Profile
Blog
Photos
Videos
Hallo, hallo
Fungerende internet er noget af det jeg savner utroligt meget, da det er noget vi ikke oplever tit! Så efter tre uger med ustabilt internet, kommer dette indlæg endelig på bloggen
Alt hernede går som det plejer, med nogle få variationer i form af at sætte dyr fri i naturen, safariture og bush-campingture - det er nu dejligt at slippe for arbejde nogle gange!
På det seneste har det været ind og ud med fugle, hvilket betyder at vores klinik til tider er fyldt til randen. Vi har fx fået en baby grib, en baby snake eagle og en baby egyptisk gås ind (noget af det sødeste!!!), men mistede desværre to fugle i sidste uge - en afmagret ørn og en grib med en ødelagt vinge.
Vi er nu i skrivende stund 9 frivillige, hvilket er det laveste antal frivillige vi har været i to uger, hvor det højeste har været 13. Af dem som kom og tog af sted igen i løbet af de to uger var der: Milena fra Brasilien (som forlod os tidligt for, at opleve Sydafrika med en fremmed mand), Ursi fra Schweitz (som bare var en utrolig rar kvinde), Christine fra Tyskland (var også frivillig her for 5 år siden), Cody aka "Chicago" fra Chicago sjovt nok (den venligste dreng du nogensinde kommer til at møde - en favorit blandt alle) og Dan fra England (som kun var her i 2 dage…). Af dem som vi stadig har glæde af at have hos os er: Victoria fra Sydafrika/England/Singapore (godheden selv og en allerede en rigtig god ven), Mirielle fra Tyskland (får mig til at grine), Lorna fra England(så sød og med den mest bedårende accent). Og så er de andre 5 som jeg har skrevet om før her selvfølgelig stadig
Der er lidt at indhente eftersom jeg ikke har lavet et indlæg de sidste 3 uger og som sagt har vi oplevet lidt og hvert.
Brian, lederen af centeret, var væk på orlov fra fredag til tirsdag for 2 uger siden, så den søndag havde vi filmaften i centerets "auditorium". Filmen var Excorsismus (Brian ville sikkert få et hjerteanfald hvis han vidste hvad vi så) og vejret helt perfekt til en gyseraften - lyn, torden og en hel masse regn! Bare en skam, at filmen var omtrent lige så skræmmende som Monsters Inc. Og af samme standard som de gyserfilm vi selv lavede i 8. klasse… Men når det er sagt, var det hyggeligt at have alle samlet ét sted - både guider, staff og students
Onsdag for to uger siden var vi på safaritur i Kruger Parken, hvilket var ret fantastisk, men super udmattende! Vi havde en af de varmeste dage med temperaturer op til 45 grader, så at sidde i en bil i 10 timer var ikke udelukkende en fornøjelse, men når man får lov til at være få meter fra elefanter, bøfler og løver, klager man ikke. Dagens højdepunkter var, at se en flok hunelefanter med unger krydse vejen lige foran os samt, at spotte 3 hanløver ved siden af deres bytte bestående af en lille elefantunge. Guiden sagde, at det var en lidt sløv dag for dyrene, men hvad kan man forvente når vi ikke engang kan holde ud at sidde i en åben bil!
Den næste dag, torsdag, fik vi så mulighed for, at gentage succesen, da vi skulle sætte en fugl (en Ground Hornbill) fri i Kruger Parken. Så endnu engang tog vi turen, denne gang dog i en lille combi/minibus! Alting gik fint med forberedelserne - fuglen fik en fin lille antenne sat på ryggen til senere tracking, fik noget væske og en kylling og var i det hele taget klar til den store frisættelse. Vi bar den et par meter væk fra bilerne og satte den på jorden hvor den, i det dens fødder rammer jorden, falder om lammet og slap i hele kroppen. Den var heldigvis ikke død, bare lidt overophedet og overanstrengt! Så efter et par minutter kom den på benene igen og vraltede lige så forsigtigt ud i skoven og væk fra os og alle besværlighederne. Efter den succesfulde og ikke så lidt begivenhedsrige frisættelse, tog vi på en improviseret safaritur - super fedt, men når ens krop og sind allerede er smadret efter en 10 timers lang safari, gør 9 timer i en bil ikke noget godt for en (tager aldrig mere på safaritur to dage i træk!).
Denne mandag fik vi en trist, men ret spændende nyhed af Jan (vores student koordinater). To næsehorn, på Moholoholos del af Kruger "Nhoveni", var blevet skudt af krybskyttere, hvilket betød at vi skulle på campingtur i bushen!! Eftersom vi var 10 personer på det tidspunkt, blev vi delt op i to grupper - en gruppe der skulle af sted tirsdag og en onsdag. Jeg var på onsdagsholdet, så den tirsdag blev brugt på, at gøre alt arbejdet for dem der var i Nhoveni. Onsdag tog vi så af sted, dog med lidt forsinkelser da bilen og den anden gruppe var brudt ned midt i bushen. Vejret var heller ikke lige på vores side den onsdag, eftersom det begyndte at småregne på køreturen derud og fortsatte på vores "game drive", men stoppede heldigvis i det vi skulle starte et bål ved vores camp. Jan havde valgt, at vores camp skulle være tæt på et vandhul så vi derved havde størst mulighed for at se dyr, men på grund af regnen tidligere så vi ingen (kun en flok impala) - vi havde ellers folk vågne på skift hele natten, så hvis dyrene havde været der ville vi have set dem! Jeg havde vagt nummer 2 (fra kl. 23:30-2:00) sammen med Mirielle og vi var de eneste der så flokken af impala (det skal lige siges, at vi først troede at det var en flok hyæner, så vi blev ret skræmt). Udover det så vi intet, men fik hørt løvebrøl, hyænehyl og noget der lød som en leopard der nyser. Da vi vågnede ved 4 tiden den morgen fik vi hurtigt pakket sammen, da vejret igen var imod os (skyerne hang i hvert fald tungt over vores hoveder). Vi kørte til Nhovenis hovedkvarter, hvilket er et lille område med 4-5 små hytter (ligner for resten en forladt landsby fra 50'erne), hvor vi spiste vores morgenmad i det det begyndte, at øse ned udenfor. Den dag stoppede det ikke med, at regne før klokken var 3, men det kunne ikke stoppe os fra at køre på flere game drives i løbet af morgenen. Ingen af de game drives vi var på i løbet af de to dage var dog særligt succesfulde, men vi så da 2 næsehorn (en mor og en unge), 2 forelskede giraffer, nogle bøfler og en hel flok elefanter med unger (jeg mangler stadig at se en leopard i naturen!!)
