Profile
Blog
Photos
Videos
Søndag 12/2 - 2012
I dag skulle vi videre til Surfers Paradise, et sted sjovt nok kendt for deres utrolige surferstrande. Vi stod op i god tid og havde derfor rigeligt tid til at spise morgenmad og for en gangs skyld nyde morgenmaden sammen alle sammen. Der var også tid til at få spist og drukket de sidste rester og god tid til at nå ned til vores pick-up ved Greyhound. Køreturen var denne omgang kun en tur på to timer, hvilket jo er dejligt og vi så frem til at komme frem hurtigst muligt. Alligevel fik vores chauffør dog presset et stop ind på den korte tur, så vi kunne købe morgenmad på den lokale café med det sædvanlige snask, de kalder for morgenmad.
Vi ankom til Surfers Paradise og vejret var dejligt og varmt. Vores hostel ligger 10 min. kørsel fra indre by, hvilket er lidt ærgerligt, men til gengæld tæt på stranden og vores hostel tilbyder oven i købet gratis bus til og fra byen. Vi blev hentet med denne bus og tjekkede ind på et lidt anderledes hostel end vi plejer, da det er bygget således, at det er et separat hus med omkringliggende terrasse, hvor man bl.a. spiser udenfor. Det skal da også lige nævnes, at vi kan gå ud fra værelset og have udsigt over Surfers Paradise's havn med tilhørende solopgang.
Efter at have fået fundet os lidt tilrette på værelset, besluttede vi os for at tage ind til byen og handle til denne uge. Inden vi tog af sted, fik vi da også lige købt billetter til de to forlystelsesparker Dreamworld og WhiteWaterworld. Dreamworld er kendt for sine syv vanvittige thriller rides, hvor man virkelig skulle blive udfordret. WhiteWaterworld er et vandland, som selvfølgelig lige er noget for os tre vandhunde. Vi har adgang til begge parker i tre uger, og planen er at tage derind to gange.
Vi tog ind til byen med den gratis bus og fik set os lidt omkring i smukke Surfers Paradise, som vi fandt ud af. Vi blev faktisk så vilde med en bestemt gågade med et center og masser af mennesker, at vi i den grad skal tilbage igen. Det var ved at være frokosttid og de mange caféer og den dejlige duft af mad, gjorde at Line og Louise måtte ind og få en gang caféburger. Bagefter stå den på indkøb og det skulle gå lidt tjept, da vi havde en bus vi skulle med.
Da vi kom hjem, stod den på strandtur og en dukkert i de berømte bølger og vi blev hurtigt enige om, at der er en grund til, at det hedder Surfers Paradise. Efter et par timer kom skyerne pludselig væltende ind over og vi skyndte os hjem. Ganske rigtigt begyndte det at stå ned i stænger og vi spillede derfor kort ind til, vi skulle lave aftensmad. Dagens menu stod på pasta med pesto, kylling og ristede peberfrugter. Resten af aftenen gik med bad og et enkelt spil kort, da Louise ville i seng og være frisk til i morgen. I morgen står den på WhiteWaterworld.
- comments