Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag d. 16.7.2010, Stig:
Igen stod vi tidligt op, og da vi ikke havde etableret os særlig meget, var vi hurtigt på farten igen, tankede diesel nær campingpladsen og så ud på motorvejen nordover. Vi havde hørt at der skulle være meget vejarbejde og forsinkelser mellem Bremen og Hamburg, så vi valgte at køre over Hannover.
Det var godt vi havde rutekort med, for Nanna havde lidt svært ved at rette sig efter vores planer. Hun ville have os ind gennem bymidten i Köln fordi der skulle være tæt trafik på motorvejen. Den hoppede vi ikke på, for godt det samme var trafikkøen hurtigt opløst og vi havde fart på igen.
Samlet var trafikken intens, og vi løb også ind i et par trillekøer undervejs omkring motorvejskryds og hvor der var vejarbejde, men vi holdt aldrig helt stille, og ikke så længe ad gangen. Solen skinnede og temperaturen steg til 28°C, så vi holdt øje med advarselslampen igen for at Trunte ikke fik hedestigninger.
Vi holdt korte tissepauser med lidt motion, chaufførskift og lidt let at spise og drikke fra køleskabet ca. hver 1½ time, og vi sørgede for at lægge sædet ned og lukke øjnene når vi ikke sad bag rattet, så det gik med at køre langt, selv om vi normalt ikke trives med at sidde og køre i timevis. Vi havde på forhånd sat et mål om at nå på den anden side af Hamburg afhængig af trafikken, men samlet tog det kun 2 timer mere end Nannas teoretisk beregnede køretid at køre incl. reduceret hastighed med campingvogn, trillekøer og pauser, så hen ad sekstiden var vi nået helt til Puttgarden og færgen.
Sandelig om ikke der var plads på den næste færge 15 minutter senere, så det blev til aftensmad i færgens restaurant i stedet for i Vera i en kø på færgelejet.
Når man i flere måneder har kørt rundt i forskellige bjergegne, så er Lolland bare noget af det fladeste man kan tænke sig, og vejen nordpå noget af det mest lige man kan forestille sig. Alligevel er turen over Farøbroen og op over Sjælland en midsommeraften med den lave varme sol på bølgende kornmarker og frodige grønne hegn og bøgeskove en smuk oplevelse, og vi blev rørt over, hvor smukt et land, vi bor i og uvilkårligt begynder man at nynne HC Andersens: "I Danmark er jeg født" med Sebastians musik (som vi har øvet den i koret).
Vi nåede hjem til Teglværksvej hen ad nitiden og klodsede Vera op på parkeringspladsen oppe ved vejen efter 13 timers køretur.
Jonas var hjemme og havde besøg af hans kammerat Bo. Huset var rent og spindelvævet var fjernet, kun haven bar præg af at vi ikke havde været hjemme i 3½ måned, selvom Jonas havde både luget terrassen og fjernet tidsler højere end ham selv samt fjernet en nedfaldet gren, som spærrede for indgangen til huset…
Aftenen sluttede med at vi delte en flaske kølig rosevin som vi havde med fra Cotes du Rhones på terrassen sammen med drengene mens vi blev ædt af myg som vi ikke har oplevet det på turen rundt i Europa...
Lørdag d. 17.7.2010, Stig:
I dag tømte vi Trunte og Vera og fik suppleret de madindkøb, Jonas havde sørget for. Ufatteligt hvor meget der kan være pakket ned i en lille campingvogn, når hvert et hulrum udnyttes.
Der dukkede flere ting op som vi ikke havde set i mange uger, bla. vores vintertøj som vi ikke har brugt siden Tjekkiet samt nogle ting vi havde købt først på turen og straks pakket ned og ikke set på siden.
Som jeg sidder her og skriver har vi fået tøj og køkkengrej på plads, men kasser, poser og tasker med de forskellige gaver og andre ting vi har købt ligger bag mig. Det vil vi gå og hygge os med i morgen.
I dag har Jonas og Bo klippet hækken, det var et stort arbejde og det har pyntet utrolig meget. Det er vi virkelig glade for at slippe for, så har vi forkælet dem med lidt lækker mad her til aften.
Hermed slutter det sidste dagbogsindlæg for vores Europatur 2010. I morgen vil vi uploade for sidste gang, og så vil vi også billedbehandle de billeder, vi ikke har nået at se på undervejs. Vi er glade for at have ført dagbog og for at have taget en masse billeder, som vi har gemt systematisk, så vi kan sammenholde dem med dagbogen. Vi har haft så mange oplevelser og fået så mange indtryk, at det ikke er til at huske det hele, hvis ikke vi havde billedarkiv og dagbog til at hjælpe os.
- comments
Flemming Hej - velkommen hjem! Glæder mig til at se jer igen blandt sangglade Skader. Kh Flemming