Profile
Blog
Photos
Videos
Fraser Island
Første dag
Vi står op klokken 6.20 am for at komme i bad (det eneste bad vi vil få inden vi kommer hjem fra Fraser Island), får pakket vores ting færdige og går ud og får vores 2 gratis pandekager - uhm :D Vi checker så ud fra vores værelser og går ud til bilerne for at pakke dem til turen. Dette går relativt hurtigt og Merv skal have ros for sin hjælp og for at hjælpe os med at sikre at vi ikke bliver snydt, altså at vi får markeret alle de buler der er på bilen i forvejen og om der mangler noget (det er nogle ret gamle og brugte biler).
Vi får nu endnu en briefing og en masse gode råd til vores tur, deriblandt en rute hvor vi kan nå at se alle de store turistattraktioner og stadig nå at komme hjem til tiden. Han foreslår os også at sætte os på Indian Head (det nordligste punkt hvor man må køre på Fraser Island) med en kold øl og en Attitude of Gratitude mens vi kigger efter hajer, delfiner og sting rays. Han fortæller os hvordan man fester på Fraser Island; Put the key on accessery to party! og beder os om at være ansvarlige; Don't destroy what you came to enjoy!
Under den første briefing så vi en film fra regeringen om hvordan man skal og bør færdes på Fraser Island. Et af deres råd når man møder en dingo er at man (Mervs oversættelse af filmen) dækker sine brystvorter og dermd får dingoen til at gå sin vej. Merv mener dog det er bedre at trampe i jorden og råbe "Yo Dingo, go Home!" og hvis det ikke virker kan man kaste en pind tæt, ikke direkte, på dingoen. Vi kører så ned til The Barge som skal tage os til Fraser Island fra Rainbow Beach. Wuhu, arrival at Fraser Island and here we go!
Pga. vi har et overtal af piger og jeg (Kasper) ikke har taget min Ipod med pga. frygt for sandskade, er musikudvalget desværre noget begrænset og det er desværre inden for Celine Dion genren at det udvalg vi har er. Dvs. vi efter ca. en halv time på øen overvejer om der er plads i en af de andre biler eller om der mon er nogen der vil bytte? Pigerne er dog så flinke at de finder noget Green Day musik (nok den eneste rock der er med på turen) og vi overlever så køreturen.
Vores første stop bliver Indian Head, altså helt nord på og selvom vi kigger længe ser vi kun nogle få Sting Rays og desværre ingen hajer eller delfiner. Men vi møder endnu engang nogle danskere og vi hygger os gevaldigt med grupperne, mens vi nyder den smukke udsigt. Vi kører derefter syd på for at finde en campingplads og vi er så heldige at vi ender op sammen med gruppe C, den med alle svenskerne. Det betyder, kort fortalt, at der bliver en råhyggelig fest om aftenen! Den første aften får vi en dejlig steak med kartoffelsalat til aftensmad og Jesper og jeg er lykkelige over at få et ordentligt tilberedt måltid, da vi har givet lidt op efter vores uheldige forsøg på at lave pasta. Samtidig kan vi nyde den helt fantastiske stjernehimmel, hvor vi kan se hele maelkevejen, virkelig fantastisk!
Efter vores hyggelige fest skal vi sove i vores dejlige telte, men da et af dem er i stykker får Jesper og jeg en gæst i vores telt, hvor der i forvejen ikke er alt for meget plads pga. Jespers lidt telt-uvenlige størrelse. Så der bliver da dejlig klemt i teltet og samtidig skal vi sove på jorden, så nattesøvnen bliver ikke hundrede procent,
Anden dag
Vi vågner alle sammen rimelig tidligt, for vi er jo på den østlige strand og får derfor solen at se ret tidligt. Efter vores dejlige morgenmad (røræg og toast) pakker vi lejren sammen og begiver os mod Lake Mckenzie. Vi stopper dog lige ved Maheno Wreck, Ellie Creek og The Pinnacles. De to første er ret fede, men The Pinnacles er lidt opreklameret; de påstår de er som at være i en Sci-fi film når man står der pga. de sten der er i området har meget klare farver, men området er alt for lille og der er alt for mange almindelige planter til at man kan kalde det Sci-fi. Maheno Wreck er dog et fedt skue; et gammelt skib hvor bølgerne slår ind over og man kan tage en masse billeder af det lille skib. Ellie Creek er et vandløb der løber inde fra midten af Fraser Island og ud i havet, og når der er nok vand deri kan man flyde med strømmen helt et par hundrede meter ned til havet. Der var dog ikke dybt nok vand, men flot var det og dejligt afkølende.
Vi begiver os så mod Lake Mckenzie og vi skal køre 11 km gennem en regnskov hvor der blandt andet er The Blackbutt Forest! (Vi fik desværre ikke et billede :( ).
Efter 11 km med en noget bumpet vej ankommer vi til Lake Mckenzie. Lake Mckenzie er en ferskvandssø med krystalklart vandt - og det er virkelig krystalklart! Søen er et helt fantastisk syn og vi bruger omkring 3 timer på at pjaske rundt i det krystalklare vand og lege med Jespers undervandskamera - super fedt!!!
