Profile
Blog
Photos
Videos
Tiden på Hawaii flyver af sted, og det er blevet tid til endnu en lille melding fra paradis.
I sidste weekend var vi ved Ewa Beach og besøge Matt og Addie igen. Der blev holdt afskedsfest for Matt, fordi han snart skal ud og sejle. Ligesom sidste gang vi var derude stod den på drinks på vandet og grillhygge hele aftenen. Der var mange gæster, og det var skønt endnu engang at møde en masse nye mennesker fra hele verden. Vi var kørt derud med de danske drenge, og bilen gik lidt i stykker på vejen, så vi blev derude hele weekenden til bilen var klar igen. Det betød, at vi alle sammen gav den gas lørdag, og de fleste blev ret fulde. Det endte med en mindre ildebrand i køkkenet og en masse fulde amerikanere, hvilket var meget underholdende. Endnu engang tog vores vært Addie det hele helt stille og roligt. Det er så fedt at besøge dem, fordi man bare føler sig 100 % velkommen og godt tilpas derude. Deres datter Mili var ikke hjemme, så vi piger sov på hendes værelse. Søndag var vi alle sammen lidt tømmermandsramte, så den stod bare på strandtur, tacos og reparationsbajere. Bilen var køreklar søndag aften, og vi nåede næsten hele vejen til Waikiki før den brød sammen igen, og vi måtte gå det sidste stykke hjem. Udover sammenbrudene er det en alle tiders bil drengene har købt der :)
Hverdagene i sidste uge gik med surfing, hiking og endnu en bytur på stamstedet Moose's, hvor vi fester med mange af de andre studerende hver tirsdag. I weekenden blev det så endelig tid til vores tur til Big Island Hawaii.
Vi fløj fra Honolulu fredag morgen og for første gang i mit liv tog jeg på tur uden at have planlagt noget som helst (det er sikkert meget sundt). Da vi ankom til Kona gik vi rundt og ledte efter en lejebil, så vi rigtig kunne komme på eventyr. Det endte med en lækker hvid Ford Mustang som vi cruisede rundt i hele weekenden. Første stop var Hapuna Beach, en af de smukkeste strande jeg nogensinde har set. Derefter kørte vi videre nordpå gennem lavaørken til Waipio Valley, hvor vi parkerede bilen og hikede ned til den sorte strand. Det var en virkelig smuk, men også virkelig stejl tur, så vi var lidt spændte på turen op. Heldigvis mødte vi et par surferpiger i en jeep som tilbød os et lift til toppen. Det var ret fedt at sidde på ladet af en jeep og køre stejlt off road opad. Da vi nåede toppen og vores dejlige mustang cruisede vi videre for at nå solnedgangen fra toppen af vulkanen Mauna Kea. Det var en vild tur derop gennem skyerne og da vi endelig nåede toppen var det iskoldt. De fleste andre havde vintertøj på, men så langt frem havde vi ikke lige planlagt. På trods af kulden var det en smuk tur, dog uden solnedgang, da vi var midt inde i en sky, da solen gik ned. Til gengæld var der varm kaffe og teleskoper, så man kunne varme sig og se stjernerne og månen helt tæt på, da mørket faldt på. Vi kørte sydpå igennem mørket og fandt vej til vores hostel, hvor vi blev indlogeret i en sovesal klar til et par timers søvn inden lørdagens ironman. Vi stod op før fem og kørte ind til byen Kona for at se Ironman. Vi nåede det lige præcis til svømmestarten, hvor vi så de mange deltagere kæmpe sig gennem bølgerne. Efter 3,9 kilometers svømning skulle deltagerne ud og cykle 180 kilometer og så lige slutte af med at løbe et maraton. Det var super fedt at opleve stemningen i byen, og se, hvor hårdt deltagerne kæmpede i varmen. Efter lidt over otte timer kom den første deltager i mål, og stemningen var helt vild, det var virkelig imponerende. Efter ni timer som tilskuere trængte vi til at komme lidt ud af byen, så vi kørte en tur sydpå. Vi fik testet mustangens evner op og ned af nogle meget stejle og snørklede veje og nåede lige toppen af en kringlet vej inden øen blev ramt af en voldsom regnstorm. Vi timede det med en gang aftensmad på noget der lignede en blanding af et spøgelseshotel og et langelandsk forsamlingshus anno 1960. Her bestilte vi huset specialitet; svinekoteletter med brun sovs. Kombinationen af farveløs mad, regnstorm og spøgelseshotel var helt fantastisk. Vi sluttede dagen af med en øl på hostel og skålede på, at vores weekend uden planer gik virkelig godt. Søndag fik vi set øens sydligste punkt, cruiset forbi en masse kaffeplantager og slappet lidt af ved endnu en lækker strand, inden vi afleverede bilen og fløj tilbage til Honolulu.
Nu er det hverdag igen, og ugen står på hiking, surfing og stor halloweenfest i weekenden. Vi har det stadig skønt og tanken om, at der nu er under en måned til turen går tilbage til Danmark er lidt underlig. Jeg glæder mig til at se alle jer derhjemme, men Hawaii er også et ret fantastisk sted, så det bliver svært at forlade. Det var alt for nu; jeg smider nogle billeder op snarest. Aloha :)
- comments
Merete Ja sikke en hverdag hvad? Dejligt med lidt nyt fra Hawai - ses vi snart på Skype igen?
Mor Mor. Virkelig skøn beskrivlse af gode oplevelser.Fantastisk bil I har fået jer.Pak den i kufferten sammen med den nye globus.
onkel Erik dejligt at få en opdatering på jeres spændende Hawai-ophold, skriv endelig igen
Helle Sikke nogle skønne oplevelser i har, godt at have med i bagagen