Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag (5/3) tog vi flyveren fra Sandakan til Kota Kinabalu. Vi kom endnu engang for tidligt ud i lufthavnen og måtte sidde to timer og vente. Og i denne lufthavn var der ingen Starbucks. Vi kunne dog købe kaffe med mælk og et stykke sandkage, så vi overlevede. :) Vel nede på jorden i Kota Kinabalu fandt vi vores hostel. Endnu engang måtte vi sove uden aircondition, fordi det dorm, hvor der var aircondition boede der tre drenge. Det er jo umiddelbart okay, men receptionisten fortalte at de plejede at komme hjem "very late and very drunk", så vi holdt på vores værelse med vifte i loftet. :)
Lørdag (6/3) blev vi hentet af Amazing Borneo, på vores ydmyge hostel, og kørt mod Kinabalu National Park. Turen tog 2 timer og var en slingrende og skyet fornøjelse, men frem nåede vi og vi blev indkvarteret på et hotel, der udefra mest lignede en sportshal fra 70'erne. DA vi så kom ind på vores værelse så vi at det indre ikke svarede til det ydre. Vi fik et værelse med 2 etager, to badeværelser, stue og altan, fordi mindre kan jo ikke gøre det. :) Vi fik brugt eftermiddagen og aftenen på at se dokumentar om psykisk syge og serier. :) Aftensmaden spiste vi på hotellet, hvor vi fik malaysisk mad i overdådige mængder. Tror ikke altid de ser på hvor mange mennesker, der sidder ved bordet, når de serverer mad. Vi fik i hvert fald mad nok til fire mennesker. :)
Søndag (7/3) startede vi vores "bjergbestigning" på mount Kinabalu. Målet var at komme op til 4 km skiltet og få et billede af bjergtoppen . :) Allerede da vi startede kunne vi godt se at det var en smule skyet, men vi var ved godt mod og holdte en god fart. Efter 0,5 kilometer kom vi dog til det første sæt stejle trapper og det skulle vise sig langtfra at være de sidste. I Lonely Planet står der at man skal nyde de første 200 meter, fordi efter dem er næsten hvert eneste skridt du tager opad. Og det passede meget godt. :) Det tog godt 3 timer at nå op til 4 km skiltet, hvor der selvfølgelig var meget overskyet, så det var umuligt at tage billeder af bjergtoppen. Det skal lige siges at det kun var Linda der nåede skiltet, da Vibeke valgte at vente i læskuret lige efter 3 km skiltet. Turen ned tog ca. 2 timer og gjorde mere end en smule ondt i knæ og lår. :) Og på nedturen begyndte det for alvor at regne, så man følte lidt at man gik i en lille flod. Vi lærte også at sætte pris på vores gode sko, som er både skridsikrede og vandtætte. :) Efter 5 timers "bjergbestigning" kom vi ned til Timpohon gate, hvor de søde guider heppede på os (vi fortalte ikke at vi ikke havde været hele vejen). Her var vi så uheldige at shuttlebussen lige var kørt, så vi kunne pænt vente i 30 minutter på at den næste kom. Det var en rimelig kold fornøjelse. Vel tilbage i vores fine værelse tog vi et varmt bad og slappede af indtil aftensmaden. Og efter aftensmaden slappede vi lidt mere af. :) Puha det er hårdt at bestige bjerge. ;)
Mandag (8/3) nød vi vores to etagers luksusværelse inden vi skulle checke ud, vi var blevet vækket meget tidligt af nogle meget larmende fugle, så vi havde brug for at slappe lidt af. Desuden var benene noget ømme. :) Linda fik dog opbygget lidt energi til at gøre et sidste forsøg på at tage et billede af bjerget. Hun gik på jagt ude på vejen, hvor det endnu engang viste sig at være for overskyet til at se det fordømte bjerg, så hun måtte slukøret indse at hun nok ikke fik det billede. Vi vendte snuden mod Kota Kinabalu, hvor vi skulle bo på et lidt pænere og dyrere hotel end vi er vant til, som belønning for at have kravlet 4 km op ad bjerget. ;) Vi ankom kl. 16 og fandt hurtigt vej til det nærmeste shoppingcenter, hvor Linda fik spenderet lidt af vores penge på hele to par levis bukser og to par converse sko. :) Vi har jo heller ikke andet end plads i vores tasker i forvejen. :)
Så kære forældre/svigerforældre, medbring stor rummelig ekstre taske til shopping i Singapore;-)
- comments
Torben det lyder som en sjov oplevelse og så kan i også sige i er bjergbestigere. Gabriel fortalte mig at han havde fået en rejseadvarsel da han skulle til området for nogle uger siden. Der var en lokal krig igang ca. 200 km. fra Sandakan, og udenrigsministeriet frarådede al rejse til området. Men det har ikke mærket noget til kan jeg regne ud :-) Her er solen endelig kommet frem men det er stadig nattefrost og koldt så vi venter i spænding på den forårs og sommervarme alle snakker om. God tur videre og rend nu ikke ind i flere krige :-)
vibeke-og-linda-i-asien Hehe, det er vidst en tilnærmelse, men hårdt var det. :) vi havde godt læst om det, men heldigvis kom vi ikke ind i det område, som udenrigsministeriet fraråder, men vi var dog lidt nervøse for sejlturen til turtle Island, da der er en risiko for at møde philipinske pirater. Det eneste vi mærkede til det var en enkelt politiafspærring. :) dejligt at foråret så småt kommer snigende, det lyder til at det har været en usandsynlig hård vinter.