Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag den 22. april 2010 Stig:
Vi tog metroen ind til et stort nyt indkøbscenter i flere etager kaldet Palladium. Det står delvis med gamle facader og ruiner integreret i bygningen. Der opdagede vi, at Christines rygsæk var åben og hendes pung manglede, men kamera, medicin og alt andet var intakt.
Et øjebliks uopmærksomhed på de lange rulletrapper ned i Metroen og en tyv havde fundet, hvad jeg normalt bruger temmelig lang tid på at finde under alle de andre ting, der ligger i den rygsæk. Ærgerligt, ikke fordi der var ret mange penge i pungen, men kørekort, sygesikringsbevis og dankort lå i pungen. Men meget imponerende håndværk, det må man lade tyven. Da vi på det tidspunkt var i tvivl, om hun skulle have glemt pungen i campingvognen spærrede vi straks dankortet, men besluttede at vente med at melde det til politiet, til vi var helt sikre på, at pungen var stjålet.
Kl. 13 deltog vi i en guided tur rundt på Municipal House. Det er en Art Nouveau bygning bl.a. dekoreret af nationalkunstneren Alfons Mucha (kendt fra bl.a. Art Nouveau plakater med Sarah Bernard i Paris). Det er en af Tjekkiets mest betydningsfulde bygninger i den stil, og meget avanceret for sin tid (opført 1905). Bla. var der vandbåret radiatorvarme og ventilationsanlæg med de mest fantasifulde integrerede ventilationsriste, og belysningsarkitekten havde været ovre et par år og studere elektrisk belysning hos Edison.
Bygningen har stor national betydning for tjekkerne. Herfra blev den første Tjekkoslovakiske republik udråbt i 1918 efter det Østrig-Ungarske kejserriges fald, og her forhandlede Vaclav Havel med kommunisterne under fløjsrevolutionen om demokratiske reformer.
I den kommunistiske tid lå bygningen aflåst og ubenyttet, men forholdsvis intakt hen, hvilket må siges i sig selv at være noget af en præstation. Først i 90'erne gennemrestaurerede man bygningen, så den nu fremstår som da den blev opført. Det har været en stor opgave for en fattig nation, men det har man bare villet. Vi havde købt tilladelse til fotografering. Den blev ivrigt benyttet, så i stedet for at skrive mere om Municipal House vil jeg bare henvise til de billeder, vi har taget.
Senere på dagen besøgte vi Alfons Mucha museum og så mere fra hans virke. Fantastisk så produktiv han har været.
Koncerten viste sig at være aflyst, fordi for få havde købt billetter, men vi fik byttet billetterne til nogle bedre pladser dagen efter.
Da vi så pludselig havde god tid gik vi en tur i Prags små, krogede gader. Det var høj sol, men køligt i vejret. Vi talte lidt om en flodtur, da benene efterhånden var lidt ømme af at gå meget. På en plads holdt en samling flotte veteranbiler, hvor man kunne købe en eksklusiv guided bytur. 40 min. for 400 dkr. Vi hyrede en flot gul åben Tjekkisk Prada årgang 1927. Det har været en meget moderne bil, da den var ny, med pladehjul og indvendige gear. (I 1927 kørte min morfar 6 uger rundt i Europa i en vogn med træegerhjul og udvendig gearstang).
Vi fik plads på bagsædet og et tæppe over benene og så gik det i adstadigt tempo rundt i gaderne til motorens dybe rumlen og en hørm af dårligt forbrændt benzin. Det var en sjov oplevelse, vi kom rundt i en stor del af byen, som vi ikke selv ville have tænkt på. Vores chauffør var en skæg bandit, som kunne fortælle både en masse om husene, gaderne, byen, historien og krydret med en masse røverhistorier, skæg og ballade. Undervejs måtte han standse midt i trafikken, ud og skrue lidt på motoren og benzin måtte vi også ind og tanke op under vejs, det var en tørstig, gammel dame vi var ude at køre i.
Undervejs udpegede og anbefalede han en restaurant som hed U Vejvodu. Der gik vi så hen og fandt et bord i et dobbelthøjt lokale med altangang hele vejen rundt, gamle stålgitterspær og ovenlys som tag. Menuen stod på traditionel tjekkisk mad og rigeligt øl.
