Profile
Blog
Photos
Videos
Fra La Paz tog vi (en dag forsinket) en natbus til Uyuni. Busturen, der skulle vise sig at blive et sandt mareridt! En hel time af turens i alt 16 timer skulle vise sig at være forholdsvist komfortabel. Havde det ikke været for vejen, der var bygget på bedste 2. verdenskrigsmanér af store betonblokke, så man hver tredje meter kunne mærke overgangen til en ny blok, er jeg sikker på, at det havde været muligt at falde i søvn.
Efter den første "komfortable" time mærkede vi de første bump. Da vejarbejde er regelmæssigt hernede, regnede vi med at bumpene skyldtes en alternativ rute af tvivlsom kvalitet. Men nej, bumpende viste sig at være den blide start på 15 timers kørsel gennem et boliviansk højslands-slette-område med bump som forstørret bølgepap. Chaufføren, som sandsynligvis var tidligere vinder af Paris-Dakar for lastbiler, kørte ud af den absurd dårlige vej som død og helvede. Den aldrende dobbeltdækker, der i tidens løb næsten var rystet fra hinanden, havde placeret baghjulene næsten midt inde på bussen. Sand og jeg (Toke), der sad bagerst i bussen, havde derfor ikke kun fornøjelsen af at sidde på et sæde uden benplads, og som ikke kunne lænes tilbage, men kunne nu også, på grund af et vist vægtstangsprincip, nyde en 20 cm flyvetur hvert andet sekund. Samtidig forårsagede rystelser i bussen et støjniveau, så man reelt havde problemer med at høre, hvad sidemanden sagde. Søvn var totalt umulig.
At sidde på forsædet som Jonas skulle umiddelbart synes at være en smule mere behageligt, men kl. 3 om natten hørte vi en højlydt splintrende lyd. Forruden havde givet op! Havde det ikke været for rudens gardiner var de forreste passagerer (heriblandt Jonas) blevet overdrysset med glasskår. Bussen stoppede og bus personalet begyndte at rydde glasskårene op, mens der var en masse højlydt snak på spansk. Vi opfangede vise stikord fra samtalen, så der blevet snakket noget om en anden bus, men da vi befandt os adskillige timer ude i ødemarken, ville det være en dyr og tidskrævende løsning. Bussen kunne imidlertid ikke køre videre, da kulden udenfor allerede før forude-episoden havde krævet, at man sad indhyllet i store tæpper. Det var heldigvis en situation, personalet havde prøvet før. Buschaufføren gik ganske simpelt i gang med at lave en ny forrude af gennemsigtigt tape. Vi var målløse, men tape viste sig at være et acceptabelt alternativ. En times arbejde og vi var igen klar til afgang. Da ruden imidlertid ikke havde de bedste isolerende egenskaber, måtte Jonas lægge sig ned på gulvet ved siden af Sand og jeg resten af turen.
Efter flere timers rumletur, hvor man hele tiden befandt sig i et mellemstadium mellem søvn og vågen tilstand, stod vi over for den næste udfordring. Solen var lige stået op. På en stigning foran os holdte en lastbil parkeret. Lastbilens motor var gået i stykker, og lastbilen holdte et sted, så bussen ikke kunne passere. Vi måtte vendte til lastbilchaufføren havde fået styr på sin motor. Da vi efter en halv times ventetid måtte erkende, at lastbilen ikke ville blive fikset lige foreløbigt, kom nogle af de lokale bolivianere på den idé, at vi skulle tage en lille gammel vej, der snoet løb parallelt med hoved(grus)vejen. Da den alternative rute ikke just var i verdens bedste forfatning, krævede det, at alle bussens passagerer måtte ud og hjælpe med at smide sten og sand i vejens mest faretruende huller. Efter yderst professionelt vejarbejde var chaufføren villig til at forsøge at manøvrere sin dobbeltdækker ud på den nyrenoverede vej. Bussen listede sig op af den ujævne vej og hældede flere gange unaturligt meget til siderne, men på mirakuløst vis klarede den turen.
Herfra skulle vi kun have overstået to timers rumletur mere, og vi var omsider i Uyuni. I søvnunderskud, totalt mørbanket, men trods alt fremme og med en oplevelse rigere.
- comments