Efter en nat hvor vi har sovet okey, dog blev vi vækket da der ankom en af de her teenager grupper – skønt. Men hvad uret ringede kl. 6.30 og efter lidt tid kom vi op og i bad. Derefter skulle vi nå at få vores morgenmad inden de her unge mennesker skulle bruge køkkenet, og vi nåede det, men vi fik os også et godt og grundigt grin, da hende her guiden gik rundt til alle de her drenge som skulle på kajak tur i dag, og spurgte om de havde noget bomuldstøj på, og hvilke lag tøj de havde på, da de jo kunne blive våde i dag. Hmm hun spurgte faktisk ikke til deres underbukser, nå men da ham her fyren siger at hans hue er af akryl, så siger hun så at det er fint nok fordi det er jo ikke bomuld, men der havde vi jo svært ved at holde masken, da vi jo godt vidste at den ville blive våd og tung når det skete, men ja bare der ikke stod bomuld i det, så var det okey. Nå, men vi fik pakket tasken, og da vi kom ud til bilen havde vi egentlig besluttet os for at gå ned til havnen, hvor vi skulle med på dagens 9 timers bådtur.
Det stod ned i stive stænger, så vi besluttede os for at tage bilen den km der var. Ja vi lever efterhånden amerikansk. Men vi kom derned, og håbede på at de ville sige at vi måtte komme med i morgen i stedet for, da der skulle blive bedre vejr, men nej vi chekede ind og fik de her smarte kort, som vi skulle have med til båden. Men okey vi blev enige om at vi måtte tage turen som den kom, også bare få en god dag ud af det. Vi fik parkeret bilen på deres langtidsparkeringsplads, og derefter taget shuttel bussen tilbage til havnen. Kiggede lidt i butikken inden vi var klar til at gå ombord. Nu kommer så det der molbo arbejde som de er geniale til herovre. Da vi kommer ned til båden, bliver vi spurgt om vores numre på kortene, og de bliver krydset af, af to mænd. Vi kommer nu op til dækket, hvor der står en dame og tager imod og skal have vores kort, en meter efter står der nu en mand og siger vi skal passe på trinet og velkommen ombord. Det kalder vi altså molbo arbejde!
Vi får nogle gode pladser ved vinduet, og venter bare, indtil kaptajnen kommer ned og fortæller os alle nogle ting. Hvorefter han går tilbage på broen, kort tid efter snakker han så over anlægget til os alle sammen og snakker nok i 15 minutter, og derefter er der en styrmand, der fortæller hvordan vi skal tage redningsvesten på og handle i en redningssituation. Derefter er vi klar til at bevæge os ud på vandet. Som vi kommer ud bliver vejret bedre og det regner ikke mere, men det er stadig pæn køligt. Lige inden de skal servere morgenmad for os – læs kanelsnegl og syntetisk juice. Sneglen var god, men juicen NEJ. Så kalder kaptajnen os alle på dækket, da der er pukkelhvaler i syne. Vi fik dem at se lidt på afstand, en mor med unge, de ville ikke det store, så vi sejler hurtigt videre. Da vi rammer lidt mere åben vand er der bølgegang, Tania får sig dog en lur, og Kia slapper af.

