Profile
Blog
Photos
Videos
Rune, Dahm og Thomas i Thailand 2012
Der er steder jeg gerne vil være og steder jeg ikke vil være. Når jeg selv kan vælge, føler jeg det altid som en gave - en gave jeg har så svært ved at give slip på, og som jeg prøver at knuge ind til mig. Men jeg ved jo efter et snart langt livs erfaring, at det ikke er alt, jeg selv kan vælge og styre, ligesom der vel er noget, der bare er som det er, uden at det kan forklares hvorfor det er sådan.
En måned for mig her i Thailand og i særdeleshed på Koh Samui, er blot et splitsekund, der knapt kan tælles - men det er et sekund så mættet og fyldt med energi og positive oplevelser, at det alligevel føles som et år.
Oplevelsesmæssigt er jeg altså blevet et år rigere og hvad er så højdepunkterne i dette oplevelsesår:
- Forventningens glæde de tre måneder før rejsen skal i hvert tilfælde lægges i denne kategori. Så er jeg jo også oppe på fire måneder!
- At se Dahms sædvanlige forvandling fra studerende og søgende dansker til at være indfødt thai, med en meget større viden og kompetance end jeg selv nogensinde vil få i dette miljø.
- At rejse igennem dette smukke land med Dahm og Rune fra midt til nord og fra nord til syd
- At gense en stor del af familien, som tog imod os med åbne arme og som har forkælet os og vist os opmærksomhed og gæstfrihed så meget vi har orket - og ikke mindst Dannys indvielse som munk i det lokale tempel i Bophut.
- At se Rune, som her kun kendes som "Manar" blive forkælet og elsket af alle i hans thailandske familie og se ham langsomt, men tillidsfuldt åbne sig op for dem...
- At - endnu engang - få bekræftet min fascination af den thailandske kultur og sjæl. Igen og igen at møde udtrykket: "Ja vi kan" i stedet for "Nej det kan vi vist ikke..." smilene, åbenheden, gæstfriheden, accepten og det fantastiske begreb "nahmjai" - på dansk nærmest "empati" - , som ikke blot er praktiseret indenfor familien, men ligeså meget alle vegne.
- Naturen, med alle dens farver, former, lyde, smage og dufte....
- Og endelig den thailandske kulinariske kultur. Forfinet og raffineret i den centrale del af landet, fersk, rå, frisk og kaloriefattig i den nordlige del og stærk, sød og mættet af bløde kokosnuancer her i den sydlige og varmeste del af landet.
- comments
Gitte jeg fik helt tårer i øjnene over dit indlæg, du skriver fantastisk malende , rigtig god tur hjem til Danmark, jeg vil savne dine indlæg på bloggen. knus fra kusinen
Thomas Tusind tak søde Gitte...vi kan jo stadig Facebooke :-)
Carina Oh hvor er det rigtig det du skriver, og hvor lyder det til at I har haft en fantastisk rejse sammen. Rigtig god tur hjem:-) knus
Farfar og Kirsten Endnu engang har du bevist for os, hvor dejligt du forstår at udtrykke dig også på skrift. Både far og jeg - Kirsten - har lige læst det seneste (og måske sidste på denne fantastiske rejse) indlæg. Jeg kan næsten ikke se ud af øjnene for tårer - det er meget gribende læsning. Nu vil vi ønske jer en rigtig god rejse hjemover til lille Danmark. Kærlige hilsener til jer alle tre. Farfar og Kirsten.
Thomas Tak for beskedden Carina og farfar og Kirsten. Vi ses!
Lise Thomas, du er et fantastisk menneske som jeg er glad for at kende. Jeg håber at afskeden ikke føltes for svær, ikke mindst for Dahm. Knus til dig og på forhåbentlig snarlig gensyn!!