Efter en flyvetur på 26 timer, landene jeg i Brisbane i Australien kl. 01.20 (lokal tid), hvor jeg blev hentet af resortets HR manager, Dean, en herre på omkring de 50 år, som var helt utrolig venlig. Vi havde en rigtig god - men dog meget lang køretur tilbage til O'reillys. Vi fik os en snak om personalet, historien, rangordnen, boligforholdene og hvordan livet er ude i en nationalpark.

Jeg var godt blevet forberedt på at køreturen ville tage et par timer. Eter ca en times kørsel, drejer vi fra ved en lille landsby, og fik af vide dette var den sidste by inden resortet. Vejen begyndte at snævre ind og regnskoven begyndte at vise sig. Kort tid efter hopper en kænguro ud foran bilen, så vi blev nødt til at bræmse hårdt op. Her blev den så siddene flere minutter, og havde ikke lige i sinde at flytte sig. Efter vi åbnede vinduerne på bilen og piftede af den, hoppede den dog ind i skoven.

Vi kører ca. 20 minutter mere og pludselig ser vi 2 ældre mennekser komme gående ned af bjerget - og det er fuldstændig mørkt. Træerne skygger for månen og der er ikke gadelys. På dette tidspunkt var klokken ca. 3.50. Dean holder ind til siden, og finder ud af det er 2 tyske gæster fra resortet, som ville gå en kort tur efter aftensmaden, men farede vild. De har ikke meget tøj på og inden vand med dig. De kommer ind i bilen og er meget omtumlet, trætte og kan næsten ikke snakke. Det viser sig de har gået i næsten 8 timer, og måske skal jeg lige nævne at de var 74 og 77 år. Vi forsætter vores køretur og når til O'reillys, som er beliggende oppe i bjergene, kl. 5 i morges. De 2 tyske gæster bliver sat af ved deres hytte, og Dean viser mig mit værelse, hvor jeg skal bo midlertidigt. Det er et af de store værelser, de normalt udlejer til gæsterne, men fordi der er så mange ansatte på hotellet for øjeblikket, får jeg først mit eget værelse om et par dage.

Jeg får knap 3 timers søvn inden væggeuret ringede kl. 8, hvor jeg skulle op og have morgenmad med de ansatte på hotellet. Der arbejder ca. 120 mennekser på resortet, og de fleste af dem bor heroppe. Folk er i alle aldre og fra alle steder i verden. Jeg bliver mødt med venlighed alle steder fra, og har i løbet af dagen fundet af ud af hvad det vil sige at leve på O'reillys. Jeg har fået en rundvisning af 2 franske piger som også er i praktik på hotellet, da de også læser hospitality management.
Som ansat lever du primært på resortet, og kommer ikke meget væk herfra, da det på grund af meget snævre og zig-zaggede veje tager flere timer af komme ned af bjerget i BIL. Dog er der hveranden torsdag er der en bus, der kører noget af personalet ned fra bjerget for at man kan købe forsyninger og shoppe. Ellers lever folk som en lille familie oppe her - det vil der komme billeder af senere.

Jeg har fået fri hele weekenden, så jeg har heldigvis masser af tid til at socialisere med personalet og finde rundt på det store resort. Kort sagt, er O'reillys et ældre men smukt resort, som ligger midt bjergene og i regnskovnen. Det er et resot, der er drevet igennem 3 familie generationer, og den nuværende ejer, Shane (en ældre herre på omkring 75 år) går hele tiden rundt på hotellet og hilser på gæster og holder vist også lidt øje med hvad personalet laver.
Der er der ikke nogen mobil forbindelse og internettet går meeeeeeeeget langsomt, så alle de ansatte anvender modbilt bredbånd, som de betaler 480 danske kroner for for 40 dage. Jeg satser dog på at tage med bussen ned af bjerget på torsdag, så jeg kan få noget lidt hurtigere internet, og dermed mulighed for at kunne Skype.

Jeg har kun været her i 14 timer, men har allerede utrolig meget at berette om, det kan være ændre sig nok når hverdagen kommer. Pas på dig selv og hianden! De bedste hilsner fra Rikke i Lamington national park, Australien.