Profile
Blog
Photos
Videos
15.-16. januar
Vi startede dagen ud med at få en overraskelse af vores guide. Hun havde nemlig arrangeret, at vi alle skulle køre i tuk-tuk taxier ned til havnen, hvor vores båd ventede på os. Inden vi steg på båden, skulle vi alle købe en gave, bestående af mel, ris, pasta, sukker osv., til vores værtsfamilie, som vi skulle overnatte hos.
Vi startede med at sejle 1 time og 40 min til et område med flydende siv-øer, hvor vi gik i land på en af dem. Vi havde en lokal guide med, som forklarede om, hvordan man bygger en ø og livet på øen.
På den lille ø, der ca. var 40 m2, boede der 5 familier. Øen havde to hjemmelavede både af siv, hvor vi fik en tur i en af dem.
Da vi kom tilbage til den lille ø, tog vi med vores store båd videre og sejlede i 2 timer, indtil vi kom til øen Taquile, hvor vi skulle vandre op på toppen for at spise frokost. Da vi var færdige med frokosten, forklarede vores guide, hvordan man kunne se forskel på folks civilstatus gennem deres tøj og hatte beklædning.
Derfra havde vi kun 1 times sejlads til øen, hvor vi skulle overnatte. Vi blev budt velkommen af vores værtsfamilie og et orkester. Efter ankomsten gik vi til den lokale skole, der havde en foldboldbane, og så var der ellers fodboldkamp mellem de lokale og os (gringos).
Efter kampen blev vi klædt på til Peruviansk folkedans, men inden vi selv skulle danse, viste alle vores værtsfamilier, hvordan man skulle gøre.
Bagefter tog vi hjem til vores familier og hyggede med deres unger (et par tvillingepiger på 6 år) inden aftensmaden kl. 19. Da den blev 20.30 sagde vi godnat - buenas noches - og trak os tilbage til vores fine lille hytte med eget toilet.
I morges stod vi op 6.30 efter en nat med voldsom torden og lyn! Kl. 7 startede de huslige pligter, som vi var en del af. Vi hjalp moren med at bage brød, som vi skulle have til morgenmad. Dejklumperne, som vi formede til flade små brød, blev friturestegt i en pande med olie over et bålkomfur. Brødene smagte udemærket med lidt syltetøj. Derefter var det tid til at sætte familiens får ud på græs, så vi gik ned af bjerget igennem byen med fåreflokken og bandt dem til nogle buske nede ved vandet.
Da vi kom tilbage, spillede vi igen kort (ligesom hele dagen i går) med de små piger, indtil der var frokost kl. 11, for vi skulle afsted fra øen kl. 12.
Vi havde en 2 timers sejltur tilbage til Puno.
Alt i alt var det en utrolig oplevelse at prøve at bo hos en lokal familie og få et lille indblik i, hvad de laver i deres hverdag. Vi blev også enige om, at vi faktisk har det ret godt i Danmark!
Vi var tilbage på hotellet kl. 15 og skulle ud og spise med gruppen kl. 19.
Men fordi Trine havde fået det rigtig skidt igen i går, havde vi et læge besøg kl. 18.30. Han sagde dog, at det ikke havde noget med salmonellaen at gøre, fordi hun ikke har haft feber. Det er dog blot "almindelig" feriemave. Men med mere og stærkere antibiotika håber vi hun snart er på benene igen!
Stedet, hvor vi spiste, havde et danseshow med traditionelle peruvianske kostumer og danse. Det var sjovt at opleve. Og da vi gik hjem fra restauranten, dansede hele Puno igennem gaderne, fordi der var generalprøve på festivalen i februar.
I morgen skal vi bruge hele dagen i en bus til Cuzco, hvor vi ca. vil være fremme kl. 16.
- comments