Vi kører så afsted mod en camping plads kalder One Three Rocks som ligger så tæt på vores sidste punkt på ruten, Lake Wabby, at man kan gå dertil. Vi aftaler at overnatte med gruppe C igen, men gruppe B, den med alle tyskerne, vil vist ikke rigtig overnatte med alle os unge mennesker. Vi ankommer til campingpladsen og får sat vores lejr op. Middagen står på stir fry. Den er dog noget spicy, hvilket Jesper nyder, men jeg ikke helt er vant til) Det ødelægger dog ikke mit humør og vi gør klar til endnu en hyggelig aften. Vi bruger aftenen på at hyggesnakke og prøve at få nogle billeder af de dingoer der går rundt omkring vores lejr - det er dog svært da Jesper, inden vi har fået tændt vores kameraer, stormer mod dingoer som en gorilla med rabies, for dingoerne må ikke blive for vant til mennesker.
Jesper må være blevet træt under sin mission for at redde dingoerne på Fraser Island og han går tidligt i seng, men jeg får mig en hyggelig snak med Ben og en af de irske piger, Clare, omkring Bens planer om at blive officer i hæren og Clares mening om krig og hæren.
Vi går dog alle lidt tidligere i seng denne aften, for det er ret hårdt at pjaske rundt i Lake Mckenzie og lave baglæns saltoer i vandet.
Tredje dag
Jeg (Kasper) vågner omkring klokken 6 om morgenen og kan ikke rigtig falde i søvn igen, så jeg går ud for at se om andre er lige så morgenfriske som mig - det er de ikke. Efter en 5min hvor jeg ikke aner hvad jeg skal beslutter jeg mig for at undersøge hvor langt væk der er til den gangsti der skal føre os til Lake Wabby og jeg begynder derfor at løbe op ad stranden. Jeg løber så den halvanden km der er op til gangstien og tilbage igen for at sige godmorgen til alle mine nye venner som helt sikkert er oppe nu - der er stadig ikke et øje åbent i hele lejren. Endelig begynder lejren at røre lidt på sig og da først de første par vågner begynder der at komme liv i de andre i lejren.
Vi får lavet vores morgenmad, pakket sammen og begiver os mod Lake Wabby. Vi finder så ud af at der er ca. en times gang fra gangstiens begyndelse og til Lake Wabby så vi begynder at gå i et rask tempo, igennem Fraser Islands regnskov. En flot tur, men vi vil nu gerne komme ret hurtigt hen til Lake Wabby. Da vi endelig ankommer er vi målløse over den fredelige og smukke sø som ligger mellem den flotte regnskov og nogle kæmpe sanddynger. Vi går op på sanddyngerne og ser et fantastisk landskab med perlehvidt sand og den fantastiske regnskov - hele gåturen værd.
Efter at have nydt den fantastiske udsigt løber Ben og jeg ned ad sanddyngen og skifter hurtigt over i en taktisk fordelagtig rulleteknik hvormed vi triller ned i søen - SKØNT!
De andre fra de to grupper slutter sig lige så stille til os andre, men den der tager førstepræmien for entré er uden tvivl Jesper; Da han ser søen begynder han at løbe barfodet ned mod vandet, smider sine sko ved vandkanten og hopper hovedkulds ned i vandet, med T-shirt, skjorte og hat - helt formidabelt!
Vi bruger vores tid ved Lake Wabby på at køle af og Ben og jeg prøver forskellige strategier for at komme ned ad sanddyngen og ned i vandet; løb, vejrmøller, koldbøtter og simpelthen bare at hoppe hovedkulds i vandet.
Vi beslutter os for at vi hellere må bevæge os tilbage og bliver jo så nødt til at tage turen gennem regnskoven igen. Da vi kommer ud møder vi to af pigerne fra vores gruppe, som skulle hente bilen så vi havde god tid til at nå færgen. Desværre er der nogen der har pillet ved vores 4WD så hjulene er skiftet fra 4WD til Free (IKKE 4WD). Så pigerne har siddet fast hende ved campingpladsen og dermed misset Lake Wabby - virkelig nedtur...
Vi begiver os så hen mod færgen, ankommer, tager over på fastlandet igen og kører hen til det værksted der ejer de biler vi har lånt. Her finder vi så ud af at vi skal hjælpe med at gøre bilerne rene efter turen, hvilket man elegant har udeladt at sige til os tidligere. Men pyt, 10 mennesker kan hurtigt gøre sådan en bil ren og det gør vi da også. Mekanikeren skal så se på vores bil for at se om vi har ødelagt den. Det skal nu nævnes at vi har haft voldsomme problemer med at skifte fra 4WD til 2WD på turen, men mekanikeren finder ingen fejl ved bilen og vi får lov til at køre den hen til Dingo's hvor vi skal overnatte endnu en nat inden vi skal videre. Vi får sat bilen af, taget et billede af alle samlet foran bilerne og får checket ind på vores værelser. Imens har en af medejerne af det firma vi har anvendt sat sig ind i den bil vi brugte og skal til at køre den væk - da gearkassen falder ud af bilen! s***! De 4 irske piger står stadig ude ved bilen og de får hurtigt sagt at vi ikke har oplevet nogle problemer med bilen på turen (hurtig tænkt!) og manden siger så at det sker nogle gange og det er der jo ikke noget at gøre ved. Dvs. vi IKKE betaler for den gearkasse som vi måske har ødelagt en lille smule (Koblingspunktet og gearskiftet har ikke altid været helt smertefrit under turen). Det finder vi egentlig ganske morsomt, for vi har været væk fra bilen i 20min og så falder den fra hinanden - skøn timing!
Vi bruger så resten af dagen på at hygge med vores nye venner og få en lille øl på Dingo's' bar :).
Alt i alt en SUPER fed tur til Fraser Island med nogle super hyggelige mennesker og nogle helt utrolige oplevelser!
Cheers mate!
- comments