Og nu, hvis i stadig læser med, til en trist historie.
Vi kom hjem fra Nhoveni-turen torsdag eftermiddag og ved 4-tiden begyndte vi vores runde, som vi plejer. Jeg fodrede Zac og Louise gik i gang med, at fodre Emma og Sphynx, men kom ikke længere end til Emmas bur, da alt ikke var som det plejer. Vi havde for nogle uger siden givet Emma mere plads, ved at åbne hendes bur ud til et indhegnet område, men som den prinsesse hun var, forblev hun for det meste i buret. Denne torsdag eftermiddag var det bare ikke Emma, der var i buret, men vores store han Modi. Forvirrede fik vi Modi gennet ind i sit eget bur og begyndte, at lede efter Emma. Vi fandt hende i en lukket del af indhegningen (i vores karantæneafdeling), dækket til af Modis savl og hendes eget blod. Hun blev hastet til klinikken og blev hurtigt lagt under bedøvelse, så vi kunne gå i gang med at finde ud af, hvor slemt det stod til. Det viste sig, at hun havde flere store åbne sår og mere end en håndfuld små, så vores veterinærsygeplejerske (som i virkeligheden er dyrlæge) begyndte sit arbejde med det samme - dog under omstændigheder der ikke var helt optimale og under en sky af stress, fortvivlelse og vrede. Hun var min kat (og Louises), og derfor havde vi ansvaret for at hun klarede det gennem de første dage, ved at sørge for væske, mad, medicin og selvfølgelig nærvær. Hun var dygtig og tog fint imod både medicin og vand og på 2. dagen begyndte hun at spise rigtigt fint, dog stadig kun hvis vi lagde det i hendes mund. Hendes smerter synes dog ikke, at forsvinde. Sårene som var overalt på hendes lille krop, gjorde det svært for hende at bevæge sig og hun ville vandre langsomt frem og tilbage for, til sidst, at lægge sig ned med stort besvær. Men på trods af dette, var vi stadig fortrøstningsfulde. Lørdag aften efter middag, gik vi op til klinikken for at give hende vand og prøve at få hende til, at spise resten af sine kyllinger. Hun lå i sit bur med hovedet på trinnet ud mod lågen, og vågnede da vi kom ind. Hun tog igen fint imod vandet, men ikke sine kyllinger, hvilket vi havde forventet, så kyllingerne kom tilbage i køleskabet så hun kunne få dem den næste dag. Vi sagde farvel til hende og gik tilbage i seng. Næste morgen står jeg op, lidt tidligere end normalt, da jeg ville op og se til Emma. Jeg børster mine tænder på badeværelset og da jeg træder ud, ser jeg mine værelseskammerater samt de andre piger sidde rundt omkring på værelset - ikke lige det syn jeg havde ventet så tidligt om morgenen. Robyn er den første der taler og hun siger, at Emma desværre ikke klarede den gennem natten. Hun blev fundet liggende i samme stilling som, da vi forlod hende, med hovedet på trinnet vendt ud mod låge. Der tager lidt tid, før det der bliver sagt, trænger igennem, men så rammer det mig - Emma, min Emma er væk.
Emma var en af de servaler jeg passer og den jeg holdt mest af. Hun blev hurtigt en substitut for Jess, der ikke gad mig et sekund! Hver gang man gik ind i Emmas bur, ville hun komme hen til en og gnide sig op ad ens ben. Hun var en fantastisk kat og et stort tab for Moholoholo og mig!
Håber at i stadig har det godt derhjemme
- comments
Laura Ej jeg tuder over Emma er væk!!! Hun var den sødeste i verden :((((
Keld Ravnmark Det var unægtelig en trist historie med servalen. Har I fundet ud af, hvorledes det har kunnet lade sig gøre for hannen at komme ind til hende?
peder Hej trold Trist at det skulle ende sådan, men du kan ikke rede alle dyr i Afrika, skal vi prøve skype igen på torsdag, ha det godt vi savner dig.
Inge Larsen Hej Stinemus . Tak for din sidste hilsen. Hej Stinemus,,Tak for dit sidste indlæg,det var spændende at læse,,men jeg må indrømme at jeg også måtte tørre mine øjne et par gange.Her er alt vel,I aften skal jeg til sang på skolen Ha´det godt Stine Kærlig hilsen Mormor, j
Hanne Dalmo Hej skatter! En rigtig sørgelig historie om Emma. Det var ikke sådan historien skulle ende! Jeg fik helt en knude i maven, da jeg læste afsnittet om hende! Og synd for Jer, det havde i ikke fortjent. Godt, at pakken er landet i Sydafrika. Spændende............! MOR
Brian Fantastiske historier Stine. Svært at skulle vente på næste indlæg. Hilsner fra VELUX...