Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle.
Så er min første uge i USA simpelthen bare fløjet forbi... lidt for hurtigt vil jeg nu mene. Jeg var jo så heldig at Kristoffer ville med mig på denne første del af mit eventyr, og jeg tænker at det bedste vil være hvis jeg lige laver en hurtig opsummering for hvad dagene så er gået med:
Dag 0 (afgangsdagen):Den første flyvetur fra Kastrup til Newark lufthavn gik rimelig let...eller jeg blev godt nok lidt dårlig under nedstigningen, men indtil da gik det godt…lækker mad og nok af det, god underholdning i form af film og så selvfølgelig dejligt selskab :) I Newark havde vi så lige et 6 timers pitstop, hvor Kristoffer fik skrevet lidt på sin endnu ikke færdiggjorte eksamensopgave, mens jeg fik taget mig nogle relativt ukomfortable lure på henholdsvis gulv og u-sovbare stole. Endelig kom vores lille propelfly til Rochester, og hvis ikke man i forvejen havde det dårligt, var der hvert fald gode indikationer for at man nok skulle få det… hvilket vi bestemt også gjorde begge to. I Rochester lufthavn blev vi så modtaget af Kristoffers fætter, Simon, og tante, Pia, som ejer den klinik, hvor min praktik finder sted. Det var dejligt at endelig sætte ansigt på hende efter al den planlægning, alle de mails og opringninger. Endelig mødte jeg hende, og endelig var vi der. Vi kørte hjem til deres flotte amr. hus på den flotte amr. villavej. Hjemme ventede Kristoffers onkel, Per, med den sødeste sorte schæferhund, Samson. Vi var begge ekstremt trætte ovenpå den 6 timer længere dag med 2 flyveture og mange fordrevne timer i lufthavnene, så vi smuttede i seng kort tid efter ankomst i mit hjem for de næste 6 uger.
Dag 1 (Kristoffers fødselsdag): Denne dag, søndag den 29. januar, fyldte Kristoffer 26 år. Dette blev fejret med en lang gåtur i den flotte natur for hele familien inkl. Samson… nok særligt til ære for Samson, som knoklede hele skoven rundt med en kæmpe gren som han insisterede på skulle være hans pind. Efter en god tur, og i det mindste et par kalorier forbrændt, kørte vi på vejen hjem forbi hvad man skulle tro var en ganske almindelig benzintank… det uventede var dog at de i et baglokale havde flere tanke fyldt med levende hummere, hvor 5 af dem stod på programmet for aftensmaden. Men før de blev lagt i gryden og dampet, viste de os et lille hypnose-trick, som bestod af at stille dem på hovedet (don't ask me how) og stryge dem forsigtigt på halerne til de nærmest sov. Heraf kunne man bare tage dem styk for styk og smide dem i gryden… jeg bilder mig selv ind at de døde i dét sekund de kom i gryden…! Men summa summarum, det smagte dejligt (selvom min sult ikke var meget værd pga. jetlag) og var helt sikkert en oplevelse jeg vil huske. Vi gik endnu en gang pænt smadrede i seng.
Dag 2 (Afslapningsdag): Vi havde begge været lidt jetlags-mærket siden ankomst, så denne dag stod på hvile derhjemme, hvor Kristoffer igen arbejdede videre med sin eksamensopgave. Som et "break" tog vi et smut i "the Mall", hvor Kristoffer fik shoppet lidt T-shirts. Normalt ville jeg jo også prøve at finde noget, men det var som om at det ikke var så inspirerende at shoppe med 2 umotiverede drenge, som bare stod og ventede på at man blev færdig… så mærkeligt nok valgte jeg at droppe det. Vi tog hurtigt hjem igen, så Kristoffer kunne kæmpe videre med opgaven.
Dag 3 (Niagara Falls): Kristoffer kæmpede fortsat med at få opgaven færdig før NYC-turen, men hvis vi skulle nå at komme til Niagara Falls før Kristoffer atter tog hjem, så var det nu. Det var super flot og stort, men pga. sæsonen var der også meget tomt og nærmest forladt, og jeg kunne forestille mig at det ville være et noget anderledes syn om sommeren… det var desværre heller ikke muligt at sejle ud med "Maiden Of The Mist" og se noget nærmere på sagerne…det må blive næste gang :)
Dag 4-7 (NYC): Efter en frisk lille morgentræning med Simon og Pia i et træningscenter (med swimmingpool), som jeg netop er blevet medlem af, gik turen til NY City, baby!! Godt 6 timer frem og tilbage i bil, bare Simon, Kristoffer og jeg. Vi ankom onsdag lige til aftensmaden, hvor vi alle 3 tog til China Town, for at finde noget lækkert… det var dog knap så lækkert på trods af nøje udvalgt sted, men hvad pokker… vi kan sige at vi har været der :) Torsdag efter morgenmad fløj Simon så til Atlanta, hvor han skulle til samtale hos et medicinstudie, og indtil fredag sen aften var Kristoffer og jeg så på egen hånd. I mellemtiden fik vi vandret NYC tynd, og fik set bl.a. frihedsgudinden (dog på lang afstand fra fastlandet), Ground Zero (hvilket blot var en arbejdsplads), Central Park (hvor vi fik gået en gooood lang tur), Times Square (både i dagslys og by night) OG så så vi da også musical'en Chicago på Braodway… MEGET fedt show, skulle jeg hilse og sige!! Herudover fik vi spist på Monster Sushi, som levede godt op til navnet med absurd store og gavmilde stykker sushi, og så også en intim lille italiensk restaurant på "The Upper West Side"…et lækkert lille sted ved navnet Celeste, hvor de serverede meget lækre fiskeretter og den yummieste tiramisu, jeg nogensinde har fået. Nåh ja, og så fik Kristoffer færdiggjort og afleveret sin eksamensopgave… hvorfor også gøre den færdig før man ved at man skal til New York City, når man kan skrive den mens man er der…men men, sådan er det jo! Vi fik også mødt nogle sjove karakterer i den by, som man troede at filmene egentlig overdrev lidt med…så det var bestemt også en del af oplevelsen :) Efter morgenmad lørdag morgen, drog vi så igen tilbage til Rochester, hvor vi kom hjem til LÆÆÆKRE møre bøffer serveret og tilberedt at mine kære værter!!
Dag 8 (Superbowl Sunday): Denne dag var sat af til Superbowl, men vi fik dog klemt en dejlig gåtur ind i programmet også. Og velvidende om menuen til aften, som bestod af "chicken wings", nachos og hjemmebagte "chocolate chip cookies", fik jeg også sat en lille time af til træning i kælderen… så kunne samvittigheden bedre klare sådan en omgang… hehe.
Det var så min første uge i USA… jeg tror at jeg fik hovedtrækkene med, og jeg må desværre skylde billederne til næste gang.
Håber at I alle har det godt.
Store knus og kram fra Penfield, NY, USA :)
- comments
mor Hej Trine Dejligt at høre at det går jer godt og at du er glad for at være der. Nu gælder det jo fysioterapien, det bliver spændende. Jeig glæder mig til at høre mere og se billeder. Hils familien. Knus mor
Jens Hej Trine. Gitte har jeg har lige gennemlæst din grundige beskrivelse af den første tid i USA - en dejlig overraskelse at åbne computeren når der "er bid". Det lyder ikke til at vi skal bekymre os om dig. Alt lyder bare godt. Vi tager til Køeg i morgen hvor der bliver spillet seniorholdkamp - ha´ det godt!. k.h. Jens