Profile
Blog
Photos
Videos
Vi startede dagen i Vegas med morgenmad på en lille dinner nær motellet hvor vi overnattede. Det var udefra ikke noget særligt, men da vi kom indenfor blev vi mødt af et oppyntet lokale med massere af sjæl. Vi bestilte klassisk amerikansk morgenmad, da vi ikke har fået det meget herovre. Pia fik scrample æg, hashbrowns, bacon, toast samt frugt, og Tina fik nøddepandekager med sirup, spejlæg og frugt. Efter at være kommet halvt igennem portionerne, gik vi mætte derfra. Vi kunne her igen fornemme den amerikanske kultur, med meget store portioner.
Under morgenmaden så vi flere taxaer ankomme udenfor, så folk tog rent faktisk taxa for at komme ud til denne morgenmadsdinner, vi syntes det var pudsigt, med det store udvalg af restauranter i Vegas.
Efter morgenmaden satte vi kursen mod Death Valley via highway 190, hvor vi på vejen krydsede statsgrænsen til Californien. Skiltet der illustrerede at vi krydsede statsgrænsen var rent faktisk så lille, at vi i første omgang kørte forbi, så vi måtte bakke et par hundrede meter tilbage, for at få vores billede. Heldigvis er de små veje ikke så trafikerede herovre.
Et godt stykke ude i ingenting ramte vi byen Shoshone. Her gjorde vi et lille hold, for at få fyldt vanddepoterne op og slå et smut forbi byens autentisk visitor center. Her snakkede vi med en ældre dame, der kunne anbefale os veje og stop gennem Death Valley. Hun fortalte at varmen var tæt og trykkede deroppe, at vi skulle være forberedt med en masse vand og at vi skulle værdsætte vores aircondition i bilen. Det var allerede varmt nu, så vi kunne godt fornæmme det ville blive utrolig varmt.
Udsmykningen udenfor visitor centret var meget passende i forhold til byens sjæl. Her stod en gammel rusten bil, forladt ved en nedlagt tankhane. Herpå var bygget taget som gik videre ind til verandaen tilhørende visitor centret, hvilket også var placeret i et hus bevaret fra gammel tid.
Vi begav os afsted mod Death Valley. Vejen hertil forløb af meget snoede veje - igen gik vejen helt ud til kanten af kløften. Vi kom op til Dantes View, som er et udsigtspunkt 1.669 meter over sea level. Her havde vi udsyn ned i noget der lignede et hav af sand. Det var meget anderledes fra hvad vi ellers har set på turen, men enormt imponerende. Det var omkring 35 grader her, og fra bunden/havet af sand kunne vi se hvordan varmen stod op i damp, så det var endnu varmere dernede. Vi begav os her ud på en kort hike for at få et par billeder med udsyn hele vejen rundt.
Herfra kørte vi mod det Zabriskie punkt, som er et udsigtspunkt placeret blandt kæmpe sandbanker. På toppen af disse sandbanker var skabt et sort lag. Dette er sket i form af lava og varmt vand, hvor vandes mineraler har påvirket lavaen og resultatet er blevet disse sorte sandtoppe. I det Zabriskie punkt stødte vi på to andre danske familier. Vi fik taget billeder og kom igen ind i en kølig bil for at begive os afsted mod Badwater Basin. Dette er placeret 85,5 meter under sea level, og er det laveste punkt i USA. På vejen hertil kunne vi se fahrenheit stige i bilen og da vi nåede bunden var det 47 grader - det kan blive helt op til 57 grader, så vi var der en af de koldere dage. Selvom det ikke føltes sådan.
Det var en meget tør varme, men det afholdte os ikke fra en tur ud til udsigtspunktet. Hernede kunne vi se hvordan der var dannet saltkrystaller på sandet, fra det vand der har ligget i foråret, men nu er fordampet.
Hele dagen i Death Valley forløb i meget høje temperaturer, og vi fik helt sikkert svedt en del af de affaldsstoffer, vi har indtaget gennem turen, ud af kroppen.
Vi overnattede i Lone Pine, som ligger på vejen mod spøgelsesbyen Bodie. En super hyggelig by, hvor vi fik rigtig god aftensmad på e af de lokale tilholdssteder.
Vi må ikke glemme at nævne, at gpsen førte os på afveje, så vi på vejen mod Lone Pine kom igennem et område lignende noget der kunne betegnes som et stenkrater. Det var imponerende den måde naturen havde skabt placeringen af disse, det lignede et bjerg der var eksploderet og landet som en smuk stenpark.
Vi blev enige om at dette var værd at klassificere som national park, og kom op med flere navne hertil. Da vi fandt en udgang, fandt vi dog også ud af at området var statspark, så vi var desværre ikke de første opdagende alligevel ;-)
- comments