Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er det vist ved at vaere tid til et nyt blogindlaeg, mens jeg stadig kan huske en smule af alt det der sker rundt om os. Det er meget, og det er naesten ikke til at foelge med, selvom man sidder midt i det.
Siden sidst har vi haft sidste undervisningsdag paa skolen, og det var faktisk trist. Det er trods alt det vi har lavet hver dag i 6 uger. Dagen var meget hyggelig, vi legede futtog med kindergarten og delte slik ud (de elsker os!) og i fjerde gik dagen med at lege gaet og grimasser. Faktisk, kommer man til at savne de boern overraskende meget. De er trods alt vores smaa indiske pus.
Vi har i vores 6 uger paa skolen oplevet lidt af hvert, og man skal forberedt paa en helt anerledes undervisningsmetode og forstaaelsen af ordet paedagogik. Det er skraemmende, men boernene bliver slaaet af laererne og der er ikke noget at goere, og som Roshni siger, saa "kan vi ikke vestliggoere byen, skolen og tankegangen her". Surprise, selvom man gerne ville. Det at blive sendt uden for doeren (som man saa fint blev i folkeren, naar man ikke havde vaeret den soede og gode pige man burde), forstaaes helt anerledes her. Jeg har en enkelt gang ville sende en lille pige ud paa den anden side af den sponplade der skiller klassevaerelserne. Naar man bliver taget med ud af klassen hernede, er det for at blive sendt op til principal (hvor man ikke ved hvad der sker...) eller for at blive slaaet af laeren ude paa den anden side. Det resulterede i, at den her stakkels lille pige var skraemt for liv og sans, og fuldstaendig ulykkelig og utroestelig. Det var frustrerende ikke at kunne forklare hende, at der ikke ville ske noget, men at hun skulle hoere efter. Men efter den episode, var det som om hun fik langt mere tillid til mig, og de to andre piger, saa hun livede helt op, idet hun oplevede, at vi faktisk ikke slaar.
Efterhaanden som der kun er halvanden uge skal forlade Bijanbari, som er vores hjem, og alle boernene, er sponsorboern begyndt at fylde meget i vores tanker. Mine i hvert fald. Det fungerer nemlig saadan, at man kan sponsorere et barns skolegang (og man kan tydeligt se hvem der er sponsoreret og hvem der ikke er), og det vil man selvfoelgelig gerne. Men hvordan vaelger man lige et barn ud af de 100 man har undervist? Saa kan man vaelge, 5 ud som man virkelig foeler sig knyttet til, og derefter skode endnu 4. Hvordan vaelger man lige mellem et barn der bliver slaaet, et barn der INGEN penge har, eller et barn hvis far er dyb alkoholiker - ja, det er rent faktisk ikke nemt. Men, vi kan ikke redde alle, og et er bedre end inden, ikke?
En ting der efterhaanden ogsaa er helt sikker, det er, at vi skal tilbage hertil. Vi skal tilbage til boernene, til byen og til vores andet hjem - og hvor bliver det bare fedt.
Siden sidst jeg skrev har vi bl.a. vaeret til to bryllupper her i landsbyen. Det er meget specielt, i det man goer sig klar i timevis (ja, det tager afsindig lang tid at faa saree paa ... og det er smertefuldt), saa tager man op til festen, hilser paa brudeparret, spiser noget mad og tager hjem igen. Det er en lidt flad fornemmelse, naar man psysisk er blevet sat op paa bryllup, og har brugt hvad der foeltes som tre aar paa at goere sig klar, og man saa er hjemme i loebet af et par timer ...
