Profile
Blog
Photos
Videos
-Zion National Park og nordsiden af Grand Canyon
Efter en hyggeaften med masser af tøsefnidder var vi gået til køjs i vores luksuriøse seng. Inden vi faldt i søvn havde Pia givet Tina strenge instrukser om ikke at fylde i løbet af natten, ellers var det ind på sofaen. Men da natten kom var det dog Tina der måtte sige til Pia at hun vist fyldte lidt for meget. Hendes svar hertil var "ja, men jeg er lige ved at tage billeder" hvortil Tina svarede "det er også nogle flotte røde klipper". Denne natlige samtale satte lidt gang i fnidderet igen, hvor vi blev enige om vi nu havde set mange naturparker. Vi faldt dog hurtigt i søvn igen, og havde en rolig nat herfra.
Morgenden kom, og vi kom tidligt op og fik pakket bilen, så vi kunne komme afsted mod Zion National Park, der var dagens første stop. I Zion National Park køre shuttlebusser gennem parkens områder, og vi kunne derfor denne dag parkere bilen og hoppe af og på mellem de forskellige vandreruter, som vi ønskede. I Buffalo, hvor vi havde tilbragt natten, havde vi fået fyldt køletasken op, så vi denne formiddag kunne smøre nogle lækre sandwich til turen rundt i parken.
Turen ind i parken tog vi via highway 9, det var en snoet vej gennem bjerge, med skarpe sving. På ruten så vi bjerggeder gå og "græsse" på de skrå klippevægge, det var meget imponerende at de kunne spadsere der. Desværre nåede vi ikke at få et billede på vejen ind, men på vejen ud igen var vi heldige at der gik en nede på vejen, så der kom vi helt tæt på og fik et flot portræt at kreaturer med hjem.
Det mest imponerende denne dag var ruten Riverwalk. Denne rute startede for enden af ruten Zion Canyon Scenic Drive, som er ruten busserne køre mellem. Her startede vi på en sandsti der førte ud til en del af den større flod vi var på jagt efter. Det var super lækkert så vi nød udsigten og den kølige brise på et par sten i vandet, fik taget billeder og begav os så videre. Herfra gik vi i dalen af bjergene med klippevægge på alle siden, og floden løbende ned langs siden. Jo længere vi kom op af stien, jo mere liv var der i floden. Til sidst nåede vi rutens ende, og den eneste vej videre frem var at vandre gennem floden. Vi begav os afsted i både sko og sokker, da stenene under vandet var glatte og strømmen tog godt fat i benene. Vi gik et par kilometer gennem floden, og fik set en masse smukke vandløb ned langs klippevæggene. Vandhøjten var meget varierende, nogle steder gik vandet helt op over knæene og andre steder var der helt lavvandet med sandbund. Vi havde
vejret med os denne dag, det var omkring 86 fahrenheit, hvilket gjorde det helt perfekt at gå i kløfternes dal, gennem det kølende vand.
Det vidste sig at være en meget attraktiv attraktion for alle aldre, og vi fik snakket med mange forskelllige mennesker på turen. Vi snakkede blandt andet med en californiske kvinde, hvis bedstemor var dansk. Vi fortalte lidt om Danmark, hun anbefalede forskellige områder i Californien, og sidst fik vi snakket traditioner, hvor hun fortalte om hvordan hendes bedste havde lavet æbleskiver med svesker i. Sidenhen har vi mødt en del flere amerikanere med danske rødder.
Efter turen i floden tog vi shuttlebussen tilbage mod et stop, hvor stien derfra førte op til et vandfald. Indtil nu har vi kun set et mindre vandfald fra et stop ved vejen i Colorado, så vi ville rigtig gerne se et flot stort et, og Tina ville rigtig gerne gå igennem vandet som de gør på film. Vi begav os afsted af en bakket sti der snoede sig op langs klippevægge omkrandset af en allè med frodige bevoksninger. Da vi nåede frem var der desværre ikke meget vandfald, kun et dryppende vandløb fra klippens top. Grundet varmen var det, vi så smukt havde set på postkort i visitor centret, svundet ind til lette regndråber. Tina fik dog lidt vandfald på sig, da hun gik ind under dråberne, så lidt af ønsket blev opfyldt. Herefter nød vi stien tilbage mod stoppet og tog bussen retur til visitorcentret. Her fik vi købt os en magnet til samlingen af national parker, og begav os herefter ud for at lede efter bilen. Dette skulle dog vise sig ikke at være så nemt, parken var ikke skiltet med parkeringsområder og vi fik gået en god omvej før vi nåede frem til bilen.
