Så sidder jeg her kl. 02.05 og tænker. Søndag aften kom jeg hjem fra den bedste weekend, jeg har haft i år. Weekenden indeholdt Årsmøde med Sygeplejestuderendes Landssammenslutning. Da jeg meldte mig ind i denne faglige studenterorganisation i maj 2011, havde jeg ikke tænkt over, at jeg her ville få venner for livet. Det gik dog op for mig i weekenden, som jeg tilbragte i godt selskab med herlige, sjove, søde og engagerede sygeplejestuderende og SLS'ere. Jeg er klar over, at jeg vil få hjemve, komme til at savne mine venner, komme til at savne min familie, min klasse, min lejlighed, ja min hverdag i Danmark, mens jeg er af sted, men i weekenden gik det op for mig, at noget af det, jeg kommer til at savne allermest er fællesskabet i SLS. Her sidder jeg så midt om natten og tænker, at jeg på en eller anden måde ikke kan slippe SLS helt, mens jeg er på den anden side af jorden. Jeg er klar over, at jeg ikke kan være fysisk tilstede til arrangementer og møder, men samtidig er jeg klar over, at jeg nok ikke heeeeelt kan lade være med at følge med i, hvad SLS-Aarhus laver på deres facebook side, kigge dagsordener og referater fra nationale bestyrelsesmøder og skype med de herlige mennesker. Jeg sidder her midt om natten og tænker, at SLS er det helt rigtige for mig! Jeg kommer sku til at savne SLS, mens jeg er væk!