Profile
Blog
Photos
Videos
Når man er i Hollywood og interesserer sig for film, synes man, at man også lige vil en tur til Beverly Hills 90210 og se, hvor stjernerne bor.
Jeg skulle med bilen fra Graumann's Kinesiske Teater på Hollywood Boulevard, og da jeg var i god tid, kunne jeg jo lige jokke lidt på stjernerne i dagslys også. Der er over 2.500 af dem, og der må altså ske nogle sjove sammenstød ind imellem, for det er svært at lade være med at kigge ned hele tiden. Jeg snuppede nogle snapshots af nogle af MINE stjerner.
Så satte vi os til rette 13 personer i en åben vågn og kørte mod Beverly Hills. Det har været varmt og solrigt i dag, så jeg var glad for min kasket. Og så blev vi taget rundt op og ned i Beverly. Man er selvfølgelig bundnaiv, hvis man tror, man kommer til at se ret meget. Næsten alle de store stjerner omgiver deres huse med høje mure eller hække og uigennemtrængelige porte. Så kan man måske se et tag eller sådan. Tom Cruises hus kunne man endda få en bøde for at køre i nærheden af, så der kunne man kun se et amerikansk flag på afstand. Så det er lidt en skør ide med sådan en tur, måtte jeg konkludere. Men jeg fik da set Beverly Hills, og jeg kan godt forstå, at man gerne vil bo dér, for der er roligt og dejligt grønt. Til sidst kørte vi til et udsigtspunkt, hvor man kunne kigge ud over et smugindhyllet LA og til Hollywood-skiltet.
Nu havde jeg besluttet mig for at finde en kamerabutik. Sagen er nemlig den, at jeg glemte opladeren OG batteriet til mit kamera i Monterey. Dumt, dumt, dumt!!! Det første sted, jeg gik til, havde jeg fået anbefalet af min værtinde, Nina. Men dér havde de ikke noget batteri til mit kamera. Til gengæld var der en frisør - ikke i kamerabutikken selvfølgelig - og så blev jeg lige klippet. Jeg var så blevet henvist til en anden butik, som det tog mig 2 timer at finde. Den lå selvfølgelig et stykke derfra, men det var nu mest, fordi jeg ikke kunne finde den. Hvad jeg ikke var opmærksom på, var at, der er både en North Fairfax og en South Fairfax, som til dels har de samme husnumre. Så jeg vadede rundt på North Fairfax, men butikken lå på South Fairfax..... Jeg fandt den til sidst, og de havde selvfølgelig heller ikke batteriet!!! Men det var lige før, det var blevet vigtigere for mig at finde butikken end batteriet :-)
I aften har jeg været i Ralph Freud Playhouse på UCLA (dvs universitetets scene) og se musicalen Cabaret. Det var IKKE med Liza Minnelli, kan jeg godt afsløre, men det var rigtig godt! Jeg var den eneste, der skulle til busstoppestedet bagefter - ALLE kører i bil. Bussen kørte også kun en gang i timen her i aften, og der var næsten ingen med. Alligevel var den 15 minutter forsinket, selv om det kun var 2. stoppested på ruten, nok fordi chaufføren vidste, at han kunne køre hele vejen gennem Beverly Hills uden et eneste stop. Her tager folk da slet ikke med bybus!
I morgen venter en dag, hvor jeg endnu ikke har planlagt noget som helst. Meeeen mon ikke jeg får gjort noget ved det!?
- comments
Mor og Far Hvordan kan du dog være i stødet uden batteri?? - og uden oplader!!! Nå, du finder nok et sted, hvor du kan klare problemet. Tak for det flotte foto - fin kasket! KH
Søren Ja, det forstår man jo ikke....! Men det må være lidt ligesom med en høne, der spæner rundt, efter den har fået hugget hovedet af.
Hans Chr. Der skulle være en rundtur i Universals studier,tror jeg det er,hvis man er interesseret i film.Har hørt det skulle være ret så spektakulær en oplevelse.
Søren Den tur har jeg bestilt for flere måneder siden, Hans Christian :-). Det skal jeg på onsdag.