Profile
Blog
Photos
Videos
Pludselig skulle det gå lidt stærkt det hele her til morgen. Der var kø helt ud på gaden på Paramount, men jeg FIK min morgenmad, omend jeg måtte spise den lidt snabt. Jeg havde planer om at deltage i en guidet gåtur ad den såkaldte Freedom Trail (frihedssti) kl. 10, som jeg havde læst om på nettet. Man skulle bare møde op og betale på stedet.
Men jeg var sent på den, og så kører der selvfølgelig et tog for snuden af mig osv. Da jeg steg af toget, kunne jeg ikke finde mødestedet, jeg spurgte om vej og fandt det, troede jeg, men da jeg så ville betale for min billet, fik jeg at vide, at turen var gratis. Ved et lykketræf var jeg havnet på en anden lignende tur, lidt kortere godt nok, men så til gengæld gratis. Senere fandt jeg ud af, hvor jeg skulle have været troppet op, hvis jeg ville have haft den længere tur til $12.
Freedom Trail er en ca 4 km lang rute, som er lavet til minde om Bostons og Massachusetts' rolle i de oprindelige britiske koloniers kamp for selvstændighed. Den er markeret med røde mursten lagt ned i fortovet, hvilket gør det meget nemt at følge den.
Guiden fra Boston National Historic Park, som hed Michelle i fuld parkbetjentuniform, var utroligt engageret og dygtig til at fortælle. Lige først blev jeg lidt betænkelig, for jeg syntes, hun talte meget hurtigt, der var meget støj fra trafikken, og jeg syntes, at min basisviden om amerikansk historie var for lille. Så jeg var ærligt talt i tvivl om, om jeg ville få noget ud af det. Men heldigvis gav jeg det en chance, og det viste sig, at jeg bare lige skulle vænne mig til hendes måde at tale på, og efterhånden kom der sammenhæng i tingene. Så det blev ENDNU en god guidet tur. Jeg er i det hele taget imponeret over, så mange gode ture, man kan deltage i, og hvor gode guiderne er her til lands. Jeg tænkte det samme, da jeg var i New York. Gad vidst, om det er ligesådan i Danmark? En fordel her kan jo være, at drikkepenge forventes, hvis man er tilfreds med turen. Michelle skulle nu ikke have drikkepenge, da hun arbejder for staten. Men hun var bare sådan en ildsjæl.
Vi gik ikke hele ruten med guide, så jeg fortsatte på egen hånd videre. Badet i sved var jeg ganske vist - det har været så tryggende i dag - men det er jo dumt at lade sig begrænse af.
Jeg endte således på den anden side af Charles floden, i Charlestown, - så er man nord for Boston. Her ligger fregatten USS Constitution fra 1797. Fregatter er jo mit store interesseområde....?! Nej, det er ej! Jeg var da ombord, for det var også gratis, men det tog mig ikke mange sekunder at konstatere, at dette er et skib. Så tog jeg båden (altså én af nyere dato) tilbage til Boston for ikke at skulle gå samme vej tilbage.
Resten af dagen har stået på ren afslapning, navnlig på mit værelse med gang i airconditionen. I morgen skal jeg på heldagstur til Massachusetts' efterårsskove, inden jeg på mandag sætter kursen mod Cape Cod.
- comments