Fra Zion begav vi os videre mod nordsiden af Grand Canyon, kaldet North Rim. Nordsiden ligger 320 km fra sydsiden, i en højde af 2500 m, hvilket er 305 m højere end syd. På denne side kommer kun 10% af parkens besøgende om. Vejen hertil gik igennem enge med vilde blomster, grænsende op til grønne træer fra Kaibab National Forest. Da vi nåede frem var naturen helt forandret, der var stadig frodige træer, men samtidig mødte der os et syn af enorme klippekratere, hvor vi fik en forsmag for hvad der ventede os kommende dag, på sydsiden. Vi har hele turen igennem været meget fasinerede over den måde naturen forandres, indenfor så nære afstanden.
Aftensmaden nød vi på Grand Canyon Lodge Dining Room, hvor vi havde direkte udsigt til Grand Canyon og en skøn solnedgang. Da vi henvendte os for at reservere bord, kunne vi få et kl. 18.45. Vi så på hinanden og så på servitricen, og spurgte "hvad er klokken nu", den var 18.30 og det gik her op for os at vi på vejen herhen havde passeret endnu en tidszone. Når vi ser tilbage, har det været rigtig rart for os ikke at vide hvornår vi ville passere tidszoner, da det hvergang er kommet som en behagelig og behjælpsom overraskelse.
Vi måtte vente lidt ekstra på vores bord da de havde rigtig travlt, men det udløste kun en ekstra god placering, hvorfra vi fik fantastiske billeder af hvordan solnedgangens stråler skød ind over Grand Canyon og skabte de mest utrolige farver på kløften. Af mad fik Pia spinatsalat med feta, valnød og blåbærvinagrette samt laks med chiliaioli, polenta og asparges, hertil et glas køligt velsmagen shardenny med toner af vanilie og en cremet frugt smag. Tina lagde ud med at få løgsuppe samt brød bagt med hvidløg og krydret olie til dyppelse. Herefter regnbueørred med vandmelonrelish, soya sorteret bønner og gulerod samt eksotiske ris, hertil et glas køligt Pinot Grios. Relishen var enormt stærkt, men vi har også erfaret at når de kalder noget spicy herover, så mener de det.
Efter dagens vandring, mange indtryk og velsmagende måltid var vi blevet trætte, men vi måtte videre for at finde et sted af overnatte. For at komme et godt stykke af vejen mod sydsiden kørte vi mod byen Page. Efter et par timers kørsel kom vi forbi et motel og besluttede at køre derind, selvom den fastsatte destination endnu ikke var nået, vi var for trætte til mere. Til vores uheld havde de ingen ledige værelser, og samtidig kunne hun fortælle at vejen mod Page var lukket, da et stykke af den, tilbage i februar, var styrtet sammen. Vi skulle køre et par timer endnu for at komme til en by med motel, så vi måtte slæbe vores udmattede kroppe ud på vejen igen. Efter en times kørsel støtte vi på den lukkede vej mod Page, og forsatte videre derfra endnu en time før vi nåede en mindre by lidt udenfor indkørslen til sydsiden af Grand Canyon. Vi var begyndt at snakke om muligheden for at overnatte i bilen og stå op til solopgang, for at se parken fra morgenstunden, nu vi alligevel ikke kunne finde overnatning. Men vi nåede en by med tank og motel, så vi kunne få fyldt op og slå lejr for natten, det ville trods alt være rarest med en ordentlig nats søvn. Vi gik ind på tanken som administrerede det sideliggende motel, og blev mødt af et overraskende syn (for os, sikkert ikke for en amerikaner). Der stod en kvinde, som bar en flot grøn kjole (Pia mener blå) med lange negle malet i USA's farver (sikkert efter Independence Day). Men ved nærmere eftersyn gik det så småt op for os, at vi stod og kiggede på turens første transvestit. Der strittede lidt små hår ud fra udskæringen til brystet, og under make upen kunne anes et par skægstubbe der ikke tilhørte en kvinde. Vi fik booket os ind, og kunne endelig gå til ro for natten omkring klokken 1.
- comments