Profile
Blog
Photos
Videos
Kammerater! Det viste sig mere besværligt end først antaget, at dele information over internettet fra Kina. Når du læser dette, betyder det dog, at problemerne er blevet løst. Vi har oplevet utrolig meget, og derfor bliver første blogindlæg lidt af en mundfuld. Ønsker man en kortere version, kan jeg afsløre, at vi nåede frem i et stykke, og at vi har det godt. Her følger dog den udvidede beretning om Peter og hans tre rejsekammeraters tur til Riget i Midten.
Første etape: Ankomst til Peking
Efter en lang og turbulent flyvetur med polske LOT ankom vi til Beijing tidligt om morgenen. Det var vidst en fredag. Valget af LOT skete af pure økonomiske årsager, og turen havde da heller ikke det, til dels, overflødige on flight entertainment som vi havde set frem til. Til gengæld blev vi underholdt af en syngende polsk mand, og gin&tonic brygget ud fra den utraditionelle opskrift; vodka og appelsinjuice. Trætte, omend ekstatiske, oven på den fremragende flyvetur begav vi os ud i Beijings gader. To gange på første dagen blev vi tilbudt at komme med på "art gallery" af venlige og imødekommende kinesere, men de skulle stå tidligere op, for at snøre gode gamle thomasnielsen. Tager man med dem, ender man i noget farligt grasværk, som ender med at man skal betale en hel masse. Så kunstinteresserede er vi sgu heller ikke. Frokosttid bød på dagens endog største udfordring. Episoden er senere blevet døbt "Morten-missæren", eller i folkemunde, "Pindegate". Vi sætter os ind på et madhus i nærheden af vores hostel, hvor servitricerne finder et støvet, men engelsk, menukort frem. Vi bestiller alt for meget mad, og de omkringsiddende kinesere får en ordentlig omgang glosuppe med kigærter. Pindene er også en udfordring, for nogle dog noget mere end for andre. I ren og skær desperation tager morten en pind i hver hånd, men denne metode vidste sig dog at være endnu mindre effektiv. De lokale har på dette tidspunkt øjne på stilke og smil fra det ene øre til det andet. Vi bliver dog mætte, og lusker i adstadigt tempo ud af establishementet. Vi går tidligt i seng.
Dag 2 - Turen til Muren
Vi bliver tilbudt en tur til den kinesiske mur med hostelet til 280 yuan, men tænker at dette kan vi både gøre billigere og mere besværligt. Og vi fik ret. Vi tog en bus ca. 1 time uden for byen. I denne bus møder vi en fyr der hedder Chris Yaug, som snakker engelsk. Han havde aldrig set muren, og derfor overtaler vi selvfølgelig til at tage med os. Han får oven i hatten arrangeret med natbuschaufføren, som også er med i bussen og bor i en landsby tæt på muren, at vi kan køre med ham det sidste stykke. Vi står af bussen og sætter os, efter lidt sædvanlig prisforhandling, ind i buschaufførens bil, som bagi har to sæder og bænke for resten af pengene. Det noteres at vores hyrede hånds, aka chaufføren, deodorant dufter omtrent ligesom risvin. Vi kører i halsbrækkende fart til den kinesiske mur, som er intet mindre end fantastisk. Vi havde sat forventningerne helt op, og disse blev absolut indfriet. Vi brugte 4-5 timer på at rende den mur tynd, og efterfølgende fik vi vores chauffør til at køre os til frokost. Vi spiste med Chris, og han lærte os lidt om, hvordan man bestiller mad og så noget. Vi spiste aftensmad på hostelet, og går forholdsvis tidligt i seng.
Dag 3 - Bullettrain og Den Forbudte By
Nu skulle vi fandme se den by! Først var vi dog nødt til at købe billetter til Shanghai. Det skulle foregå med bullettrain. Herefter tog vi ind til tian anmen square for at se den forbudte by. Det var et mægtigt skue. Det er jo ikke nogen by, men derimod et slot på størrelse med Næstveds, Neverly hills, megacenter. Det var ganske imponerende, og da vi kom hjem, var vi så trætte at vi lige måtte tage en lille lur. Så røg vi på natterend, og vi kan afsløre, at Beijing lukker klokken 10. Medmindre man er in the market for "beautiful lady massage".
Dag 4 - Den Kandiserede Formand
Vi stod tidligt op for at komme til Tianamen square, hvor Formand Mao bliver opbevaret. Der er nemlig kun åben fra 9-12. Derudover havde vi jo et tog vi skulle nå. Vi tog metroen i ca. 10 minutter inkl. skift, hvilket er 7-8 km, og ente foran en prægtig bygning. Vi tog opstilling i en særdeles effektiv kø, og kom til et sted, hvor man kunne købe alskens souvenirer - og blomster! Vi købte intet og indfandt os i en anden kø, stadig uden for bygningen, bag horder af kinesere med hænderne fulde af blomster. Vi gik i gåsegang ind i bygningen, hvor der af respekt for den døde ikke måtte samtales, tages billeder eller væres iført hovedbeklædning. Blomsterne blev stillet i hallen foran et kæmpe maleri af den skønne kinesiske natur. Videre i gåsegang gik vi ind i det tilstødende lokale, som husede de jordiske rester af Formanden, Mao Zedong. Formanden lå, ganske som Snehvide, i en kiste af glas, og sov sin evige skønhedssøvn som Tornerose. Ja, Formand Mao er lige blevet sammenlignet med to prinsesser, og det er absolut ikke for lidt. Udenom den smagfulde glaskiste stod to svært bevæbnede soldater. Uden om disse igen, et glasbur, formentlig skudsikkert. Kineserne har en forkærlighed for at kandisere alting, det være sig æbler, jordbær, majs, græshopper, og tilsyneladende også landsfædre. Så der lå han i al sin herlighed og lignede en brun kartoffel i smuk uniform. Vi passerede ham i gåsegang, og der måtte ikke stoppes. Det var en absurd oplevelse, og vi foreslår absolut at Anders Fogh får samme behandling - enten med det samme eller senere.
Herefter røg vi i bullettrain - 300 km/t - til Shanghai. Vi ses, Beijing, din gamle luder.
- comments