26. 29. juni, Phnom Sambok

Vaagner ved at den store klokke uden for min doer bliver slaaet an og runger hoejt og laenge ud i moerket. En enkelt hane galer et sted, men ellers er det stadig stille. Ligger stille i moerket og lytter, min krop er oem efter endnu en nat paa en tynd sivmaatte paa traegulvet, men det er stadig for tidligt at staa op. Klokken er 3.30, der er stadig et par timer til morgenmad. Saa starter nonnernes chanting i templet ved siden af. Et kor af gamle, monotone stemmer, der messer en endeloes raekke af ord, jeg ikke forstaar. Jeg lukker oejnene igen og lytter til de hellige toner i en halv times tid, foer jeg kravler vaek fra mit taeppe og finder en lommelygte - der er selvfoelgelig ingen elektricitet her. Da jeg endelig traeder ud i det spaede morgengry, er nonnerne faerdige med deres morgenmesse og der er travlhed omkring templet. Gamle, krumryggede nonnerne, kortklippede og i hvide klaeder, i fuld gang med morgenens goeremaal: fejer gaardspladsen, forbereder morgenmaden og goer templet klar til faellesspisning. Da den store klokke ringer igen ved 6-tiden, betyder det, at morgenmaden er klar. Munkene ankommer i lange orange klaeder i adstadigt tempo og saetter sig ind i templet paa gulvet, hvor nonnerne har stillet morgenmaden frem. Jeg foelger med ind i templet, med saetter mig paa gulvet i den modsatte ende end munkene. Saetter mig paa knae med ansigtet vendt mod buddha, samler haenderne foran mig, bukker mig og roer jorden tre gange, foer jeg igen samler haenderne foran mig, og sidder stille et oejeblik og maerker roen og helligheden i templet. Til morgenmad er der altid en traditionel rissuppe, og saa vover jeg mig en gang imellem ud i lidt frisk fisk fra Mekong-floden. Ellers er maaltiderne lidt af en buffet af alt godt (og mindre godt) fra det traditionelle khmerkoekken.

Efter morgenmaden gaar jeg op til meditationscentret og venter paa munkene. Stener lidt over reglementet paa klostret: "Not allowed to smoke cigarettes or take drugs", "Visitors have to keep clean and hygienic", "not allowed to disturb monks or laymen practicing meditation", "not allowed to bringweapons or bombs to the temple". Taenker paa, om nogen, der ville vaere skoere nok til at spraenge et af de mest fredfyldte steder i verden i luften, ville laese reglementet for stedet foerst. Mine to laerermestrer, to buddhistiske munke med et udmaerket engelsk, ankommer, vi saetter os ind i templet, hilser buddhaen ved alteret og saetter os til rette paa fint broderede puder med lukkede oejne og benene over kors. Fudstaendig stilhed. Maerk din krop. Fokuser paa din vejrtraekning, aand ind, aand ud, aand ind. Maerk de tomme rum i din krop, som fyldes og toemmes for luft. Ind og ud. Mit knae begynder at goere ondt. Ind og ud. Min ryg begynder at vaerke. Aand ind, aand ud. Mit knae bliver vaerre, og jeg proever at koncentrerer mig mere om min vejrtraekning, dybere koncentration. Synker dybt ind et eller andet sted, hvor der er fuldstaendig fred og saa mit aandedraet. Bliver brat revet tilbage til virkeligheden, da et nyt jag gaar gennem mit knae. Gaar udenfor, staar ret paa begge foedder, vender blikket ned i jorden og koncentrerer mig om mi krop. Jeg loefter den ene fod, saetter den ned igen, samler hele min koncentration om hvert skridt, jeg tager. Maerker foelelsen af at gaa, maerker mit aandedraet.

Frokost i nonnernes tempel kl. 11. Det er dagens sidste maaltid, saa jeg skovler lige saa meget ris ind, jeg kan. Kl. 13 begynder eftermiddagsmeditationen - 4-5 timer i det aller helligste tempel paa toppen af bakken. Nogle af munkene sidder som statuer med ranke rygge i halv lotus i dyb koncentration i fire timer i streg. Det er ikke mig, jeg maa flere gange give op, gaa uden for og nyde udsigten et oejeblik, lade tankerne vandrer, som de vil. Cambodia er fuldstaendig fladt, jeg staar paa den eneste bakke i milevis, saa jeg har udsigt over kilometer af rismarker med spredte smaagaarde indimellem andre store templer. Solen staar lavt og skyggerne er lange, da jeg endelig gaar med munkene tilbage til meditationscentret for at diskutere dagens session.

