle skrænter. Svingene var næsten hele tiden blinde på grund af bjergsiderne, så man ville ikke have meget tænketid, hvis der skulle komme en modkørende. Det oplevede vi heldigvis ikke. Ruten er super flot, den slynger sig ned gennem junglelignende bjergområder og en gang i mellem skal man køre ind under små vandfald, der falder ned på vejen. Vores guide fortalte nogle skrækhistorier undervejs, blandt andet om en ulykke der skete for omkring 50 år siden. Der var blevet holdt en stor fest et sted på ruten, og en småfuld lastbilchauffør besluttede sig for at køre hjem i sin lastbil. Han tilbød folk at køre med ham, så han fyldte lastbilen med omkring 80 mennesker. Desværre var der sket et skred på vejen, og lastbilen styrtede udover skrænten, og alle døde. Men der var også gode nyheder - kun 2 mountainbikere havde mistet livet på ruten og nogle få alvorligt skadede i 2011, så det var vist et godt år. Så kunne vi ellers synke en klump og hjulle videre. Rutens mange små sving gør også nedkørslen teknisk svær, og vi lærte hurtigt betydningen af forholdet mellem brugen af for- og bagbremse. Et godt tip var en fordeling med 20% forbremse og 80% bagbremse, men bagbremsen skulle "pumpes", for hvis man bare holder den inde konstant, overophedes bremseskiven, og det varme metal krystalliseres, hvilket svækker bremseevnen. Og det havde vi ikke ligefrem lyst til.
Til bunds kom vi, og der ventede os en god overraskelse. Inden turen gik tilbage til La Paz i bus, kom vi til et lille hotel, hvor vi hurtigt fik kastet os selv i poolen inden frokost. På turen hjem blev vi forsinket med over en time, og nåede ikke vores bus til Uyuni. Det gav anledning til en øl på det irsk-ejede WIld Rover i La Paz.
- comments