Profile
Blog
Photos
Videos
Fun in Las Vegas!
Med et sent tjek-ud blev klokken hen af frokosttid før vi fik pakket kufferterne og kom ud af værelset. Vi var heller ikke meget for det, da det var et lækkert værelse med fantastiske senge.
Nede i lobbyen var planen at finde den Avis-stranke vi vidste skulle være der. Tiden var nemlig inde til at skifte bil - i de sidste tre dage havde der i displayet stået at den trængte til olieskifte. Inden vi kunne bytte bilen ud, skulle der ryddes op i den og fyldes benzin på den. Hele fornøjelse tog lidt over en times tid, og vi endte op med en grå Ford Edge. En rigtig fin bil, men det var selvfølgelig lidt svært at sige farvel til vores ellers trofaste Chevrolet.
Efter at have lært airconditionanlæggget i vores fine Ford og alle dens fine funktioner, var vi klar på at spise lidt kombineret morgenmad/frokost. Vi fik hurtigt fundet en lille cafe med gode sandwich.
Med vores behov for mad dækket var det tid til at spille lidt Black Jack og udnytte hotellets casino. Vi satte os ved et bord, hvor spillet hed Black Jack Swicth, hvor man spiller to hænder af gangen. Indsatsen var kun 10 dollar pr. spil, så det var et godt sted at starte ud.
Vi var de eneste ved bordet, så vi fik en god snak med dealeren mens vi spillede og vandt spil eller spil. Tiden gik hurtigt og pludselig begyndte det at gå ned af bakke for os, så efter at have spillet 60 dollar op stoppede Pia. Tina ramte også nul og selvom hun gerne ville fortsætte og lægge flere penge på bordet hørte hun efter fornuftens stemme og stoppede også.
Nu hvor alle hotellets muligheder var udnyttet skulle turen gå mod Premium Outlet Mall Nord, hvor vi ville spare lidt penge og shoppe billigt. Vi nåede dog ikke så langt, for i kælderen på MGM kom vi forbi en butik, hvor det var muligt at udvælge sin hel egen musling med en perle i.
Det var 15 dollar pr. musling, så vi kunne ikke nære os for at gøre det. Vi valgte hver vores muslingeskal, og da vi skulle åbne dem blev vi udsat for et mindre ritual fra Hawaii. Det gik ud på at vi skulle banke tre gange på muslingeskallen hvorefter alle i kor råbte Aloha og muslingeskallen blev åbnet. I Tinas gemte der sig en fin perle i cremefarve på 7,2 mm - cremefarven betyder Lykke. I Pias gemte der sig en lidt større perle i guldfarve på 7,8 mm. Guldfarve betyder Prosperity (velstand og fremgang). Vi fik sat perlerne i et par fine halskædevedhæng og som tak for handlen fik vi lov til trække en muslingeskal gratis. De ville gerne lige se om de kunne sælge os lidt mere.
Vi fik udvalgt hver vores muslingeskal og gennemgået ritualet igen. Denne gang trak Tina en rigtig stor perle på 8 mm. i farven pink, som betyder Skønhed. Pia trak endnu en guldperle, en lidt mindre end den første. Nu det var i samme farve så var det jo fristende at få sat perlen i en matchende ring til halskæden. Fristelsen overvandt og sælgeren var en glad mand.
Ude af hotellet fik vi fundet frem til outletbutikkerne og vi fik fundet nogle rigtig gode tilbud.
Natten blev tilbragt på et billigt motel, hvor vi mødte endnu en kvinde med danske rødder. Efter en lille snak med hende fik vi lidt ekstra rabat på værelset. Ikke helt så ringe endda :-)
- comments
elin Godt I kunne stoppe før det gik galt ;-) Men ringen skulle du have fået lavet for det er dyrt herhjemme. I er gode til at få discount :-)))
Pia Jeg fik skam lavet ringen :-) Den er virkelig flot
elin Flot. Jeg håber, I nyder de sidste dage. Det er ikke sikkert, vi er på mere. Det koster ;-) Så rigtig god tur hjem. Glæder os begge til at have dig hjemme igen.