Profile
Blog
Photos
Videos
Bottom Bus - Dunedin d. 14 januar.
Det var en halvtrist morgen. Idag skulle vi sige farvel til vores skoere hollaender, Tijs. Vi har rejst med Tijs lige siden den foerste bus fra Auckland - saa det er vel godt 3 uger. Men der var ikke saa meget at goere. Dagen skulle jo komme, hvor vi skulle splitte. Han havde jo sine planer, og vi vores. No hard feelings, en ordenlig farvel og saa ombord paa bussen. Det var en forholdsvis lang tur til Dunedin, saa der blev ikke lavet saa mange stop - udover frokost og toilet pauser. Det foerste vi besoegte i Dunedin inden vi blev sat af, var "The Worlds steepest street". Rimelig underligt, at den stejleste vej i verden er i Dunedin, naar man taenker paa San fransisco osv - men saadan er det aabenbart :) Selvfoelgelig skulle vi lige gaa op af den, og ja, den var stejl! Hehe. Lige efter vi havde tjekket ind, blev vi samlet op af en bus, som tog os ud paa en 9 timers udflugt. Her skulle vi baade se saeler, soeloever, pengviner og som highlight, Albatrosser! Det var en lang, men super flot tur derud. Vi blev udrustet med kikkerter (man foelte sig rigtig fulge interesseret hehe), og stoppede saa hver gang vi spottede noget. Turen gik foerst ud til spidsen af omraadet, hvor vi forhaabenligt ville se nogle albatrosser. De foerste 10 minutter gik, hvor vi ikke havde set en skid, andet en hundrede vis af de forbandende normale maager! Og saa skete der, guiden raabte hoejt og pegede ud mod vandet. Alle greb deres kikkerter og man fik hurtigt oeje paa en hvid prik i horisonten. Det var fedt at se saadan en stor fulg, maenge sig ibland de "smaa" maager. Og da vi havde set paa dem i et stykke tid, havde man mulighed for at gaa ind i museumet for at se, hvor store de egentlig var (Laenge: 1 - 1,5 meter og et vingfang op til 3 meter). Vi var saa forbandet heldige, at mens vi stod og kiggede paa albatrosser, saa vi en mindre flok spaekhuggere svoemme frem og tilbage, et godt stykke ude fra hvor vi stod! JA DET VAR SPAEKHUGGERE!!!!!! Desvaerre naaede vi ikke at tage nogle billeder, da vi begge stod med aaben mund og saa de kaempe rygfinner komme op og ned af vandet. Nej, hvor var det vildt. De forsvandt lige saa hurtigt som de kom, og vi skulle videre. Turene mellem stoppede var lige saa fantastiske som stoppene selv, saa den naeste times koersel var ingenting. Vi kom ud til et sted, hvor vi startede med at se paa saeler (dem har vi snart set nok af nu hehe), saa vi springer hurtigt videre til den anden strand. Her var vores timing saa god, at idet vi satte foedder i sandet, kom der en Yellow-eyed penguin (skulle vaere ret sjaelden) op af vandet. Vi listede os stille hen langs en klippes kant for ikke at spaerre for pengvinens vej. Her saa vi ellers den staa og koele af, foer den begyndte at vralte op langs stranden, mod sin rede. Paa vej ned til stranden lignede det, at der var en kaempe sten som laa midt i det hele. Det viste sig saa, at det var en kaempe hansoeloeve (man maa nok sige at heldet var med os idag haha! :D). Han laa bare og fedede den i sandet og var fuldstaendig ligeglad med at en masse dumme turister stod og tog billeder af ham. Vi besluttede os for at gaa videre hen for at se nogle andre pengvin reder - det kunne jo vaere at hansoeloeven var vaagnet lidt paa vej tilbage. Altsaa, pengviner er ikke lige det mest spaendende dyr i verden, saa det var ikke lige saa breathtaken som albatrosser og spaekhuggere. Sjovt var det da, at se de "Smaa" (samme stoerrelse) unger, blive fodret. Vejen tilbage boed ikke paa flere nye overraskelser. Hansoeloeven havde ikke roert sig en luffe, dog kiggede han op engang imellem. Et soeloeveliv lyder ikke helt tosset :).Tilbage paa hostellet naaede vi lige at se slutningen af Harry Potter, mens vi sad og lavede Tanjas famoese tunmousse sandwich.Slut prut iseng.
- comments