Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har nu haft 3 dejlige (og solskinsrige ikke mindst) dage i Byron Bay! Vi ankom fredag d. 3. klokken ca. 9 om morgenen - vi tog natbussen, da det var en 12 timers tur og vi derved kunne spare både tid og 30 dollars på en overnatning - ren win/win. Da vi ankom valgte vi at overse den van, der skulle køre os til vores hostel og selv gå med vores store tasker, men så fik vi jo også prøvet det, omend vi begge blev/var "lidt" trætte og mugne. Vi kom efter lidt trasken rundt til vores hostel, som er et rigtig surfer-sted! Der er 50 m til stranden med en lille hyggelig sti og en pool (som vi dog ikke har været i). Alt er mere eller mindre udendørs eller sådan føles det i hvert fald og man skal ud for at komme på toilettet og til køkkenet. Hele stemningen her er også rimelig chill og det er generelt bare et fedt og hyggeligt anderledes hostel. Desuden går der også nogle kalkun-lignende fugle rundt over det hele (som heldigvis for Stine er ret bange for mennesker).
Da vi den første dag var kommet på plads på vores 4-mands værelse, som vi deler med et engelsk par, besluttede vi os for at gå ud og få lidt brunch fordi vi var lidt trætte ovenpå en nat i bus - det skulle dog vise sig at blive en dyr fornøjelse - 41 dollars for pandekager, frugt og en juice til deling - det var lige i overkanten af hvad vores budget kunne holde til, men vi håber vi har lært lidt (højst sandsynlig ikke). Resten af dagen gik vi rundt i Byron Bay og ledte efter badebukser til Rasmus, da vi tænkte at i en surfer by som Byron Bay måtte man da kunne finde noget, men desværre L
Vi fik dog set byen på denne måde, som dog ikke er så stor. Det betyder imidlertid ikke at der ikke er noget at kigge på - for det er der. Byen kan bedst beskrives som et flipper-hippie-Christiania-lignende sted med masser af peace-tegn og miljøforkæmpere.
Til aftensmad lavede vi en KÆMPE lasagne, da der endelig var en ovn (det er der ikke mange steder) og denne havde vi handlet ind til i noget så velkendt som Aldi - det var også dejlig billigt.
Lørdag morgen valgte vi at sove lidt længe, da vi var trætte ovenpå busturen og syntes det var længe siden vi havde gjort det - så vi stod op ved 9-tiden, spiste vores havregrød og gik til stranden, da vejret var perfekt!
Her lå vi og stegte og badede stort set hele dagen. Pludselig blev solbadningen dog afbrudt, da Stine var på vej ud i vandet for at blive kølet af. Ud af øjenkrigen havde Rasmus set en finne ude i vandet. Det viste sig dog bare at være en flok delfiner, der var kommet helt ind til land for at lege mellem strandens surfere, så de sprang og svømmede ud og ind i mellem bølgerne, bare 30 meter ude i vandet fra strandkanten.
Med den sjove episode i rygsækken besluttede os for at få en af de lækre is vi havde set i byen dagen før - og de var lækre!! Der var nok omkring 30 slags at vælge mellem og det tog da også sin tid at beslutte hvilke to vi skulle have. Da vi kom tilbage til stranden var solen ved at gå ned og vi gik tilbage til vores hostel. Vi skulle i virkeligheden have resterne af vores lasagne, men da der var BBQ med tilhørende øl og indgang til byens diskodasko for 10 dollars gik Rasmus ned i receptionen og købte de sidste 2 billetter. Vi gjorde os lækre og fulgtes med det engelske par ned til "middagen" som nu skuffede os lidt - to sorte pølser, et toastbrød og en salat mest bestående af iceberg var hvad der blev serveret, men øllene var store, så det gik nok. Vi faldt godt i snak med det engelske par som dog viste sig at være en del ældre end os (cirka 30) og vi fik et par drinks og fulgtes til "Cheeky Monkey" med dem, hvor vi (selvfølgelig) kom for sent til vores gratis indgang og måtte betale yderligere.
I morges sov vi (endnu engang) alt for længe (ifølge Stine), da vi havde set på DMI at det skulle regne. Da vi stod op var det dog fuld solskin og vi besluttede at tage på stranden igen - under morgenmaden kom vi så i tanke om at vi egentlig havde planlagt at skulle på en af Byron Bays markeder, og det kunne heldigvis stadig nås. Vi tog derfor hen på det lokale søndagsmarked, som viste sig at være et vindue tilbage til en anden tid… Der var virkelig flower power for alle pengene! Man kunne få tasker, punge, sæbe, cremer, lys osv. lavet ud af hamp. Derudover var der et væld af regnbueflag, t-shirts i alle regnbuens farver og sunde økologiske friskpressede juice. Samtlige boder blev selvfølgelig passet af enten langhårede mænd med små runde farvede briller eller af kvinder med dreadlocks.
Efter markedet forvildede vi os ned på det lokale Peter Pan kontor, egentlig bare for at bruge nettet til at finde hostel i Brisbane, som er næste stop. Det endte selvfølgelig med at vi bookede hostel til resten af australien turen. Endnu engang var det en rimelig dyr omgang, og derfor blev resten af dagen da også bare brugt på at lave så lidt så muligt, og bruge så få penge så muligt. Efter ent skypesession med både Stines og Rasmus forældre, og en ordentlig omgang aftensmad, faldt vi dog i igen, og gik endnu engang ned i byen, denne gang få at få den sidste is i Byron Bay.
Nu sidder vi ednu engang på værelset, og er gået tidligt iseng, da vi i morgen skal videre til Brisbane med greyhound bus allerede kl. 6.45
Derfor Godnat herfra - håber i har det godt i DK
- comments
jakob Det var vist lidt heldigt, at Stine-pigen ikke fik hilst på Kaj Haj og hans venner! Dejligt at høre, at vejret er mere med jer nu - vi glæder os til næste sæt billeder , med sol og sommer! Skal vi sende et par opskrifter som supplement til Lasagnen? Take Care!