Profile
Blog
Photos
Videos
Tiden går virkelig stærkt! Der er nu 15 dage til, vi får sommerferie! Så har vi sommerferie helt indtil 1. september. Wow. Men først og fremmest betyder det, at vi snart er færdige med vores udvekslingsophold her i Singapore. Det har jeg lidt svært ved at forstå. Jeg havde sidste skoledag i torsdags og dermed er eksamensperioden sat ind. Mine eksaminer er dog fordelt fantastisk ud, så jeg har lige præcis en uge mellem alle mine eksaminer. Det har jeg aldrig prøvet før - så lang er vores eksamensperiode ikke der hjemme - så det er dejligt.
Men for lige at starte lidt længere tilbage i tiden, så har vi været travlt optaget af at nyde at have min familie på besøg. De landede den 27. Marts, hvor vi havde en fantastisk uge i Singapore. Asger og jeg havde stadigvæk lidt skole at møde op til, men det var så dejligt at have en hverdag med dem hernede. De havde lejet en kæmpe stor lejlighed, som vi alle 6 kunne bo i. Det var ren luksus i forhold til, vores lejlighed hernede og da også et lidt tiltrængt afbræk fra et køkken, der konstant lugter af indisk mad og hvis man er heldig kan finde særdeles mange rester fra på bordpladen..
Så vi nød det på alle måder i den nye lejlighed fyldt med Elnegaards og en Sørensen. De havde omtrent fyldt en kuffert med mad fra DK, så hele ugen stod den på rugbrød eller mors boller til morgenmad. Mums. Vi har desuden vores indiske køleskab fyldt med Faaborg leverpostej, rugbrød, remoulade, 2 spegedrenge, ost ost ost (meget savnet), gær til boller, makrel og torskerogn. Og så naturligvis et par nye forsyninger lakrids. Så vi har det godt for tiden :)
Vores danske venner hernede er MEGET misundelige og MEGET trætte af at høre os fortælle om vores mad :)
Efter en uge i Singapore fyldt med lige dele oplevelser, afslapning, knus, kram og hygge, så drog vi alle til Koh Lanta i Thailand. Asger og jeg var der med dem fra fredag til mandag, hvor vi var nødt tik at tage hjem pga quizzes og afleveringer. Men det lettede en del på gejsten, at vi kunne læse op til quiz på en smuk ø, på et lækkert hotel omgivet af familien og blive bespist med utroligt lækker mad. Det hjalp faktisk en hel del. Det hjalp også en hel del på humøret, at vi kunne se frem til at tilbringe søndagen sammen i Singapore, inden de skulle flyve tilbage til Danmark.
Så vi fløj hjem, fik afleveret de opgaver, der skulle afleveres, deltog i de quizzes, vi skumle deltage i og så var det lige pludselig søndag igen, hvor jeg endnu engang kunne drage ud til Changi Lufthavnen, vinke med det danske flag og tage imod mor, far, Fie og Kathrine. Vi fik opmagasineret alle kufferterne og drog tilbage til byen, hvor vi mødtes med Asger i Chinatown. Der blev spist dumblings, forårsruller og krabbedeller, drukket kinesisk kaffe og købt de sidste ting med hjem. Derfra gik vi ned til floden og langs den til Marina Bay, hvor vi havde den flotteste solnedgang. Resten af aftenen stirrede vi hinanden dybt i øjnene, krammede utroligt meget og spiste lækker aftensmad på et foodcourt ned til Marina Bay bestående af Kway Teow, carrot cake (det er ikke kage), spinat i oyster sauce, mee goreng og satay med den lokale Tiger øl til. Inden afgang mod lufthavnen så vi en koncert, spillet af sydamerikanere på en scene nærmest i Marina Bay. Det var vildt flot.
Ude i lufthavnen blev der pakket om i kufferterne. Det varme tøj blev fundet frem og vi fik mast en masse ting ned, som Asger og jeg hverken havde lyst til at smide ud eller rejse med rundt. Det var fedt de lige kunne tage det med hjem. Det blev alligevel en hel del, vi ville have hjem, så der blev hoppet godt på kufferterne. Tilbage på værelset er der nu kun ting, vi enten skal have med videre eller skal smide ud.
Det var viiildt hårdt at sende dem hjem. Asger var dog hurtig okay igen (...), det var jeg ikke rigtig,så det var dejligt, Asger var der.
Og nu har jeg så haft min sidste skoledag på NTU med frysende kolde forelæsningslokaler og professorer, der forelæser på singlish eller et dejligt kinesisk-engelsk. Jeg har allerede kunne bruge mit kinesisk! Min eksamen i kinesisk var i torsdags og Asgers i onsdags, så de er allerede afsluttet. Jeg har tre eksaminer tilbage og Asger to.
Fredag morgen, efter jeg har afsluttet første eksamen torsdag, flyver jeg til Pataya hvor jeg skal besøge min veninde Lotus. Hun var i marts og besøge mig her i Singapore. Det bliver hyggeligt og jeg har tidligere bevist, at jeg godt kan læse til eksamen på stranden, så det agter jeg at gøre igen. Desuden er faget ikke så omfattende, at jeg skal bruge en hel uge på at læse op.
15 dage og så er det sommerferie! Det er for vildt.
Jeg håber, alle har det godt derhjemme. Jeg skulle hilse mange gange fra Asger.
Kærlig hilsen
Stine
- comments
Lotus Cecilie Nielsen Jaaaaa jeg glæder mig til at se dig på fredag
Helle Elnegaard Hej min skat, Tusind tak for endnu en dejlig opdatering og den meget søde opdatering omkring vores besøg, som vi bestemt nød lige så meget som Jer, det var så VILDT fantastisk og vi er så glade for vi gjorde det. Det var så skønt at være sammen med Jer og FANTASTISK oplevelse i skønne Singapore med de skønneste søde guider :) Tak for sidst til Jer begge og tak for en uforglemmelig tur med Jer. Skønt at opleve en del af Jeres hverdag. Held og lykke med eksamen begge to. Flere kys og kram fra mor Helle ;)