Jeg befinder mig 10 km nord for Kratie paa oest-siden af Mekong i Combodia i kloster og meditationscenter, Phnom Sambok. Jeg bor her kun for tre dage - paa ingen maade nok til for alvor at goere fremskridt med meditationen, men kort nok til at jeg kan se en ende paa min asketiske tilvaerelse med munke og nonner og seks timer dagligt, hvor jeg kun maa taenke paa min vejrtraekning. Jeg befinder mig i paradis paa jorden, alligevel kan jeg ikke vente med at komme vaek herfra. Vores evige flakken fra sted til sted, en soegen efter noget, som jeg ikke er sikker paa, hvad er, altid travl for at se, hvad der er at se, opleve, hvad der er at opleve, foer vi rejser videre: alt det er sat fuldstaendigt i staa, og der bliver gjort en dyd ud af at lave ingenting saa intenst, at det er uudholdeligt...

Det var med en foelelse af lettelse at jeg efter tre dage gik ned af trapperne fra klostret en sidste gang, tog en tuktuk tilbage til Kratie og fandt Rasmus paa Balcony Guesthouse. Han maatte opgive meditations-vanviddet efter foerste dag med en daarlig ryg. Jeg er ikke skraemt af medtation og buddhisme for altid. Tvaert imod er jeg dybt fascineret af livet i klostret paa bakketoppen. Af munkenes uknaekkelige selvdisciplin, ro, overskud og livsvisdom. Men for oejeblikket fortjener min oemme ryg og overbelastede knae en pause fra timelange meditationssessioner.

9. juni - 15. juni: Bangkok

Banngkok var et kaempe kulturchok for mig. Fra Indiens kaos, trash, fattigdom og hellighed til Bangkoks flersporede veje, velorganiserede trafik, skytrains, skyskrapere, shoppingmalls og tusindvis af unge, stive englaendere og australiere i laarkorte shorts og smaa stroptroejer. I Kao San Road (Backpacker-street) e hver nat som en fredag i Koebenhavns Indre By gange 1000. Teknoen pumper ud af diskotekerne, der ligger side om side langs hele gaden. Stedet emmer af en kultur af heftig druk og hor - en aedel tradition, der for alvor blev slaaet fast, da amerikanske soldater (forstaaeligt nok) tog paa ferie fra Vietnamkrigen i Bangkok for selv samme formaal: druk og hor (dengang dog i Red Light District, som af gode grunde ikke var paa vores sightseeing-program).

Jeg var lykkeligvis blevet forskaanet for storby-oplevelsen i Delhi, da jeg moedte en rig, indisk familie i bussen fra Manali, som forbarmede sig over mig og inviterede mig hjem til deres ljlighed, gav mig morgenmad og en seng at sove i, inden faderen koerte mig til lufthavnen, saa jeg kunne fange et fly til Bangkok. Det var meningen, at jeg skulle moede Rasmus i lufthavnen i Bangkok. Udmattet efter en soevloes nat i Delhi Lufthavn vadede jeg frem og tilbage i lufthavnen med min alt for tunge backpack, men kunne ikke finde nogen Rasmus. Jeg var overhovedet ikke tilfreds med situationen, da jeg endelig besluttede at proeve at finde Kao San Rd paa egen haand i haab om at finde min kaereste der. Det tog mig en rum tid og tre busser, foer jeg blev sat af en enkelt blok fra Kao San Rd, fandt en indernet cafe, hvor Rasmus selvfoelgelig allerede havde lagt en bekymret besked og navnet paa hans guesthouse, og vandrede derefter ned ad Kao San Rd med en ret vag ide om, hvad jeg skulle kigger efter. Og der, midt i vrimlen af unge hvide turister og thaier, der ville saelge mig sko (mine slippers var saa udtraadte, at jeg havde besluttet at gaa barfodet) stod han der og lignede en, der ikke helt forstod, hvordan jeg pludselig var havnet i Kao San Rd. Rasmus havde selvfoelgelig vaeret ude i lufthavnen for at kigge efter mig, men det er tilsyneladende lettere at finde hinanden i Kao an Rd end i lufthavnen...