Vigtigst af maaske alt, er vi nu paa den anden side af vores trekkingtur. Idet vi hedder "Himalaya-Goa gruppen", har trekking i Himalayabjergene vaeret noget af det vi har set frem til, med spaendning og maaske en smule nervoesitet i sindet. Men afsted vi kom ... efter at have endevendt vores vaerelse for at pakke - det var sgu noget af en opgave. Vi startede med at blive koert til en lille landsby i 2300 m's hoejde, hvorfra vores tur begyndte. Foerste dag skulle vi gaa 7 km, 600 m op. I starten var det flot vejr, men det blev daarligere og daarligere i loebet af den foerste time. Saa derefter var der taage, taage og taage. Saadan fortsatte det ogsaa paa dag to, hvor vi gik fra 2900 m til 3100 m. Her startede vi med at gaa 10 km easygoing (som betyder at det hverken gaar stejlt op eller ned), derefter 2 km OP, og saa 4 km easygoing igen. Saa fik vi ellers ogsaa lige en forsmag paa dag tre, hvor det kun gaar op og op og op. Dag tre klarede op. Tredje-dagen var dagen hvor vi skulle ende paa toppen, i 3636 m's hoejde. Er du vimmersvej! Turen derop foregik paa stier ud mod bjergene, og idet det her er klaret helt op, var det virkelig en smuk tur. Det hjaelper lidt paa, hvor haardt det ellers var - for s*** det var haardt. 4 km op, der foeltes som 20, og stejlt som bare fanden. Det er den haardeste fysiske test, jeg har udsat mig selv og min krop for. Men for syv sytten, det er en ubeskrivelig foelelse og staa paa toppen og taenke "Jeg gjorde det, kraftedme" (og ja, her maa man gerne lige smide et enkelt bandeord!). Ja, vi kom alle op, og ja, det var taaget da vi kom op, saa vi kunne se .... ingenting overhovedet.
Dag 4 blev vi saa vaekket kl. 5, for at skulle se udsigt. Ikke, at det var det aller foerste der faldte os ind da vi vaagnede, fuldstaendig frosset til is, meeeeen, det var alt vaerd. Vi pakkede os ind i alt det toej vi havde med, og vandrede ud i det. Wauuuuuuuuuw, det var vanvittigt. Der stod vi, paa toppen af Sandakphu, i 3636 m's hoejde og kiggede ud over de vildeste isbjerge (deriblandt Mount Everest). Det er simpelthen et syn, som ikke kan beskrives for folk der ikke har oplevet det. Hverken ord eller billeder kan beskrive det. Alt smerte bliver glemt, i hvert fald for et oejeblik. Det er noget, som aldrig bliver glemt, men derimod gemt i min store rygsaek. Jeg var virkelig taettere paa himmelen. Herefter gik turen ned, og det er meget ned. Det er godt nok haardt at gaa saa stejlt ned ... men det var igennem smukke skove, og med hoej solskin, saa det var skoent. Solen har til gengaeld gjort mig solskoldet som naesten aldrig foer ... okay, overdrivelse fremmer forstaaelse, men roed og oem, det er ikke en loegn.
Nu er vi igen tilbage i Trekker's Hut, og har snart vaeret i bad allesammen (tiltraengt!) og faaet vasket alt vores toej. Vi er traette, aah hvor er vi traette. Men det holder os ikke fra, at pakke vores Breezer's og vores vodka, samt vores sovegrej og blive koert ud i en skov, og holde vild abefest i aften. For saadan er vi, og det er det Indien goer ved os.
Tirsdag tager vi en tur til Sikkim, hvor vi skal .... nyde livet. Saa kommer vi hjem soendag, har mandag, tirsdag og onsdag med boernene og skal saa med tog tilbage til Delhi torsdag. Saa rejser vi til Goa loerdag, en uges tid, og saa er turen faktisk ved at vaere ovre .... for nogle. For os, gaar turen saa til Malaysia, og vi glaeder os.
Alt i alt, saa har vi det skide dejligt her i Indien. Vi oplever paa godt og ondt, og det giver mig saa meget, at vaere ude i en saa anerledes kultur. Men man oplever godt nok, hvor meget man savner dem derhjemme. Min mor, far og kaere lillebror. Mine dejlige venner og veninder og min dejlige familie. Min skoenne kaereste .... og ja, alle dem, som jeg saa paent har forladt til fordel for rejse og nydelse. Meeen, saa er der ogsaa noget at komme hjem til, det er skoent.
Jeg tror, at det var alt for denne gang. Hjertet og hovedet er toemt (maaske for toemt, damn it) *lol, lol, lol* (laes: Simon). Nu skal vi ud og koebe noget sodavand og chiiiiips, til vores fest i aften. Tak for denne gang, vi ses nok!
Hav det skide godt, og nyd nu alting.
Varme kram fra Indien
- comments