Christine valgte lam, som blev serveret med bagt kartoffelmos og spinat og jeg fik gulyas garneret med små løg, semmelknödel (mel, fedt og bacon) samt noget andet bagt klister. Alt blev serveret med en god sovs til at få det hele til at glide ned. Og så selvfølgelig Urquell pilsner. Bestiller man en øl får man ½ l, vil man have mindre skal man bede om det.
Der var generelt høj stemning rundt ved bordene, en flok karle havde bestilt noget kødmad, og det fik de. En hel grillet kølle eller en hel grillet ribbensteg, serveret på hele spækbrædder i træ med en kniv solidt plantet i brættet. Ikke noget pjat med grøntsager til. Ren herremad, så kunne de lære det. Og så øl til selvfølgelig. De kæmpede bravt, men de kunne ikke spise op.
Det var blevet sent og vi gik gennem de små gader, hvor gaslygterne var blevet tændt og oplyste facaderne i et blødt gult lys. Metro og bus kører smooth og metroen er nem at orientere sig i, så helt rutineret kom vi godt hjem til campingpladsen til Vera og Trunte.
Fredag d. 23.4.2010, Christine:
Ærgerligt, ærgerligt var pungen ikke hverken i Vera eller på pladsens kontor. De hjalp os til gengæld med adressen på det lokale politikontor, hvor vi skulle rapportere tyveriet. Samtidig er Stig blevet mere bekymret ift den ustabile gasleverance - om vi også fremover vil få besvær med at skaffe de gasflasker, vores system er indrettet til. Derfor aftalte vi at vi skulle have indkøbt en lille elvarmeblæser - det holder altså ikke i længden med et strygejern - det er trods alt for brandfarligt selvom det tiltaler vores syge form for humor med sådan en opvarmningskilde J
Så på vej ned til politiet tog vi lige forbi Bauhaus!!!! Nogen af jer vil vide hvor lidt / meget jeg elsker den butik… Men det var helt opløftende at se Stig agere i kendt sammenhæng - og helt utroligt at se hvordan bygningen var en tro kopi af Bauhaus-bygningen i Holbæk. De havde bare skrevet noget andet tekst på facaden og skiltene! Da vi gik lidt nærmere ind i butikken, kunne vi nu også se, at der var ting til salg, som vi aldrig ville have kunnet købe i DK - bl.a. et pejsesæt udformet som en opretstående ridder udført i metal ca. 30 cm høj…ømt!!!
Politiet var meget imødekommende - dem der kunne en smule engelsk! Det er altså sin sag at skulle redegøre sagens forløb på engelsk ift nogen der ikke lige havde dette sprog som topkompetence! Vi var gennem 3 politibetjente med diverse ventetid ind imellem før vi fik "bid" - ikke just et stude i LEAN! Men søde, venlige og imødekommende var de nu alle. Og nu er jeg så den glade ejer af en tjekkisk politirapport som jeg har underskrevet uden at ane hvad der egentlig står J
Vi tog så metroen ned til ambassadekvarteret og vha Nanna fandt vi i fin stil frem til den danske ambassade - den ligger lige ved siden af den store borg Chezky Hrad. Det er et meget flot kvarter - som vi nok ikke lige havde gennemgået hvis det ikke havde været fordi jeg havde brug for et nyt kørekort! Det lavede de superhurtigt - så nu er jeg også den glade ejer af et tjekkisk sproget kørekort…heldigvis også i en engelsk udgave som jeg kan bruge i andre lande på resten af turen!!!
