Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det vist på tide med en lille opdatring inden afrejse mod Kina. Vi har knap 14 dage tilbage i det danske, inden vi springer på flyveren til Shanghai og videre med tog til byen Changzhou, hvor vi skal bode næste fem måneder.
De 14 dage inden starten på vores nye eventyr, betyder samtidigt, at en masse praktiske ting skal ordnes - Heriblandt rejseforskiringer, opsigelses af tv-pakke, internet og ikke mindst nedpakning af lejliged, samt flytning. Miki og jeg havde scoret os en fridag fra arbejdet, så tiden blev brugt i lejligheden, hvor vi pakkede 25 flyttekasser sammen - Hold k..., hvor samler man meget lort sammen! Heldigvis er nedpakningen næsten færdig, og vi kan se frem til en weekend i flytningens tegn med hjælp fra venner og familie - Dejligt! Selvom nedpakningen syntes overkommelig og timerne forløb effektivt, så skulle vi lige have en lille oplevelse med oveni.
Det gik raskt ned af trapperne fra 5. sal med 96 trappetrin - En tur vi tager flere gange dagligt, men som aldrig bliver vores kop te (Heldigvis er det snart slut). Vi pløjede trapperne ned med skrald og en masse ragelse, som endte sine dage i containeren. Så kom tiden til P-skiven i svigermors bil - En smart sag, som elektronisk stiller tiden, men samtidigt forhindre os i at snyde - Pokkers ;)... Vi blev enige om, at Miki skulle køre bilen ud og runde en kort tur i gården, mens jeg bevogtede, den ellers så eftertraget, P-plads. Turen rundt forløb smertefrit, men det kan paralelparkeringen ikke beskrives som. P-pladsen var trang og Miki forsøgte det bedste han har lært, men så nemt slap vi ikke.. Bilen bakkede og pludselig kiggede jeg ned af benet, som sad fastklemt mellem bilens afhængertræk og bilen bagved... AVVVVVVV! Jeg fik ihærdigt bankede på bilruden og Miki kørte med det samme væk, det var bare forsent.. Anhængertrækket havde stemplet mit knæ og smerten i benet brændte! Afsted gik det mod Aalborg Sygehus med lægevagten i røret og heldigvis kom vi forholdvist hurtigt indtil røngentfotografering. Vi fortsatte turen ned på skadestuen med mig i kørestol og Miki som chauffør - Her modtog vi beskeden om at svaret først kunne forventes tre timer senere - For pokker altså.. Kort forinden havde vi ringet til mine forældre, som straks var på vej og sammen med dem blev vi enige om, at tage hjem og slappe af, og så vende tilbage til sygehuset (Kl. 23). Jeg fik taget et par panodiler og en dejlig dolol (morfin) og så var jeg svævende og forholdvis smertefri. Svaret modtog vi kl. 00.30 og denne gang havde jeg været heldig. Selvom bilens kraft har belastet mit knæ og skinneben, så var der intet brud ellet noget brækket.. Pyha! Hvor heldig må jeg have lov at være? Sikke en lettelse.. Nu skal fredagen foregå med benet oppe på sofaen indtil flyttefolkene kommer til eftermiddag og hjælper os afsted :)
xx Trine
- comments