Profile
Blog
Photos
Videos
Route 12 & Bruce Canyon National Park
Som i allerede har hørt overnattede vi lidt udenfor byen Torrey, hvor vi vågnede op til en skøn udsigt. Morgentimerne gik således med at skrive lidt på bloggen og sortere i billeder imens vi nød udsigten over bjergene. Morgenmaden blev efterfølgende indtaget nede ved hovedindgangen, hvor vi fra en bænk også kunne nyde udsigten.
Næste nationalpark i rækken var Bruce Canyon, og for at komme derhen tog vi Route 12. Det var en smuk snoet tur gennem et bjergområde kaldet Grand Staircase-Escalante National Monument, hvor bjergene til at starte med var en svag gul farve og efter et kort besøg hos Kiva Coffeehouse skiftede de over i en flot rødlig/gylden farve som vi efterfølgende har set mange steder. En utrolig flot farve som er helt betagende.
For at holde formen blot lidt ved lige fandt vi på denne rute også frem til hvordan vi i bilen kan lave lidt workout. Med lyden til JLO fik vi både trænet arme, mave, lår og balder. Så meget at det rent faktisk kunne mærkes dagen efter!
Køreturen tog omkring 3 timer, og fordi vi kom sent afsted fra hotellet nåede vi først frem til Bruce Canyon omkring kl. 14. Med vores adgangskort til alle nationalparkerne, kom vi nemt ind i parken og efter et kort besøg på visitor centeret havde vi en plan for eftermiddagen.
Da parken er utrolig stor koncentrerede vi os om det mest populære område, hvor de forskellige oplevelsespunkter kaldes Sunrise Point, Sunset Point og Bruce Point.
Til vores fornøjelse var det kun omkring 86 fahrenheit denne eftermiddag, så det var ikke nødvendigt med en større oppakning, før turen gik ud mod området Queens Garden. Her fik vi en forsmag på hvor smukt, der er i Bruce Canyon med utallige klippeformationer i flotte spirlignende klippestykker som står i ét virvar.
Mens vi stille og roligt bevægede os ned af vandrestien fik vi gjort flere hold for at nyde udsigten. Det var vores plan kun at gå ud og se Queens Garden og så vende om. Og efter at have set flere spir-formationer som vi mente kunne være denne Queens Garden besluttede vi at vende om. Vi skulle nå en masse mere. Hvad vi dog ikke lige havde bemærket var at vi på vejen ud havde formået at komme dybt ned og vi fik derfor brugt benene på vejen op. Hvilket egentlig var meget rart efter den lange køretur.
Efter en kort køretur videre til Sunset Point, kom vi frem til et område med de samme spir-formationer med disse flotte røde, lyserrøde og gullige farver. Herfra begyndte vandrestigen Navajo Loop Trail, som skulle føre os forbi Thors Hammer og Wall Street.
Et lille stykke henne af stien kunne vi se en masse mennesker som gik op og ned af en stejl trappe som fulgte bjergvæggen. Vi kunne ikke nære os for at gå ned af trappen selvom stien gik den anden vej.
Efter ti minutters nedstigning fik vi vores belønning, for nede i bunden stod der det højeste træ som forsøgte at strække hals, så dets top fik bare en lille smule sol. Gennem en smal passage kom vi ind til to lignende træer. Her skinnede solen flot ind på klippen som reflekterede med den smukkeste sorbetfarve.
I stedet for at gå op af trappen igen fortsatte vi nysgerrigt ned igennem passagen og ude på den anden side blev vi mødt at den mest idylliske
skovstig omringet af flotte træer, fantastiske klippemure og kiggede man længere op kunne man se de forunderlige, sorbetfarvede tinder, spir og totempæl-formede formationer som kendetegner Bruce Canyon. På grund af eftermiddagsolen blev farven på klipperne endnu mere fremtrukket og efterlod os med nogle fantastiske indtryk.
Vi fortsatte af stigen og fik flere gode indtryk mens vi gik videre. Helt sikkert en af de flotteste vandreture vi har taget indtil nu og helt anderledes end vi hidtil har set.
På et tidspunkt drejede stigen om et hjørne, og så snart vi kom rundt om hjørnet begyndte opstigningen. Det var også her vi så at vi indtil videre havde fulgt den rigtige stig, vi havde blot taget den omvendt.
Mens vi steg længere og længere op måtte vi indimellem stoppe op og nyde udsigten - og ikke mindst få vejret, for selvom vejret var helt tilpas varmemæssigt, skal man ikke undervurdere terrænet. Udsigten fra turen op var utrolig - for
et øjeblik siden havde vi lige vandret rundt nede i kløftens hule og i næste øjeblik så vi igen kløften og klipperne fraoven.
Oppe på fast grund igen kørte vi videre til Inspiration Point, hvorfra vi så et område af Bruce Canyon som er døbt Silent City. Efter et kort stop her kørte vi op til Bruce Point, og som vi nærmede os udsigtspunktet begyndte det langsomt at blæse mere og mere op mens skyerne trak ind over parken. Fra dette høje punkt nåede vi dog at nyde udsigten til Bruce Amphitheater, den smukkeste samling af disse usædvanlige klipper i tæt omfang.
Som vi kørte fra parken kom der et kæmpe skybrud med masser af torden og lyn. Det var det helt rette tidspunkt at tage videre på:-)
Skybruddet fulgte os dog videre mod Zion National Park, som er næste park i rækken. Der var ikke særlig langt mellem de to parker, og som vi kom nærmere os Zion var tiden inde til at finde overnatning.
Vi fandt hvad der udefra lignede et lurvet motel i den lille by Buffalo, men værelserne var af en hel anden verden. Der var ingen værelser med to senge, så i stedet fik vi deres suite med to rum. Der var en seng så højt oppe at man skulle træde på en lille trappe med hele 4 trin lavet af en træstub og med pejs på modsatte væg samt med spejl oppe i loften. I badeværelset havde man selskab af en kæmpe frø og i stuen stod der flotte grene i hjørnerne. Alt i alt et værelse, der var inspireret af naturen, og føltes som om man var med i et eventyr.
Denne aften blev der dømt tøssehygge med popcorn fra microbølgeovnen, frisk frugt, kold champagne og så selvfølgelig filmen Sweet Home Alabama, som vi lånte af motelmutter.
- comments