Så tog vi også hen og fik en lækker frokost med en stor fadbamse til for lige at komme til hægterne igen!!! Det er altså bare øl-land…de serverer bare helt utroligt lækre fadbamser Og dernæst gik turen videre op til slottet, rundt på diverse gårde hvori der i én ligger Sct. Vitus katedralen - en helt fantastisk oplevelse med nogle meget flotte glasmosaikker. Vi gik ned fra borgen gennem nogle sydvendte vinmarker midt inde i byen - en meget speciel oplevelse. Da vi var helt nede tog vi sporvognen ind til den gamle bydel - vi skulle jo også nå en koncert, ik'?!!! Følte os næsten helt lokale sådan at fare fra den ene bydel til den anden med diverse offentlige transportmidler J
Jeg var lidt forbeholden ved den der koncert - konceptet med nye billetter ved en bod midt på gaqden i en håndskreven udgave - hmm… Og da vi så kom op i det opreklamerede lokale der skulle være originalt barok så - hmm… Vi fik lov til at sidde foran og fik et glas sekt hver som plaster på såret. Og så kom solisterne ind - og hold da op!!! Det var bare en koncert der rørte os så jeg sad med en klump i halsen, tårer i øjnene g var helt væk: De 4 årstider, diverse sange fra Carmen, flere slaviske violinsoli og sidt men ikke mindst Smetanas Ma Vlast - lige stedet at høre dén. Vi tror at de må have været 4 lærere fra Musikkonservatoriet - alderen passede samt det musikalske niveau. Havde de spillet i Danmark havde det været en topkoncert - jeg tror aldrig jeg har hørt så dygtig en violinist før. En stor oplevelse med kendte musikstykker med en slavisk tone - og ikke mindst også de rent slaviske stykker som vi ikke kendte.
Koncerten var ovre ved 19.30-tiden. Og efter alle de oplevelser var vi mætte og tog direkte hjem.
Lørdag den 24. april 2010 Stig:
Mæt af indtryk trængte vi begge til at fordøje oplevelserne, så vi besluttede at tage en "hviledag" med rengøring af Vera samt afprøvning af solsejl og planlægning af de næste etaper af rejsen. Vi vil tage videre i morgen. Christine kom til at tænke på at pinkode huskeren til hendes Mastercard også lå i hendes pung og hun har ikke brugt kortet andet end en gang, så vi er nu afhængige af mine kreditkort indtil vi forhåbentlig kan få PBS til at sende en kortkode.
Solsejlet fungerede, der skulle lidt vrikken med lidt værktøj i skinnen til, men nu glider det som det skal og jeg sidder og skriver ude i solen i en campingstol og på farfars campingbord men Christine laver nogle rygøvelser. Vi vil prøve af komme ajour med alle de billeder vi tog i Prag.
Christine samme dag:
Hmm - kan kun få en ny kode i combi med et helt nyt dankort, øv! Troede godt man kunne få en ny kode… Så nu er det bare om at passe på Stigs 2 gode kort, som vi jo heldigvis stadig har med os!!!
Nå, vi tager nu under alle omstændigheder videre i morgen - der er ikke net på næste plads, så vi må se hvornår vi får uploadet næste gang.
- comments
flemming Hej med jer to - godt at høre om gode oplevelser i pragtfulde Prag - bortset fra det med tyveriet! ÆV. Husk lige det jødiske kvarter med synagogen. Vi er lige kommet hjem fra 12 dage i Madrid (6 dages vulkanflyaskeforelænelse!). Fin, fin ferie hvor vi så også nåede at opleve utrolige Toledo. Kan meget varmt anbefales! Susanne mistede også en pung - heldigvis kun med penge, men der røg ekstra 3.000 kr. Samlet bliver det en meget dyr ferie, men det hele værd! I koret har vi nu endelige aftaler på plads med Tuse og Asnæs Kirker. Og glæder os til sammenstødet med Byrorkestret. Vi øver som gale! Ha´DET NU FORTSAT RIGTIG GODT OG OPLEV EN MASSE! kh Flemming
flemming Hej med jer to - godt at høre om gode oplevelser i pragtfulde Prag - bortset fra det med tyveriet! ÆV. Husk lige det jødiske kvarter med synagogen. Vi er lige kommet hjem fra 12 dage i Madrid (6 dages vulkanflyaskeforelænelse!). Fin, fin ferie hvor vi så også nåede at opleve utrolige Toledo. Kan meget varmt anbefales! Susanne mistede også en pung - heldigvis kun med penge, men der røg ekstra 3.000 kr. Samlet bliver det en meget dyr ferie, men det hele værd! I koret har vi nu endelige aftaler på plads med Tuse og Asnæs Kirker. Og glæder os til sammenstødet med Byrorkestret. Vi øver som gale! Ha´DET NU FORTSAT RIGTIG GODT OG OPLEV EN MASSE! kh Flemming Nå ja: flyaskeforlænelse - det var nu en ferieforlængelse!