En gd ting var der dog alligevel ved at vaere landet i en moderne storby: Bangkok er byen, hvor jeg helt sikkert kunne finde en erstatning for mit kamera, som havde opgivet rejselivet nogle uger tidligere. Jeg har altid vaeret imponeret over kaerester, der gider tage med paa shopping, og hvordan Rasmus kunne holde ud at foelge med mig rundt kilometer efter kilometer overdimensionerede shoppingmalls for at finde en NIKON-forhandler (for Marie ville jo have NIKON), er mig en gaade. Vi var begge to godt rundtossede, da jeg endelig fandt mit nye kamera, og det var tid til at finde en vej ud fra det endeloese shoppinghelvede, som vi havde forvildet os ind i.

Mit nye vidunder bliev straks taget i brug, da vi dagen efter tog ind for at kigge paa kongepaladset og omkringliggende templer. Gyldne tagtoppe, farverige udsmykninger og udskaeringer, velholdte haver og hundredevis af statuer og afbildninger af daemoner og konger og buddhaer, og selvfoelgelig endnu flere turister med knipsende kameraer.

Et par dage med tempelsightseeing i Bangkok og guesthouse lige bag Kao San Rd var imidlertid mere end rigeligt til at goere mig vanvittig. Bangkok er bestemt en smuk by med floden, Mae Nam Chao Phraya krydsende igennem med smaa faerger, som sammen med skytrains ved sagtens udgoer den hurtgste og letteste maade at komme fra den ene ende af byen til den anden. Men derudover var storbypulsen, shoppingvanviddet og drukkulturen blandt turisterne for meget for en laid-back bonderoev med en backpack som mig.

16. - 22. juni: Siem Riep og Ankor

Vi fangede en bus fra Bangkok til Siem Riep i Cambodia for at opleve Ankor. At rejse fra Bangkok til Siem Riep er at rejse fra den ene turisthob til den anden. Uanset hvor mange tykke turister, der koerer rundt i Ankor-omraadet i deres luksurioese aircon-busser, vil Ankors templer altid vaere et imponerede levn fra en anden tid og et andet rige. Fra 800-tallet eksisterede byen i mere end 600 aar paa trods og i kraft af adskillige krige med omkringliggende riger. Med sin million indbyggere, udgjorde Ankor dengang en af verdens stoerste byer, muliggjort af udgravningen af to enorme soeer (i alt over 24 kvdkm) til at forsyne byen og markerne med vand. Toerker og invasioner fra Thailand i 13-1400-tallet udgjorde imidlertid enden paa rigets storhedstid, og hovedparten af byen blev efterladt til forfald og opslugt af junglen. Da Frankrig fik kontrol over omraadet i starten af 1900-tallet laa der derfor et kaempe arbejde af arkaeologiske udgravninger og rekonstruktioner foran dem - et projekt, der stadig er on-going. Det er svaert at sige, hvad der er mest imponerende. Er det enorme, relativt velholdte Ankor Wat omgivet af voldgrav og mur og taarne, der spejler sig i vandoverfladen. Med dekorationer skaaret ind i vaeggene hele vejen rundt om templet, saa det bliver en laengere pilgrimsrejse, foer man endelig gaar op ad trapperne til det aller helligste, og en soed duft fra roegelsespindene ved alteret breder sig.

Eller er det de templer, hvor maegtige traestammer snoer sig op ad murene eller springer ud mellem stenene og langsomt gennem aarhundreder bryder muren op. Hvor man kan fare vild i gangene mellem ruinerne og finde nye udskaeringer mellem de kaempemaessige stenblokke.

Eller er det den lange cykeltur rundt om hele omraadet, hvor et nyt aeldgammelt tempel dukker frem mellem traeerne for hveranden kilometer, og hvor dimensionerne af den forhistoriske by virkelig gaar op for en. Problemet med den lange cykeltur er, at de cykler, vi havde lejet fra Siem Riep for en dollar pr dag bestemt ikke var velegnede til at tilbagelaegge 35-40 km om dagen. Mine daek var saa flade som et cykeldaek kan vaere, mit baghjul slingrede og Rasmus' kaede var saa loes at den kunne falde af naar som helst. Alligevel besluttede vi paa tredje-dagen i Ankor, at vi havde set templer nok (selvom vi stadig kun havde set en broekdel) og cyklede ud til en af de nu udtoerrede soeer, som tidligere udgjorde vandforsyningen til byen. Med ideen om, at der stadig burde vaere vand i den ene ende af soeen, hjulede vi efter bedste evne ud af en mudret lervej midt gennem den gamle soe. Efter en halv time var vi ikke engang halvvejs gennem soeen, og besluttede at skyde "genvej" (som ikke var saa kort endda) midt gennem soeen, forbi et nyere kloster og ud paa idylliske landeveje, hvor der naeppe kommer falangs (hvide mennesker) hver dag, og efterlod spoergsmaalet om, om man stadig kan finde vand i soeen ubesvaret.

