Profile
Blog
Photos
Videos
På vejen til Washington gjorde vi stop ved Smithsonian Institution National Air and Space Museum. Et kæmpe museum med fly og raketter i alle afskygninger, som både stod på gulvet og hang ned fra loftet. Der var gamle fly, nye fly, kampfly, rumraketter og hvad der ellers kan findes i luften af transportmidler.
Efterfølgende satte vi snuden mod Washington, hvor vi satte vores telte op før vi skulle på sightseeing med Adam som guide. Vi nåede selvfølgelig lige at afprøve poolen før vi skulle afsted. Vi medbragte kylling, forskellige salater, brød og cookies og slog os ned med udsigt til Washington monumentet og havde picnicdinner inden vores rundtur i hovedstaden begyndte. Vi så det Hvide Hus, Washington Monumentet, World War II Memorial, Martin Luther King Jr. Memorial, The Korean War Memorial, statue af Abraham Lincoln og Vietnam War Memorial. Vi var hjemme omkring kl 24, her var alle meget trætte.
Dagen efter kørte Adam os alle ind til centrum. Her havde vi 5 timer som vi kunne bruge på lige det vi havde lyst til. Vi gik først op for at se det Hvide Hus, det skulle selvfølgelig også ses i dagslys. Derefter ville vi over at se Abraham Lincoln igen. På vejen blev vi dog stoppet af en politibetjent, der sagde at vi nok først kunne komme over vejen om 5 min. Der gik lidt tid, og pludselig strømmede det med politi. Efterfulgt af to sorte limousiner, hvor vi er overbevist om at Obama sad i den første. Efter mødet med Obama fortsatte vi vores lille tur. Efter Lincoln lejede vi cykler og cyklede mod USA's største bibliotek, vi fik set deres udstillinger og set deres gigantiske læsesal. Efter det var vi sultne og så var der lige tid til lidt shopping før vi blev samlet op af Adam igen.
Da vi kom hjem til campingpladsen havde vi kun 3 kvarter til at gøre os klar til aftenens store begivenhed som bestod af at se Washington nationals spille baseball mod Philadelphia. "Vores" hold, Washington, tabte desværre, men det var stadig en fed oplevelse, hvor vi for første gang så baseball og smagte stadionmad bestående af en hel spand med pommes og kæmpe kyllingnuggets.
Da kampen var slut tog vi tilbage til campingpladsen for at drikke og hygge sammen en sidste gang, da vi i morgen skal sige farvel til Adam og resten af gruppen.
- comments