Profile
Blog
Photos
Videos
Hej venner og familie!
Så er mit rejseventyr fortsat, og nu befinder jeg mig i en lille forstad til Chicago, Illinois, som hedder Mount Prospect. Jeg bor hos den sødeste familie, hvor jeg hver dag passer deres tre dejlige unger og laver lidt husligt arbejde. Moren er dansker og hedder Line, faren hedder Nick og er oprindeligt græker, men hele hans familie bor i Chicago, så det er ikke en traditionel amerikansk familie jeg er havnet i. Familiens tre børn hedder Lia (pige på 8 år) og tvillingerne Kosta (dreng på 6 år) og Kira (pige på 6 år). De er rigtig søde, men har det med at skændes, da Kosta er en rigtig drillepind overfor især Lia, som er en typisk storesøster. Lia er tilmed meget dygtig i skolen, hun er faktisk den bedste i sin klasse. Hun elsker at læse og kan godt lide at bestemme over sine mindre søskende, men på en sød og omsorgsfuld måde. Kira er dyreelsker, og begyndte i dag at græde da jeg fulgte dem i skole, fordi Kosta lod som om han trådte på en regnorm. Hun er i voksealderen, så er konstant sulten med tendens til at blive pylret, da hun er meget følsom, men hun er fuld af humor. Kosta er en meget nysgerrig og undersøgende dreng, som stiller spørgsmål til alt. Han elsker LEGO og sit racerplaystationspil. Men det legetøj som er det helt store hit for tiden er deres små Zhu Zhu Pets, som er små hamstere som kan køre og sige lyde. Dem leger de alle tre med.
Da jeg ankom torsdag d. 31. marts, var deres tidligere au pair her stadig. Hun hedder Sofie og bor i København. Det var rigtig hygget at tilbringe tid med hende indtil hun tog hjem om søndagen. Vi fandt ud af at vi havde en del til fælles, og skal mødes når vi engang begge to kommer hjem. Hun er nemlig rejst videre til Asien med en veninde. Så hun kunne sætte mig ind i reglerne og rutinerne her i huset og jeg kunne fortælle hende om og give hende tips til hendes tur til Asien. :) Om fredagen tog hun mig med ud til et kæmpe shoppingcenter/mall som ligger tæt på Mount Prospect og jeg siger jer, at tingene er billige herovre. Alt er nærmest halv pris, så jeg kommer vist til at gå shopamok! Lørdag tog moren (Line) os med på tur sammen med børnene. Vi tog ind til Chicago, hvor hun forklarede mig hvad de kendte bygninger hed. Det var fedt at opleve at være down town, og da jeg aldrig har været i USA før, virker alting bare så overdrevent! Der er kæmpe skyskrabere over alt og rigtig fed arkitektur. Jeg så den berømte skulptur "The Bean" og hoved-shoppegaden Michigan avenue. Chicago ligger jo ud til den store sø Lake Michigan, som jeg rigtig kunne se størrelsen af, da jeg fløj over den. På vores udflugt lørdag tog vi på The Field Museum, som er et naturhistorisk museum, hvor vi bla. så dinosaurusskelletter og udstoppede dyr. Det var interessant. Bagefter tog Sofie og jeg ned for et møde to mexikanske piger, som Sofie er blevet venner med, de er også au pairs.
Mit skema ser sådan her ud:
Daglig:
kl. 5:30-7:00: Jeg skal være i huset, men må gerne sove. Skal være til rådighed, hvis børnene vågner.
Kl.7:00-8:30: Sørge for at børnene får morgenmad, får børstet tænder, redt senge, bliver klædt på og får sat hår. Hver morgen skal jeg også smørre deres madpakker.
Kl. 8:30: Går vi i skole (skolen starter kl. 9:00) Der er ca. 10 min. gang til skolen, men børnene kan godt lide at lege lidt på legepladsen eller gå på biblioteket inden skolen starter.
Kl. 15:30: Skal jeg hente dem fra skole. Vi bruger som regel en halv time/tre kvarter på at lege på legepladsen bagefter, hvis vejret tillader det. Engang imellem har de en time før fri.
Kl. 16:30-17:30: Skal jeg hjælpe børnene med deres lektier. Lia har ikke særlig tit brug for hjælp, men Kira og Kosta har en lille historie for hver dag, som de skal læse og hver mandag har de 8 staveord for, som de i ugens løb skal øve og så skal de testes i dem om fredagen. Det amerikanske skolesystem, går meget op i tests, og dem der har klaret sig rigtig godt bliver råbt op hver gang resultaterne offentliggøres (dvs. Lia hver gang). De har også regnestykker for. Selvom de kun er 6 år, kan de meget mere end de danske skolebørn i deres alder.
Kl. 17:30: Er der hver dag aftensmad, da børnene bliver lagt i seng ca. kl. 20:00. Det er dejligt at familien ser mig som en del af familien i stedet for blot en hushjælp, så de vil altid gerne have at jeg spiser aftensmad med dem og tager på ture osv. Resten af aftenen har jeg fri til at kunne gøre hvad jeg vil, men hygger mig ofte med familien indtil børnene er lagt i seng. Et par aftener engang imellem er forældrene dog ude, som foreksempel i aften, hvor jeg skal være alene med børnene. Vi skal se film og hygge.
De huslige pligter:
Hver dag: Tømme og fylde opvaskemaskinen og sørge for at bordene er tørret af osv.
Mandag: Vaske børnenes tøj, støvsuge området omkring spisebordet og gøre gulvet i vaskerummet/bryggerset rent.
Tirsdag: Gøre mit eget værelse rent (som er placeret i kælderen, så jeg føler mig jo helt hjemme), rengøre mit eget badeværelse og trappen ned til kælderen.
Onsdag: Ryde op på børnenes værelser og organisere og sætte legetøj, bøger osv. på plads. Samt ryde op i det legetøjsskab de har i stuen.
Torsdag: Vaske børnenes tøj samt sengetøj. Og tøre støv af på børneværelserne.
Fredag: Støvsuge børneværelserne og området omkring spisebordet, samt vaske gulvet i stuen og køkkenet.
I weekenderne har jeg fri til at udforske Chicago. Der er gode togmuligheder derind, og det tager ca. 40 min. med tog. Jeg har mødt to mexikanske piger, Mariana og Carolina, som jeg skal mødes med her i weekenden. Vi skal shoppe og i byen lørdag aften, så det bliver spændende.
På søndag skal Kira og Kosta spille fodboldkamp, så det skal jeg med ud at se. De er lige startet til fodbold. Kosta plejer ellers at spille baseball og Kira og Lia plejer at gå til ballet og gymnastik, men i år ville de prøve noget nyt, så Lia går nu til basketball. Line er gammel fodboldspiller og aggerer for tiden som hjælpetræner på fodboldholdet.
Så nogle aftener om ugen går ungerne til sport. Jeg overvejer at melde mig ind i det lokale fitnesscenter, som også indeholder svømmehal, for at komme lidt ud til daglig. Jeg går nemlig alene hjemme mange timer hver dag.
Vejret er endnu ikke så godt, det er stadig jævnt koldt, men her i weekenden skal det blive op til ca. 20 grader, så det bliver fedt, men i dag regner det.
Husk at DK er 7 timer foran Chicago :)
Det var alt fra nu! Savner jer derhjemme..
- comments