Siem Riep selv (i hvert fald den turistede del) var langt rigere og mere moderne end jeg havde forventet af Cambodia. En flod slynger sig dovent gennem centrum, hvor der er sat farvede lyskaeder, som spejler sig i floden, langs med natmarkedet for turisterne. Me selv paa de lokale markeder er der turistpriser og hundredevis af saelgere i deres smaa boder, der er saa desperate fpr at saelge til de hvide med penge, at det er umuligt at stoppe op et oejeblik ved en bod for at kigge paa toerklaeder, souvinir-figurer eller spisepinde uden at bliver overfaldet af saelgeren. Alligevel formaaede Rasmus at faa koebt en paraply, saa vi kunne vaere rustet til regnsaesonen - 6,5 dollars blev det (og sikkert den eneste 6,5 dollars paraply man kan finde i Cambodia), og saa gik det lille lyseblaa vidunder med bamser paa i stykker anden gang den var ude i regnvejr. Det eneste man kan troeste sig med, er at saelgeren har tjent dagens profit paa et enkelt salg og faaet sig et grin, der var mindst lige saa godt, som det jeg fik, da jeg hoeerte prisen.

Efter vores udmattende dage i Ankor ellerr paa markedet var det fuldstaendig noedvendigt at chille ud, lade op og finde et godt maaltid. Vi slog derfor op i vores Lonely Planet South East Asia, hvor man har anbefalet "Happy Herb Pizza": "the happy in question is a somewhat illegal herb that leave diners on a high. Nonhappy pizzas also available" - Lonely Planet. Selv efter en lang dag, var vi fast besluttede paa at finde vores pizza, saa vi begav os ud i Siem Riep med kortet fra Lonely Planet i haanden. Og vi kan kun bekraefte Lonely Planets anbefaling: for asiasisk standard kan man faa udmaerkede pizzaer i Happy Herb Pizza.

22. juni - 26. juni: Kratie

Fra Siem Riep gik turen oestpaa til en mindre by med faerre turister ved Mekongflodens bred. Kratie er et idyllisk sted med smaa fiskerklynger, traehuse bygget paa hoeje stolper for at forhindrer vandskader i regnsaesonen. Fra havnen gaar en lille faerge i pendulfart (dvs. den sejler, naar der er passegerer nok) ud til en lille oe midt i floden. Vi tog baaden derud en dag. lejede cykler og cyklede oeen rundt paa et par timer. En lille sti snoer sig igennem groent, frodigt landskab, skov og marker og frugttraeer, traehytter paa stolper, hvor folk ligger og daser i haengekoejer under huset. Alle smiler og hilser, boernene vinker og raaber "hello falang", og ingen proever at saelge os noget som helst. Cambodianerne er fantastiske mennesker saa snart man kommer vaek fra turistomraderne, hvor falangs foerst og fremmest er omvandrende dollartegn.

