Go'dav derhjemme.

Vi fortsætter denne epidemi af blogindlæg, og hvis ikke I har gjort det endnu, foreslår jeg en kop kaffe eller the til læsningen. Jeg anbefaler også brunsviger, københavnerbirkes eller en hindbærsnitte.....

Fra Kaiteriteri var der afgang ved middagstid, så vi nåede faktisk lige en tur på stranden med vores bøger, inden den grønne bus rullede igen. Vi mindes umiddelbart ikke nogle interessante stop undervejs, så ikke meget at berette om busturen. Kun lige at vi har fået ny chauffør, Matty, som er ret så cool. Han er ung, frisk og underholdende. Og meget hjælpsom OG har god musiksmag, hvilket betyder en del når man kører 4-6 timer dagligt! Nårh, men hvert fald nåede vi frem til næste stop, Westport. Byen er bestemt ikke noget at skrive hjem om, men I får da lige en lille beskrivelse. Den minder uhyggeligt meget om en gammel western by, og det er da også primært skumle minearbejdere der boede her. Derfor blev vi også ret hurtigt frarådet en tur i byen, for mændene her var gamle, perverse og tyvagtige! Et fint og stort supermarked kunne byen dog byde på, så her handlede vi ind efter at være blevet indlogeret på et fint lille hostel. Faktisk boede vi her på værelse med Christa og Cecilie fra Danmark. Der blev kokkereret og hygget om aftenen. Vi drak the med to svenske og to hollandske piger. Den ene af pigerne hed Mimi, hvilket betyder lort på Mauri, så hun var vældig glad for sit navn..... Den aften mødte vi også to tyske herrer, Claus und Torsten, og snakkede længe med dem. Ganske underholdende fordi vi fik fyret lidt tyske gloser af og vi sammenlignede og konkurrerede Danmark og Tyskland imellem. Og ja bare deres navne fik vi os et godt grin af. Som vi sagde til dem; Hvis i boede i Danmark og hed Claus og Torsten ville I nok være 47 og far til 2-3 unger. På en eller anden måde fik vi også lavet en pandekageaftale med dem, så da vi skiltes var vi enige om at mødes igen, men hvor og hvordan vidste vi ikke.. Så tiden måtte vise om vi mødtes igen.
Hvert fald endte Westport med at blive et fint sted på trods af triste omgivelser.
Men videre med os....

Skrevet af Trine