Profile
Blog
Photos
Videos
Den lille mini bus blev endelig fyldt op og der var klar til afgang. 15 mennesker stuvet sammen, det er ikke just komfortabelt, men man holder varmen og sidder saa godt i spaend at det har funktion som sikkerhedssele, som man ellers ikke benytter sig af, tror ikke engang der er nogen i bilerne?
De foerste mange timer, var meget stille, ingen sagde noget, tjekkede bare hinanden ud. Saa var der en dame der hev et par transportable hoejtalere op af tasken og paa ingen tid blev den ellers lidt maerkelige stemning vendt, da alle sad og skraalede med paa den ene sang efter den anden!
Da de fandt ud af at jeg kunne lidt mongolsk, blev jeg overdynget med spoergsmaal - og saa meget er jeg altsaa heller ikke i stand til, men de fandt da ud af hvor jeg var fra, hvor gammel jeg var, at det er tredje gang jeg er her og at jeg arbejde for spejderne i vest sidste aar. Et eller andet satte dog gang i en stoerre diskussion, som blev meget hoejroestet og varede flere timer og til langt ud paa natten. Jeg var meget traet og halvsov, men blev jaevnt afbrudt og vaekket af et eller andet udbrud fra herren overfor mig. Egentlig en samtale jeg meget gerne ville havde kunne forstaet og fulgt med i. De eneste ord jeg fangede og som blev gentaget utrolig mange gange var noget med penge, forskellige lande og sprog. Det satte dog en lang tankeraekke igang hos mig omkring alt det her med at vaere og foele sig ubeskrivelligt privilligeret, at man bare kan lade vaere med at arbejde eller gaa i skole og saa bare rejse ud i verden og goere lige hvad man har lyst til. Samt hvor forkert jeg synes saadan noget frivilligt, ulandsarbejde kan vaere. At den 'hvide mand' skal komme og belaere et andet folkefaerd; der findes utrolig mange af saadanne projekter her i Mongoliet, som jeg langt fra finder saerlig gennemtaenkte. Desvaerre.
Bussen fra UB tog os til Moron, der er provins hovedstaden, der fra var det om at finde et lift videre nord til Hatgal ved soens bred. I bussen fik jeg mig dog en ny ven, Baggi, der skulle den vej. Yderst hjaelpsom ung herre! I bilen til Hatgal, prikkede damen bag mig paa skulderen, hun snakkede en smule engelsk og fik spurgt mig om jeg vidste hvor jeg skulle sove, havde skrevet et sted ned, men det var sent, saa jeg tog i mod hendes tilbud om hendes brors guesthouse. Det viste sig at vaere en god beslutning; Ganbaa og hans hustru Chimgee, var yderst gaestfrie og hjaelpsomme. Chimgee forsynede mig med det laekreste mad og Ganbaa soergede for at taende op i ovnen i min ger morgen og aften.
I Hatgal besluttede jeg mig den ene dag for at bestige en bakke for at faa lidt udsigt. Paa vej op, kommer denne mongolske fyr loebende op og overhaeler mig - totalt overlegent, som jeg kaemper for at staa fast og ikke virke alt for forpustet. Vi endte med at tilbringe resten af dagen sammen; hente vand til hans familie, se paa koer og heste, smutte med sten og bare gaa lidt rundt.
Der var dog stadigvaek lidt for meget by over Hatgal, saa jeg tog min taske paa ryggen og begav mig nord paa langs soe-bredden. Da soen stadigvaek var frossen og det i det hele taget var ret koldt, var alt virkelig oede - om sommeren er det et turist-paradis. Saa jeg var lynhurtigt alene, midt i ingenting, omringet af stilhed, kun afbrudt af jorden under mine saaler og mit eget aandedraet, lidt fuglekvidder i ny og nae. Pludselig ud af ingenting, kunne jeg hoere en motor og en motorcykel dukkede op i det fjerne. De to gutter var selvfoelgelig nysgerrige og kom op paa siden af mig. De tilboed mig et lift, en oplevelse jeg ikke kunne vaere foruden. Vi endte i en lille skov, hvor jeg fik en slurk te med de to fra motorcyklen og tre toemmere. Herefter fortsatte jeg til fods over stepper, gennem skov og langs vandet, bare mig og alle mine tanker og reflektioner. Jeg naaede en turistcamp, men maatte indse at alt var lukket paa denne tid af aaret, saa jeg vendte om og vandrede hele vejen tilbage igen. En god tur paa cirka 30kilometer,,
En tur der, udover at faa vendt min nedtur til en kaempe optur og overskud og fik mig igennem en meget sund tanke- og reflektionsproces, virkelig fik bekraeftet mig i hvor langt man kan komme med et aabent sind og nysgerrig indstilling. Trods sporgbarriere, moedte jeg virkelig den sande gaestfrihed og velkommenhed her i Mongoliet. UB er forlaengst oedelagt af turister, pengeglade kinesere og idiotiske mine- og vejfirmaer der langsomt nedbryder landets natur og kultur!:( Jeg foeler mig utrolig tryg i Mongoliet! Har hoert ufattelig mange historier fra UB, men egentlig mest om tyverier, som jo er noget der fremkommer i enhver storby, og det handler jo i bund og grund om at tage sine forholdsregler, for man stikker uomtvisteligt meget ud som hvid i maengden og er paa forhaand stemplet som velhavende. Der er saa mange ting jeg kunne vaere bange for - det er i hvert fald alle de ting som andre frygter og frygter for mig; at blive roevet, gaa alene paa gaden om aftenen, koerer alene i taxa, ekstremt vodka-fulde maend, faa en eller anden maerkelig sygdom, koerer rundt paa stepperne uden nogen sikkerhed, sove alene i telt med aaben ild osv, men jeg maa indroemme at det eneste jeg oprigtig talt frygter i dette land er hundene. De er opvokset og traenet til at skulle vaere farlige og angribe uvedkommende, selv mongolerne er bange for dem. Selvom jeg ved at man aldrig maa loebe og helst skal have 5 store sten i lommen, for en sikkerheds skyld, er det ufattelig svaert at skulle bevare roen, naar man har en kaempe basse, goende, arrig og med fraade rundt om munden efter sig. Kunsten er virkelig at skjule sin frygt!
- comments