Torsdag d. 15.7.2010, Stig:

Vi havde sat mobilen til at vække os kl. 6.00! Det gjorde den, og vi stod standhaftigt op! Der er ikke noget mere stille end en campingplads, tidligt om morgenen, alt og alle sover, og man har det hele for sig selv.

Vi havde forberedt det vi kunne aftenen før, så det var kun morgentoilette, hente frisk brød i baren kl. 7.00 sharp, spise færdig og så hæve støttebenene og sætte Vera på krogen og så var vi klar til at betale da receptionen åbnede kl. 7.30 og så kunne vi sætte kursen mod Köln.

Vejr og temperatur var behageligt. De burgundiske byer og landskaber blev afløst af storladne marker med milevidt udsyn som igen blev afløst af bløde bjerge med skov.

Vi kørte igennem Luxembourg, hvilket ikke er noget specielt, hverken landskabeligt eller arkitektonisk eller på nogen anden måde. Pudsigt at der ligger en lille klat selvstændig stat i et hjørne af Europa hvor der ellers har været kæmpet om herredømmet igennem hundreder af år.

Temperaturen steg efterhånden til 28°C, solrigt, og vi passede på ikke at presse Trunte for hårdt for ikke at risikere at hun skulle få hedestigninger igen.

Vi holdt tissepause, frokost og chaufførskift på den eneste rasteplads der er på motorvejen i Luxembourg, kørte over en bro og så var vi i Tyskland og nærmede os Köln.

Det har tit været lidt i blinde, når vi har valgt mellem flere campingpladser i et område. Denne gang havde vi gjort et heldigt valg. Pladsen lå ned til Rhinen, godt nok tæt ved en stor bro, men der var plads denne ene nat, i weekenden var alt optaget fordi der skulle være VW træf. Der var nogle, der var i fuld gang med at pynte op med flag, vimpler og kulørte lamper, mens vi fik tildelt en plads og i løbet af ingen tid fik etableret os.

Jeg riggede cyklerne til og vi fik købt U-bahn billet med 4 klip og så kunne vi cykle over broen og lidt hen ad strandvejen til en U-bahn station, hvor vi låste cyklerne fast til et stativ og tog banen ind til stationen ved siden af Kölner Dom, hvor vi var kl. 17, steg ud af elevatoren lige ved siden af kirken. Kölner Dom var den sidste af de milepæle vi på forhånd havde besluttet os for, at vi ville se på vores rejse.

Det er godt nok en enorm katedral. Imponerende, at man har kunnet bygge i den skala med middelalderlig teknologi, med træstilladser og trædemøllekraner, et både byggeteknisk meget imponerende projekt, og samtidig en flot gotisk kirke, både i den ydre udsmykning og kæmpe skala, men også i den kontrast den indre enkelhed kirken fremstår i, i forhold til det ydre, men med samme stræben mod himlen.

Selv om der er meget glasareal fremstår kirken ikke specielt lys, da der er meget farvet glas i ruderne.

Inde i katedralen var der gudstjeneste i et lille hjørne, ude i en af korsfløjene, afskærmet, men vi fik musikken og sangen med som bonus.

Efter kirkebesøget gik vi en tur gennem den "gamle" bydel, som i virkeligheden er genskabt efter 2. verdenskrig og langs med Rhinen, hvor der er lavet en promenade og folkepark som borgerne virkelig har taget til sig.

Langs floden er der nærmest floden en træskygget promenade hvor man cykler, jogger og spadserer. Så er der en zone med et grønt område med kunst som er egnet til at slænge sig på, og en vandkunst, som i al sin enkelhed er et bølget og kuperet brostenslandskab, hvor vand vælder op og løber i små søer og minivandfald hvor børn og hunde leger fuldstændig optaget af vandets rislen. Rundt omkring vandkunsten er der skulpturer som forældrene og andre voksne slænger sig på, soler sig, snakker og drikker øl.

Hvor trist at middelmådighed, snæversyn og grådighed har forhindret Holbæk i at få et lignende sammen­hængende miljø langs fjorden.

På den anden side af den grønne zone var der op mod husene endnu en promenade og torvedannelser med fortovscafeer og restauranter. Der faldt vi ned på en cafe til wienersnitsel, pommes og en god tysk fadbamse samt gademusik mens solen sank bag domkirken.

Senere gik vi videre rundt i byen. Der var liv og mange mennesker i byen, selv på en torsdag aften. Vi nåede et U-Bahn tog linie 16 og stod af for at tage cyklerne hjem til campingpladsen…for så at opdage at Christines cykel var stjålet! I 2½ måned har vi haft cyklerne med rundt i Østeuropa, Italien og Frankrig, og så bliver en af cyklerne stjålet den sidste aften i Köln, og det selv om vi havde sikret os med at låse dem fast til et stativ. Vi løste det ved at jeg løb hjem og Christine cyklede på Jonas' cykel.