Men da bølgerne bliver værre, vælger vi at gå lidt udenfor, da Kia har godt af lidt luft, og hold da op, det viser sig at der virkelig var nogle der havde det skidt, og at Kias ”søsyge” blot var en brøkdel af de andres. Der var en der sad ude bagved HELE turen, hun var ikke engang oppe og se dyrene eller gletcherne. Må være virkelig fedt at have brugt penge på sådan en tur. Da de skal til og servere frokost, kommer der spækhuggere til syne, og vi var sådan lidt at ja ja dem har vi jo set, men kan da lige tro vi fik taget billeder med vores fantastiske knap (sport knap der tager MANGE billeder i sekundet). De var legesyge og var meget mere i vandoverfladen end vi havde set i Vancouver. Vi fik set en der vendte sig i luften, dog maks. en meter over vandet, så man kunne ikke se det på et billede. Men hvor fedt at se dem på denne måde og en del tættere på end sidst. Men kaptajnen syntes vi havde kigget nok, og sejlede videre, vi fik vores frokost og efter endnu en ordentlig gang bølger kom vi nu til Nortwestern fjord. Ved indgangen til denne fjord havde gletcheren engang gået helt ud til, men nu er den ca. 1½ mile inde. Vi sejlede over en moræne, og var nu en af 300.000 der havde været her. Som kaptajnen sagde så var det ikke mange, når man tænker på hvor mange der går på Manhatten i myldretiden. Da vi sejlede ind ad fjorden, tænkte vi at vi fik ikke set meget gletchere, da det var skyet, men igen tog vi fejl. Da vi nærmede os den inderste gletcher, blev vejret flot og solen skinnede lidt frem, dog var der stadig skyer, men slet ikke så tunge som tidligere. Vi sejlede igennem isflager, og på de her flager lå der sæler, meget sjovt at se. Vi nåede helt ind og hold da op, det kan slet ikke beskrives med ord, hvordan det er at være en 1 mil fra sådan en kæmpe gletcher som ender i vandet. Vi fik at vide at vi skulle være stille, lytte og bruge øjnene, samt huske på at når vi hørte lyden, så var det for sent, så øjnene skulle se det først. Det vi skulle kigge efter var når der faldt is stykker ned i vandet – altså når gletcheren kælvede.

Vi kiggede og lyttede og var så heldige at se nogle små nogle. Og kan godt sige at det larmer, når stykkerne rammer isen og derefter ryger i vandet, et ordentlig brag det kan give, når det bare ser ud som denne her lille isterning falder ned. Efter en 30 minutters kiggeri og wow over hele linjen, så skal vi til og sejle tilbage, men inden han når at vende båden, så falder der det her KÆMPE stykke i vandet, og vi får det heldigvis på billeder. Et enormt brag det gav, og en go gang bølgegang det gav. Efter lidt tid kunne man se i vandet hvor meget is der faktisk var røget ned, helt vildt fedt at opleve.
På turen tilbage mod Seward så vi igen sæler, og stoppede ind ved vandfald, porrion point (Alaska fugl), søløver. Fandt igen et sted hvor der var pukkelhvaler, og det var nogle store nogle denne gang. Vi er dog bagefter, da vi kom hjem, blevet i tvivl om den ene var en grå hval, da den ikke har den hvide finne som pukkelhvaler har. Men finder vi nok ikke ud af – desværre. Efter endnu en go gang bølgegang, var det bare at nyde den sidste del af turen og glade kunne vi gå i land, og tænke over hvor meget vi havde fået ud af denne bådtur, i forhold til de andre vi havde været på i Vancouver og Talkeetna. Vi var virkelige glade for at vi tog med.
Vi fik købt en ting i deres souvenir butik, og igen var der molbo arbejde ved kassen. En lagde tingene i en pose og en anden tog imod pengene. To mand til hvad en kunne gøre, men i stedet for laver man kø og giver arbejde til to. Nå, men bilen blev hentet og vi fik parkeret på havnen, og kiggede nu butikker uden at finde noget. Sulten meldte sig igen og da vi ikke fandt noget vi ville spise eller vente på at få et bord, så kørte vi ind til byen igen og fandt her et italiensk/græsk sted, fik et bord og skal da lige love for at Kia fik sig en ven. Ved bordet ved siden af sad der en maks 2 årig knægt og hans blik veg ikke fra Kia og da hun kiggede på ham og smilte var han helt solgt, så meget at moren lige ville sikre sig at vi ikke tog ham med os. Vi fik valgt noget mad, og det var excellent, vi blev mætte og vendte snuden tilbage til hostellet.
Vi har slappet af, og skrevet blog og set billeder fra dagens tur. Rystet på hovedet af de unge mennesker og ellers bare aftalt i morgen sover vi indtil vi vågner, og tager dagen derfra.