Successen fra oeen gav os mos paa at cykle et stykke af Mekong Discovery Trail nordpaa langs Mekong til oeen, Koh Phdao, hvor vi ville arrangere et saakaldt homestay: en cambodiansk familie, der aabner doerene for rejsende og byder paa traditionel khmer-aftensmad og morgenmad. Foerste forsoeg paa at booke et homestay gik knap saa godt. Den alt for hjaelpsomme manager fra Silver Dolphin Guesthouse gav os et "tilbud" paa en tuktuk til Sambour, motorbaad til Koh Phdao og cykler klar, naar vi ankom paa oen - "kun" 35 dollars pr. mand, homestay og mad inkluderet. Vi spurgte, om vi ikke kunne cykle i stedet for at tage en tuktuk, men nej: for det foerste kan man ikke cykle uden guide, for det andet gaar baaden ud til oeen kun tidligt om morgenen, saa det ville vaere umuligt at naa. Selvom manden for laengst havde sagt nok til at jeg var godt gal i skralden, fortsatte han: "very easy for you, everything is organized, you don't need to do anything, you don't even need to think!". Der roeg hans sidste chance for at saelge mig noget som helst, og vi koebte vores homestay fra vores guesthouse - 15 dollars hver med to maaltider inkluderet og endda en donation til "community development" (who knows...) og saa fik vi lov at cykle uden guide. Og selvfoelgelig viste det sig, at en guide er totalt unoedvendig - der er kun en vej, og den gaar langs Mekong (en af Asiens stoerste floder, ret svaer at overse) nordpaa til faergeovergangen, som er i den stoerste by i miles omkreds. De foerste timer ud af den roede jordvej med Mekongfloden paa den ene side og idylliske traehytter paa den anden side kunne kun nydes i fulde drag. Men efter en hel dag paa en hullet landevej i bagende sol, var det saerdeles tiltraengt at ankomme til vores Khmer-familie paa Kog Phdao lige foer solopgang. Vores familie talte ikke et ord engelsk, mit khmer er begraenset til Agun Chran (mange tak), aa det var ret begraenset, hvor meget de kunne fortaelle os om, hvordan det er at vaere khmer paa Koh Phdao. Men vi fik da set deres hjem og fik et udmaerket maaltid fra det traditionelle khmer-koekken: stegte fisk fra Mekong, kogte blade af en slags, ris i massevis og en slags vafler af kokosmel til desert.

Et homestay gor en nat giver selvfoelgelig ikke samme autentiske oplevelse, samme indblik og forstaaelse som mine tidligere stays ved private familier i Zambia og Nepal. Det sted, som har laert mig mest om Cambodia er klostret Phnom Sambok, men selv der levede jeg fuldstaendig isoleret fra almindelige cambodianere. Problemet er ikke mindst, at de fleste cambodianere taler meget daarligt eller slet ingen engelsk, hvilket goer det naesten umuligt at faa lokale venner, hvis du ikke taler khmer eller i det mindste fransk. Den ene engelsksprogede avis, jeg fik fat i "Cambodia Daily" bragte primaert internationale nyheder og sport, ikke en eneste notits om den politiske situation i landet, ikke en kritisk artikel om noget som helst.

Nu har jeg forladt Cambodia stadig med en forsvindende lille viden om den politiske og sociale situation i landet. Cambodias Peoples Party ser ud til at dominere alt, saa jeg gaar ud fra at et anstaendigt demokratisk system stadig lader vente paa sig. Men endnu vaerre end det er tanken om det nationale traume, der utvivlsomt har sat sinde blodige spor i naesten hver eneste cambodianske familie for blot 30 aar siden. 1,7 mio mennesker naadesloest henrettet uden grund paa under 4 aar og endnu flere mennesker som blev tvunget til et liv i slaveri paa landet. Cambodianernes moerkebrune oejne i ellers altid smilende og venlige ansigter har med sikkerhed mere i bagagen end som saa.

Jeg befinder mig nu paa Don Det, en af de 4000 oeer, der pletter Mekong i det sydlige Laos. Dette er muligvis det mest ubekymrede, laid-back sted paa jorden. Vi har fundet en bungalow med terasse med haengekoejer to meter fra flodbreden og udsigt til de hoejeste "bjerge", jeg har set siden jeg landede i Bangkok. Hele molevitten faaes for 20.000 kip - mindre en 3 dollars for en dobbeltseng. Paa den anden side har vi en paen have med koer, hunde, aender, kalkuner og katte vandrende frit omkring, men lige nu er det saa varmt, at jeg helst ikke forlader min haengekoeje i skyggen foran min bungalow. Det er ellers begyndt at regne meget og laenge hver eneste dag, alt er mudret eller fuldstaendig oversvoemmet, og det tager dagevis at toerre et par trusser efter vask. Bort set fra det elsker jeg regnen. Den koeler alting ned og ofte kommer den i store storme med torden, som ryster alt igennem og minder en om, hvor lille man er. Selvom vi meget let kunne blive haengende her i ugevis gaar turen forhaabentlig videre til det nordlige Laos om et par dage. Indtil da er livet godt, trygt og afslappende i min haengekoeje ved Mekongs bredder...