Profile
Blog
Photos
Videos
Dagen i dag har atter igen bragt nye oplevelser med sig. Dette er helt sikkert sådan livet skal leves
:-)
Vi startede ud med at køre op til spøgelsesbyen Bodie, der ligger lidt nord/øst for Yosemite National Park. Inden vi dog nåede så langt var vi lige et smut forbi Mono Lake - en utrolig smuk sø, hvor vi nød udsigten og en kort pause inden vi
fortsatte videre til Bodie.
For at nå ud til byen fulgte vi først en almindelig asfalterede landevej (route 270), efter vi drejede fra på 395 nord. Et stykke henne af vejen endte den asfalterede vej dog, og en berygtet grusstig begyndte. Den er berygtet på grund af den rystetur som både bil og krop gennemgår! Ret utroligt, og det er nytteløst at forsøge at køre udenom for det er simpelthen ikke muligt.
Efter denne famøse rystetur ankom vi til spøgelsesbyen Bodie, hvor der på byens højdepunkt boede knap 8.500 mennesker. Dette var tilbage i 1870érne. Her var der rigtig godt gang i mineindustrien, hvor man hovedsageligt fandt guld og sølv. Man mener der er fundet guld og sølv for vistnok 15 milliarder over hele perioden mens der boede mennesker i byen. Der var en kort periode, hvor beboerne levede godt i byen, men snart var minerne tomme og beboerne flyttede videre.
I starten af 1900-tallet, hvor byen fik anlagt elektricitet fik byen en kort opblomstring pga.
fornyede kræfter til minen. Igen blev fornøjelsen kort og efter en større brand i 1936 brændte hele byen på nær 10%. Det var de resterende 10% som vi var ude og se.
Det var utroligt spændende at se den efterladte by. Beboerne havde efterladt mange ting i husene. Ind af vinduerne fik vi set det falmende tapet, gamle senge, køkkener, spiseborde, krybber og meget mere. Da vi kiggede ind af vinduerne på den gamle skole så vi deres udsmykkede skriveborde, tavle, klaver og den gamle lerlavet globus.
En anden fascinerende ting i byen var de gamle biler som stod tilbage, helt rustne og uden dæk samt deres gamle trækvogne. Rysteturen var bestemt det værd - hele byen havde en helt specielt stemning over sig!
Med endnu en rystetur tilbage til landevej 395, var vi klar til at køre igennem Yosemite National Park af vejen Tioga Road, som er lukket hver vinter pga. sne. Den er heldigvis åbent på denne
tid af året, så for at udnytte årstiden kørte vi denne flotte og oplevelsesrige vej.
Lige inden vi kom ind i Yosemite National Park fik vi vores livs forskrækkelse, for pludselig kunne vi se at der ude i siden af vejen, helt op til klippevæggen var noget brunt som bevægede sig bag en busk, og ud af klippevæggen og busken sprang en brun bjørn frem og ud på vejen foran bilen.
Heldigvis var der ikke alt for meget fart på bilen og Pia fik hurtigt bremset bilen ned mens den flotte bjørn stoppede op og kiggede på os, hvorefter den løb videre ud ovre skrænten. Imens sad vi begge meget højt og kaldte "bjørn" mens der blev famlet efter kameraet og Pia fik styr på bilen. Tina nåede desværre ikke at tage noget billede, men selve oplevelsen kommer vi ikke sådan til at glemme.
Inden i nationalparken fik vi set det kæmpe bjerg kaldet Half Dome fra et af udsigtspunkterne fra vejen, og ellers nød vi de
hvide bjergvægge som findes i Yosemite, samt udsigten med endnu flere bjerge og frodige områder.
Som vi nærmede os udkørelsen af Yosemite var tiden inde til at finde overnatningsmulighed. Planen var at prøve et telt hos Yosemitebug, men der var intet signal i parken og adressen havde vi desværre ikke fået skrevet ned. I stedet endte vi efter en lang tur ned af en kringlet vej hos Everwood Lodge, langt nede i bunden af Ivoy National Skov som ligger lige op af Yosemite National Park.
Heldet var med os for de havde tilfældigvis et enkelt telt ledigt - normalt skal man bestille plads 6-8 måneder forud! Vi var også så heldige at der både var madras, soveposer, puder og alt hvad vi ellers kunne få brug for.
Vi nød aftensmaden på deres cafe, hvor Tina fik en lækker tallerken med oliven, ost og andet godt og Pia en skøn salat med bær. Med en let aftensmad var der også plads til en hindbær
ostekage og Creme Bulét. Mums ;-)
Hele området med hytter og telte var utroligt hyggeligt. Der var endda en kiost, bar, opvarmet pool og opholdsstue. Hvis tiden var til det ville vi helt sikkert have udnyttet flere af deres faciliteter inden vi lagde os til rette i teltet.
- comments